Tyngde klæder Priest

Populær
Tyngde klæder Priest

Førsteindtrykket af den nye Judas Priest var, at der - igen - er tale om for gamle mænd, der tyndslider de klichéer, de selv har opfundet. Men efter flere gennemlytninger finder man et band, der - måske - er ved at genopfinde sig selv. De har bare lidt svært ved at erkende det...

Kunstner
Titel
Redeemer Of Souls
Dato
14-07-2014
Distributør
Trackliste
1. Dragonaut
2. Redeemer of Souls
3. Halls of Valhalla
4. Sword of Damocles
5. March of The Damned
6. Down in Flames
7. Hell & Back
8. Cold Blooded
9. Metalizer
10. Crossfire
11. Secrets of the Dead
12. Battle Cry
13. Beginning of the End
Forfatter
Karakter
4

Devilutions anmelder var godt nok ikke videre imponeret efter den første håndfuld gennemlytninger af det, der skulle have været Judas Priests store comeback-skive efter det album, alle troede var Priests selvdestruktive møde med dommedag: Det på alle leder og kanter forfejlede konceptalbum 'Nostradamus' (2008).

Trætte gamle mænd, der går amok i at voldbolle de klicheer, de selv opfandt for 30-40 år siden. Et band, der ikke vil se i øjnene, at de ikke kan følge med længere, men krampagtigt - ja, nærmest tåkrummende pinligt - forsøger at holde fast i noget, der var. Men aldrig kommer tilbage. Lidt som at se Brasilien tabe en VM-semifinale på hjemmebane med 1-7.

Sådan var bedømmelsen efter de første gennemlytninger af Judas Priest-album nummer 17, 'Redeemer of Souls'.

Men giv ikke op, kære læser. Start eventuelt med at lytte til skæring nummer fem og drop de fire første, på én gang haltende og hæsblæsende, numre og træd ind, når Priest lægger fra land med det, der kommer til at genføde orkestret - hvis altså det vil: Tunge numre i et behørigt, alderssvarende tempo.

Og helt passende finder genfødslen sted præcis i 40-året for albumdebuten 'Rocka Rolla'.

Haltende, småsøvnigt og forfejlet uptempo


Indser Rob Halford & Co., at man ikke længere er ungersvende, der kan skrige teksterne ud og spille hvinende soli, så sol, måne og stjerner flænses, så har alle vi, der er vokset op med Judas Priest og worshipper dem, fordi de har været så definerende for metallen, stadig et band at holde af.

Seks ud af 13 numre fremtures med uptempo-numre. Haltende, småsøvnigt og pænt forfejlet uptempo.
De resterende syv numre er til gengæld noget at skrive hjem om. Og alene det, der henter en måske lidt for pæn karakter hjem.

De hurtige numre er i bedste fald ligegyldige ripoff af Priest selv fra dengang, bandet havde energien og berettigelsen til at bygge og mejsle powermetallens vugge i koldt stål.

Men Judas Priest skal holde sig fra at spille metal med stiv pik og håret tilbage. Det klæder slet ikke Priest at løbe fra det faktum, at de er nogle gamle mænd, der er ved at blive rigtig tunge i røven. Det, der klæder orkestret anno 2014, er netop tyngden, hårdheden og slagkraften.

Albummet, nummer for nummer

Judas Priest skal naturligvis have lov til at ride klichéerne. Selvfølgelig. De har selv skabt dem. Og vi kommer da også kun ind i den første tekstlinjer i åbningsnumeret 'Dragonaut', før vi første gang præsenteres for stålet: "Welcome to my world of steel", synger Halford i et naturligt dybere toneleje på et nummer, der reelt set kun er et riff. Vi har hørt før.

Titelnummeret er en powermetallisk polka, hvor klicheerne og gentagelserne nærmest skvatter rundt oveni hinanden uden at gøre nytte, og på 'Halls of Valhalla' tordner Judas Priest videre i det der opskruede tempo, som ikke klæder orkestret længere.

'Sword of Damocles' er storladent. Den fremragende trommeslager Scott Travis tager trommerne ned i halvt tempo, selv om resten af bandet stadig giver den gas, men der antydes her, at der vanker lytteren noget mere tyngde.

Og ganske rigtigt! På 'March of the Damned' får pulsen en anden lyd. Nu begynder albummet først at blive interessant, og det vokser på 'Down in Flames', hvor kendetegnet, de melodiske twinguitarer, sparker et af albummets stærkeste numre i gang. Her rammer Judas Priest den rigtige energi.

'Hell & Back' starter fint, afdæmpet og sparkes så stærkt og insisterende drivende i gang af Ian Hills pulserende bas. Det rocker altså igennem, det her nummer. 'Cold Blooded' er sine steder et af de absolut bedste numre på albummet. Det er tungt, medrivende, men rammes desværre lidt af et rodet guitar- og trommemellemspil før og efter det hæsblæsende, hvinende soloparti.

'Metalizer' bryder i al sin smadder med det, der tegnede så godt og fint og rigtigt. En fylder, som højst burde være en B-side. Bedre - og tungere - bliver det heldigvis på 'Crossfire', hvis bluesede intro minder rigtig meget om Birmingham-bysbørnene Black Sabbaths eminente 'I' fra den oversete 'Dehumanizer'.

'Secrets of the Dead' drives ligeledes af en rigtig dejlig tyngde. Et dystert melodisk nummer, hvor Halfords messende vokal kommer til sin ret og har sin berettigelse. 'Battle Cry' er endnu et af de der overflødige metalspeednumre, Judas Priest gennem årene har lavet alt for mange af. Alene guitarintroet er hørt så mange gange før, at det nærmest er pinligt. Det lyder som en pligt-intro.

Afslutteren 'Beginning of the End' - med en titel pææænt tæt på åbningsnummeret på Black Sabbaths '13', 'End of the Beginning', er et meget melodisk, stille og fint. En overraskende afdæmpet afslutning på et album, der pisker i to retninger og ikke helt kan finde to ben at stå fast på.

Den helt overordnede konklusion er dog, at Judas Priest - Dio ske tak og lov - er kommet forholdsvis levende ud af skyggen fra 'Nostradamus', som var uhyggeligt tæt på at tage livet af bandet.

Konklusion nummer to er nok så væsentligt den, at Judas Priest i dag er bedst, når bandet står ved, at de er gamle og tunge bagi. For det skaber numre, der qua sin tyngde virkelig sparker røv og viser, at Priest stadig har berettigelse.

Konklusion nummer tre er derfor, at Judas Priest skal holde sig for gode og kloge til at inkludere for mange numre, der er i et tempo, som de gamle drenge er for trætte til at håndtere behørigt.

At spille tungt er også metal.