Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Forventningens glæde til Copenhell

Populær
Updated
Top 5 -  Forventningens glæde til Copenhell

Der mangler stadig omkring 20 navne, før programmet er på plads til årets Copenhell. Men allerede nu glæder vi os til en hel del af de offentliggjorte bands. Ugens top 5 giver et bud på årets bedste oplevelser ud fra det nuværende program.

Kunstner
Titel
Copenhell 2015
Koncertarrangør

I denne uge kan du læse vores interview med Copenhells festivalleder Jeppe Nissen om udfordringerne i at booke bands, og hvad visionerne er for festivalen, der finder sted sjette gang i juni.

Med cirka 20 bands, der endnu mangler på plakaten – heriblandt årets hovednavne – er der forhåbentlig masser af gode nyheder på vej, når spændingen i løbet af det næste stykke tid snart bliver udløst.

Men indtil videre er der allerede god grund til at glæde sig over de forrygende navne, der allerede er på programmet. Vi ser i hvert fald frem til de fleste af dem og i ugens top 5, giver vi derfor et bud på de fem bands, vi glæder os mest til på nuværende tidspunkt.

1. Body Count

"Da Body Count blev offentliggjort var den første reaktion, om folk længere overhovedet huskede Ice-motherfucking-T (Bitch!) og resten af hans crew. Reaktionerne på de sociale medier bevidner, at det gør landets metalfans helt sikkert. Som så mange andre giver udtryk for, kan vi heller ikke få armene ned over, at Body Count endelig gæster landet siden Roskilde Festival i 1995. Og med det nye stærke, album ’Manslaughter’ i bagagen efterlades der ingen tvivl om, at de tyves års ventetid helt sikkert blive det værd. Især når der skal skråles med på klassikeren 'Cop Killer' eller som Ice-T plejer at introducere sangen som: "All rise for the national anthem!'"




2. Bloodbath

"Svenske Bloodbath med medlemmer fra Opeth og Katatonia har aldrig før gæstet Danmark. Og timingen kunne ikke være bedre, for gruppen har netop fået ingen ringere end Paradise Losts frontmand Nick Holmes med på vokal. Der var en lettere skepsis over hans navn blev annonceret som bandets nye sanger, for kunne briten stadig growle, som han stoppede med at gøre i Paradise Lost for 20 år siden? Den skepsis blev straks gjort til skamme, da 'A Grand Morbid Funeral' udkom og 44-årige Holmes beviste, at hans rå stemme absolut ikke var blevet mindre grum med årene. Forudsætningerne for en legendarisk koncertoplevelse er klart til stede, når dødsmetalgruppen rammer Helvede til sommer!"




3. Life of Agony

"Meget er sket for Brooklyn-bandet siden, de debuterede med genistregen 'River Runs Red' i 1993. Mest opsigtsvækkende er nok, at forsanger Keith Caputos transformation fra mand til kvinde. Men who cares, så længe Mina Caputo stadig synger så fremragende og unik som tilfældet angivelige stadig er det? Vi tror benhårdt det her bliver en særlig oplevelse, når først Caputo kommer styrtede ud på scenen og lægger ud med det korte og super fængende titelnummer fra 'River Runs Red', hvor de fleste af koncertens numre formodentlig også ender med at komme fra. (Og så skal nok også være gode overraskende blikke i øjnene på dem, som ikke helt forstår, hvorfor der står en kvinde og lyder som Michael Poulsen!)"




4. Nuclear Assault

"Der er et regulært scoop, at Nuclear Assault er på programmet. On and off i 30 år har gruppen (der blev dannet efter bassisten Danny Lilker forlod Anthrax) spillet kompromisløst thrash-metal. Det er true som det er i ånden af den gamle skole, og der kommer næppe andre i den her genre på programmet, som kommer til at overgå New Yorker-bandet. Umiddelbart har Nuclear Assault ikke gæstet Danmark siden Roskilde Festival 1992, hvor Devilutions allestedsnærværende krigsgudsdigter Franco overværede koncerten og ikke overraskende husker Nuclear Assault, som bandet, der smadrede alt og alle det år!"




5. Cannibal Corpse

"Det er jo ikke fordi verdens bedst sælgende dødsmetalgruppe er et sjældent syn på vores breddegrader. Faktisk har de lige spillet på Ålborg Metal Festival og dagen efter 'hammersmaskede' de også Amager Bio, som vores skribent så smukt skrev. Men alligevel så kan det kun blive i den særlige afdeling at opleve frontmand George 'Corpsegrinder' Fischer og resten af det brutalt band spille sig hårdt ind i Copenhell-gæsternes sorte hjerter! 'A Skull Full of Maggots', 'Addicted to Vaginal Skin' og 'I Cum Blood'. Yes! Det bliver så smukt, så smukt!"