Dobbelt spild

Dobbelt spild

Doro har udgivet to album på samme dag. De rummer tilsammen dårligt nok nok hæderlige sange til et enkelt album.

Kunstner
Titel
Forever Warriors - Forever United
Dato
17-08-2018
Trackliste
Forever Warriors
1.All For Metal
2.Bastardos
3.If I Can’t Have You – No One Will
4.Soldier Of Metal
5.Turn It Up
6.Blood, Sweat And Rock ‘N’ Roll
7.Don’t Break My Heart Again
8.Love’s Gone To Hell
9.Freunde Fürs Leben
10.Backstage To Heaven

Forever United
1.Resistance
2.Lift Me Up
3.Heartbroken
4.It Cuts So Deep
5.Love Is A Sin
6.Living Life To The Fullest
7.1000 Years
8.Fight Through The Fire
9.Lost In The Ozone

Karakter
2

’Forever Warriors – Forever United’ er Doros 13. soloalbum. Der er tale om et dobbeltalbum eller to album, som sælges samlet, om man vil. De to album er delt op, så ’Forever Warriors’ består af flest metalliske sange og få ballader, hvorimod ’Forever United’ består af mange ballader og få rockere.

Det hele begynder ret forudsigeligt med den uopfindsomt betitlede ’All for Metal’. Sangen er lige så uoriginal, som titlen antyder. En masse tyskerkor i slentrende metalsang.

">

Bedre bliver det med anden sang, ’Bastardos’. Stilen er her lidt Judas Priest- og Accept-inspireret. Men det nå kun et lavt niveau. Heller ikke tredje sang vækker begejstring. På ’If I Can’t Have You – No One Will’ har Doro hentet Johan Hegg fra Amon Amarth ind til en duet. Det er mildest talt ikke vellykket. Det er en fodslæbende sag, hvor hverken Doros eller Heggs vokal fungerer i sammenhængen. Det er helt igennem forglemmeligt.



I fjerde sang bliver man så endnu en gang præsenteret for metallens klicheer til overmål. ’Soldier of Metal’ er en ballade, der hylder metalfans. Sangen lyder som noget, man har hørt mange gange før. Det er virkelig en olding, der vakler afsted med gangstativ. Og sådan går det slag i slag gennem i alt 19 sange på de to plader.

Der er ikke mange lyspunkter men mange skuffelser at hente på ’Forever Warriors – Forever United. Endnu et fejlskud er eksempelvis Doros coverversion af Whitesnake-klassikeren ’Don’t Break My Heart Again’. Det vækker undren, at Doro har fundet, at det var en god idé at kaste sig over den sang, og at resultatet er så tyndt.

Hvis man skal fremhæve nogle få lettere positive momenter af udgivelsen, skal man faktisk helt hen til sidste sang på ’Forever Warriors’, hvor man finder ’Backstage to Heaven’, hvor en indlagt saxofon i det mindste viser noget lidt nyt. Men selv denne sang er i sandhed ikke noget mesterværk. Endnu et tåleligt forsøg på at skrive en metalsang finder man på næstsidste sang på ’Forever United’ med ’Fight to the Fire’, hvor der dog i det mindste sniger sig nogle rytmer og riff ind, der giver en mild lyst til stampe lidt med.

Men det er godt nok for sølle af Doro, at hun ikke har mere at skyde med på dette sene tidspunkt i sin lange karriere. Hvorfor hun med så få gode sange har men, at det var en god idé at udgive så meget musik på én gang, er en gåde.

Man kan kort konstatere, at dedikerede Doro-fans sikkert ikke vil blive alt for skuffede, men nye fans kommer efter al sandsynlighed ikke til. Der er ganske enkelt tale om en helt igennem middelmådig udgivelse.