Copenhell '19: Kunsten at feste

LRM_EXPORT_454895451061443_20190622_203651265
_XTD4017
_XTD4026
_XTJ5617
_XTJ5746
_XTJ5923
_XTJ5798
_XTJ6016

Municipal Waste fik foræret et helt nyt publikum på Copenhell, og da de først havde opdaget, hvad de var vidne til, fik vi årets thrash-koncert på Copenhell.

Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Alle Municipal Wastes sange handler om én af tre ting: Hvor vilde de er, hvor fedt thrash er, specielt når det er dem, der spiller det, og øl, ikke mindst hvor meget af det de drikker. Den sikre formel har de arbejdet ud fra i snart tyve år, og Tony Foresta ser da også helt overrasket ud, da han beder om den obligatoriske håndsoprækning fra dem, der ser Municipal Waste for første gang, og bagefter dem, der aldrig har hørt om dem før. En skov af hænder rejser sig, og forbavselsen er tydelig i sangerens ansigt: Efter al den tid er der stadig så mange fortabte sjæle, der ikke er omvendt til den saliggørende thrash og bajselade.

Det forklarer måske, hvorfor det hele starter besynderligt sløvt. Ikke bandet, de er så på, som de kan være, men publikum: Der er da en circle pit, men den er spøjst pligtskyldig, der er crowdsurfere, nærmest for et syns skyld, der bliver gjort ansatser til moshing, men det er næsten, som om folk ikke helt har opfattet, at det altså er nu, lige nu, de har chancen for at få den thrash-fest, som Copenhell anno 2019 ellers er påfaldende fattig på. Det her er trods alt bandet, der – ifølge dem selv – ophøjer festen til en kunstform.

Den skal det åbenbart uerfarne publikum bare lige med på, men da ‘Sadistic Magician’ sætter ind, er det, som om det går op for alle, at nåh ja, det er sådan her, vi ruller, og det gør vi så. Det udvikler sig hurtigt til en pit af de voldsommere: En af dem, hvor det er faretruende tæt på at kamme over i jock-mentalitet og macho-attitude. Det kan man sådan set godt holde imod bandet, for deres musik opfordrer til det, men Tony Foresta bløder lidt op på det, da han inden ‘Wave of Death’ opfordrer kvinderne til at komme ind i kampen og crowdsurfe – og roser sikkerhedsvagterne for den orden, det hele foregår i.

Den er ny: Det betænksomme, velovervejede Municipal Waste. For den sags skyld også det politiske Municipal Waste, der til denne tour har lavet en t-shirt med rygteksten “The only walls we build are walls of death”. Den er publikum med på, så et enkelt vink fra Ryan Waste får publikum til at dele sig i to foran scenen – at han så muligvis bare skulle vifte et vildfarent insekt væk eller kom til at snøvle i sit tegnsprog, betyder bare, at publikum står lidt utålmodigt overfor hinanden og venter på at smadre sammen, mens Municipal Waste spiller midttempo-sangen ‘Slime & Punishment’, indtil formationen stille og roligt opløser sig selv.

Den slags signalforvirring må Municipal Waste altså fortsat leve med små 20 år inde i karrieren. Det får så være, for tager man alt andet væk, har de stadig nogle af crossovergenrens største bangers i samme tidsrum. Municipal Waste bærer næsten egenhændigt thrash-revivalen på deres skuldre, og selvom flere har slået dem følge, er det stadig de færreste forundt at kunne følge med dem, når festen sætter i gang.

Municipal Waste leverede årets bedste thrash-koncert på Copenhell. Det var også årets eneste thrash-koncert på Copenhell. Det var en fejl, viste de med al tydelighed.