Vagttårnet: Pølsemix & pølsefest

Populær
-XTJ8490-58-1527551093-89-1534243114

Pro-feminismen kom til Copenhell. Selvom metal hverken er mere eller mindre sexistisk end andre subkulturer, har scenen fortsat et problem med macho-bøvethed og manglende repræsentation af kvinder, konstaterer Devilution og Heavymetal.dk i et fælles opråb.

Fotograf
Jacob Dinesen

Den politiske koncerttale har alle dage været en problematisk størrelse. Publikum er kommet for at høre musik og bliver utålmodige, hvis det trækker i langdrag. Samtidig har de færreste lyst til at fremmedgøre deres publikum, så for det meste ender det med, at vi bliver opfordret til at give fingeren til USA’s nuværende præsident. En protest, alle tilsyneladende kan blive enige om, og som ingen bliver den mindste smule klogere af. 

Indenfor hardcore tangerer det ofte miniforedrag om alt det, der er galt i verden, og det er fint nok, men det er bare ikke, fordi det rykker vildt meget at stå i Ungdomshuset og plædere for åbne grænser og færre penge til de rige: 99 % af publikum det sted er 1:1 enige i analysen.

Derfor kunne tid og sted ikke have passet bedre, da Dennis Lyxzén et par sange inde i Refuseds koncert på Copenhell stillede sig op og holdt en pro-feministisk, anti-sexistisk tale. Torsdag eftermiddag havde festivalpublikummet stadig en chance for at minde sig selv om, at nåh jo, de måtte egentlig nok hellere lade være med at opføre sig som lallende idioter og respektere andre og deres grænser. 

Det burde jo strengt taget slet ikke være nødvendigt at minde nogen om: Det er for den sags skyld indskrevet i Copenhells værdiprogram, at man ikke tolererer nogen form for sexisme. At samme Copenhell under punktet Glemte Sager angiver “din mødom” som en af de ting, du sammen med telefoner og jakker kan have mistet, implicit altså mod din vilje, siger til gengæld sit om, hvor indgroet den tøhø’ede lummersexisme ikke desto mindre er i festivalens DNA. Den kvindelige dyd er da noget, man frarøver hende, når hun giver sig hen i ens stærke vikingefavntag. Det er ikke det samme som at sige, at Copenhell opfordrer til overgreb, men det er betegnende for den lige lovligt godmodige indstilling, festivalen har til nogle kvinders oplevelse af at være jaget vildt på Refshaleøen.

Jävla svenskar
Det er ingen nyhed, at machobøvetheden er en indgroet del af metalkulturen. Siden Manowar, AC/DC og Mötley Crüe har det handlet om at dominere sine fjender – metallens og hardrockens fjender – såvel som damerne. Det billede er ikke længere dominerende for genren som sådan, men når det er tid til metalfestival, og alle gutterne er samlet, finder man uvægerligt tilbage til laveste fællesnævner. Man værdsætter sin skoddede pølsemix fra grillboden med samme hengivenhed som sine ikoner på scenen: Det er et knæfald for den bevidst dårlige smag, en hånlatter overfor enhver fornuft og et gok i nødden på voksenheden med en oppustelig pik. Den mentalitet, hvor det usmagelige er fedt, fordi det er anstødeligt, forplanter sig til festen, der bliver én stor pølsefest.

Der er ellers en pænt høj andel af kvinder i publikum til Copenhell. Ikke i forhold til Northside eller Heartland, bevares, men i forhold til den perifere rolle, kvinderne i pinligt lang tid har været henvist til i metal. Det afspejles bare ikke oppe på scenen, og det er det, der bliver problematiseret nu. Refused er ikke alene med deres opråb på Copenhell: Fever 333 gentager det nogle timer senere, Municipal Waste bringer det på sin vis op midt i deres fest, da de opfordrer alle til at crowdsurfe: “We want the ladies, too, not just the guys.”

