Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '19: Feminismens indtog

Populær
Updated
_XTD9528
_XTD9795
_XTD9738
_XTD9637
_XTD9846
_XTJ0826
_XTD9812
_XTD9669

Svenske Refused gav Hades-scenen et tiltrængt skud sofistikeret hardcore – og festivalen en feministisk opsang.

Kunstner
Dato
20-06-2019
Forfatter
Karakter
4

Det var med antikapitalistisk modstand og en feministisk agenda, at Refused indtog Copenhells Hades-scene tidligt torsdag aften.

Med de politiske paroler trukket så langt frem, udfyldte de et tomrum i festivalens program, hvor den politiske agitation sjældent bliver mere eksplicit end nogle floskler om, at det er vigtigt at holde sammen og passe på hinanden.

Men med deres særlige form for sofistikeret hardcore udfyldte svenskerne fra Umeå også et musikalsk tomrum på festivalen, der i samme genreområde kun talte Terrors bølletråd og The Psyke Projects overlegne one-off-gendannelse.

På den måde stak Refused ud, og det var tiltrængt på en festival, der helst ikke eksperimenterer for meget, og hvis program i stort omfang lægger sig an på gengangere og sikre musikalske kort.

En svensk Mick Jagger
Det var de godt klar over. Og de tog kampen op.

Med et friseret kontorlook, jakkesæt og stilede, tætsiddende skjorter var hardcoremusikanterne nydelige at se på, men de slog sig løs, også musikalsk, hvor særligt trommeslager David Sandström fornemt holdt tempoet oppe og gav resten af bandet modspil kantede grooves, tekniske fills og modrytmer.

Imens svedte frontmand Dennis Lyxzén sin skjorte igennem, som han bevægede sig rundt på scenen og svingede med mikrofonen, kastede med håret og koket vred sine hofter. Hans moves og svaj i kroppen blev udført med en swagger, der fik en sidemakker til at udnævne ham til at være den svenske Mick Jagger, og det var sådan set ikke helt ved siden af.

Der blev lagt ud med den fremragende ’Rather Be Dead’ og titelnummeret fra hovedværket ’The Shape of Punk to Come’, hvis Ornette Coleman-refererende titel aldrig blev indfriet, da bandet gik i opløsning efter udgivelsen af pladen for 21 år siden.

Den form har de dog støbt videre på, efter de oven på en række gendannelseskoncerter i 2012, der bragte dem forbi Roskilde Festival, blev startet op på ny for fem år siden og videreført med pladen ’Freedom’ fra 2015.

Feministisk opsang
Fra det album fik vi sangene ’Elektra’ og ’Dawkins Christ’, hvis Nietzsche-citat i refrænet ”god is dead” passede fint ind i Copenhells ramme – ved siden af det korte intermezzo, hvor bandet (måske lettere ironisk) riffede løs med Slayers ’Raining Blood’.

Herfra blev tonen dog mindre forsonlig, efter Lyxzén stillede spørgsmålet ”you wanna hear a Swedish band rant about politics for ten minutes?” og uanfægtet af svaret bevægede sig ud i en feministisk tirade, der var en opsang mod festivalen og dens publikum.

Over 100 mænd og 8 kvinder havde han selv talt det til, da han gik plakaten igennem, og det var tydeligvis ikke godt nok: Ifølge sangeren er det med til at videreføre en arkaisk og patriarkalsk struktur, der retfærdiggør en marginalisering af kvinder, indskrænker deres handlerum og frihed og udmønter sig i en skævvridning, der legitimerer sexisme, chikane og i værste tilfælde overgreb og vold.

Uagtet hvor flydende og feminin kønsidentiteten kan synes at være hos mange af de optrædende, og uanset hvor meget festivalen også føles som et frirum, har Copenhell et problem ifølge Lyxzén. Og vil man være et forbillede i ligestillingsproblematikken, må man også selv gå foran.

Men det er måske nemmest at sige, når man står fire mand på scenen …

Mænd skal tage sig sammen
Ikke desto mindre har Lyxzén og resten af Refused en pointe – for når festivalen to dage senere kan fejre sig selv med et jubilæumsshow bestående af 40 gæstemusikanter, hvoraf kun én af dem er kvinde – og endda fra et band, som aldrig har spillet på festivalen – så er der sgu noget råddent ved kønsrepræsentationen i metalstaten Danmark.

”Guys, dudes, men. We gotta get our shit together!” lød det til spredt jubel fra publikum, og mens det i sig selv kan være problematisk at ridse en så kompleks og abstrakt politisk problemstilling så stramt op, så var det også en opsang, der sad, hvor den skulle.

Herefter satte det fulde band gang i en ny sang, ’Blood Red’, der blev introduceret som et nummer mod kapitalisme og for revolution, før ’Refused Are Fucking Dead’, ’Worms of the Senes/Faculties of the Skull’ og bandets største hit ’New Noise’ lukkede sættet med manér.

Selvom rockmusik, og særligt den tunge af slagsen, altid har været mandsdomineret, så kan metallen godt lære noget af den politiske aktivisme, der har defineret og præget punk og hardcore igennem så mange årtier. Musik er ikke bare underholdning; det er også et talerør for den, der griber mikrofonen.

Og i tilfældet med Copenhell er spørgsmålet så også, hvem man som festival giver den mikrofon til.

Som platform, udstillingsvindue og leverandør af kulturelle forbilleder og stereotyper, og som masseforum for en hel genrekultur herhjemme kan Copenhell faktisk rykke ved noget. Men det kræver mod, og det kræver, at man går foran. Som Refused gjorde, da de bevægede sig lige ind i løvens hule og bragte feminismen med sig.