Copenhell ’17: Myrkurs forbandelse
Populær
Lige så fortryllende Myrkur er på plade, lige så forbandet synes hun at være live, hvor danskeren altid fumler rundt med udstyret.
Der var ingen magi over Myrkur, da hun debuterede på Roskilde Festival for to år siden. Danskeren havde især svært ved at håndtere sin guitars kabler. Få måneder senere var den gal igen, da hun gav sin første koncert uden for festival-regi i Pumpehuset, hvor teknikken nok en gang sendte Amalie Bruun, som hun rigtigt hedder, til tælling.
På Copenhell var der dømt deja-vu, da guitaren og udstyret igen fik Myrkur til at fumle rundt med grejet.
Vi skulle ikke mange numre ind i showet, før det koksede under Ulver-plagiatet ’Onde Børn’, og Myrkur måtte på hug og sidde og rode med guitarpedalerne. På med guitaren. Af med guitaren. Mens musikken kørte i tomgang.
Enten er Myrkur forbandet, ellers er hun bare forbandet inkompetent til at håndtere sine instrumenter.
Koncerten startede ellers glimrende ud med, at Myrkur indtog scenen og alene lagde ud med den oldnordiske kaldesang ’Kulning’, før bandet sluttede sig til hende, og ’Hævnen’s tunge riffs tordnede ud fra Pandæmonium. Foran det, der må have været det største publikum til dato, som Myrkur har spillet for på de hjemlige breddegrader. Der var godt proppet tæt på lørdag midnat, og modtagelsen var ikke til at tage fejl af. Myrkur var et imødeset indslag på programmet.
De fleste af danskerens koncerter har været i udlandet, hvor hun siden begyndelsen har været et større navn end herhjemme. Især fordi Amalie Bruun delte vandene, og kritikerne ikke mente, hun havde kæmpet sig til opmærksomheden og tjansen på Roskilde Festival.
Det virkede som en unødig blanding af jantelovsmentalitet og heksejagt, da Myrkurs debutplade ’M’ jo netop beviste, hun havde noget helt særligt at byde på. Musikken er fængende og fortryllende, og Amalie Bruun synger simpelthen som en drøm.
Så meget desto mere ærgerligt er det, at hun stadig har til gode – herhjemme i hvert fald – virkelig at være overbevisende live. Myrkur fremstår for ydmyg og for usikker og ikke mindst evigt ufokuseret med den guitar omkring kroppen, som hver gang volder problemer. Drop spaden. Fortryl folket med stemmen. Musikken og vokalen holder jo med numre som ’Skøgen skulle dø’ og ’Dybt i skoven’. Til tider står man desværre stadig med følelsen af, at det hele nogle gange i stedet bare virker dybt godnat.