Men det er Dennis Lyxzén, der skærer det ud i pap: At den feminisme, han advokerer for, i bund og grund er lig med humanisme. At vi alle er lige, uanset køn, seksualitet og etnicitet. Det er et budskab, som få vil erklære sig uenige i, men fordi Lyxzén benævner det feminisme, frembringer det alligevel spredte buh-råb, forsigtige fuck-fingre og de obligatoriske tilråb om de “jävla svenskar”. Det er derfor, den tale, han holder, dårligt kunne være mere på sin plads, end den er her.

Det er også Dennis Lyxzén, der tager kønsfordelingen blandt de optrædende op. Han har en pointe: Bladrer man programmet igennem, er der blandt musikerne omtrent det samme antal kvinder – i  Halestorm, Eagles of Death Metal, Heilung, Eluveitie, Konvent – som der er i den dansetrup, der spankulerer rundt på pladsen i sort blondeundertøj med en stripperpæl og laver shows til hujende tilråb fra pølsefesten. 

Man kan spørge, hvad eksotiske dansere har af relevans for metalmiljøet og i særdeleshed for en festival. Er det noget, der er efterspurgt af publikum? Relevansen er svær at få øje på, når scenen i Purgatory byder på al den hud, der tilsyneladende er obligatorisk for de i mere end én forstand tørstige mænd. I Purgatory sker det med et kunstnerisk freakshow, der understreger festivalens proklamerede afvigelse fra normen. Stripklubben er til gengæld den norm, flere af os netop ønsker at flygte fra, når vi tager på Copenhell.

Vis respekt – også udenfor pitten
Det her handler ikke om, at der skal være kvoter for, hvor mange kvinder der skal være blandt de optrædende. Det handler heller ikke kun om at anerkende den anden halvdel af demografien, og at den sågar er repræsenteret blandt deltagerne. Hvis Copenhell virkelig mener deres anti-sexisme alvorligt, skal flere kvinder stå på scenen. Ikke så og så mange procent eller en gestus for at promovere sig selv som progressiv. Men otte kvinder på scenen på fire dage er altså påfaldende få. Sammen med dansetruppen  vidner det om en slående ligegyldighed overfor sexisme-spørgsmålet, at man tilsyneladende slet ikke har skænket det en tanke at booke nogle kvinder.

På Copenhell flyder fadøllen i en lind strøm, og det er bekvemt at tilskrive de tilråb og den til tider lidt vel håndfaste flirten, der finder sted rundt omkring på pladsen, alkoholen. Det er jo bare en fest, der er ingen, der mener noget alvorligt med det.

Festivalen udgør for mange et frirum, hvor de sociale spilleregler udenfor pladsen er sat på pause for en stund. Men den respekt, man udviser i en moshpit, bør også gælde i kontakten mellem folk i de mere tyndt befolkede områder af koncertpladsen. 

Hjælp folk op ad pitten og lad være med selv at falde i muddergrøften.

Vi har alle et fælles ansvar for at gøre Copenhell til et sted, hvor man kan være sig selv uden at skulle se sig over skulderen. Hvis vi kan passe på hinanden foran scenen, kan vi det også ude på pladsen eller i baren. 

Copenhell ophører nok ikke med at være et sted, hvor barren sættes lidt lavere, end den gør det ude i det omgivende samfund. Det kan godt være, at Dennis Lyxzén og resten af Refused kommer anstigende i deres stilige jakkesæt med deres rigtige meninger og sangene fulde af paroler. Men for størstedelen af publikum er Copenhell fortsat en lejlighed til at lufte battlevesten, drikkehornet og vikingehjelmen. Begrave sig i pølsemix, fadøl og nostalgi-heavy i fire dage. 

Når det kommer til sexisme, er metallen hverken værre eller bedre end de fleste andre subkulturer, om det så er hiphop, techno eller New Orleans-jazz. Men lad os nu for helvede lige prøve at være det alligevel.

For som Refused synger i koncertens sidste sang:

"How can we expect anyone to listen if we are using the same old voice 
We need a new noise
New art for real people."


Cecilie Roos er skribent på Heavymetal.dk. Denne leder bringes simultant på begge sites.