Når kun en tredjedel lykkes
Femte udspil fra Baroness er en ufokuseret rejse mellem tre forskellige udtryk.
2. "I’m Already Gone"
3. "Seasons"
4. "Sevens"
5. "Tourniquet"
6. "Anchor’s Lament"
7. "Throw Me An Anchor"
8. "I’d Do Anything"
9. "Blankets of Ash"
10. "Emmett-Radiating Light"
11. "Cold Blooded Angels"
12. "Crooked Mile"
13. "Broken Halo"
14. "Can Oscura"
15. "Borderlines"
16. "Assault on East Falls"
17. "Pale Sun"
Der er gået 12 år, siden Savannah-bandet Baroness debuterede med ’Red Album’ som fulgte godt med i en sludge-slipstrøm efter Mastodon. Nu er vi nået til nummer fem i diskografien, og ’Gold and Grey’ viser på en måde følgeskabet med nævnte Mastodon.
Ligesom genrens store band har Baroness rejst fra et mere voldsomt og kompromisløst udtryk i retning mod de store melodier og mere eftertænksomme sange – og for Baroness' vedkommende stadig som en lidt billig kopi. Men i modsætning til Mastodon, som her nævnes for sidste gang, giver det måske mening med dette skift i formen.
For Baroness bevarer hårdheden i enkelte numre, som indledningen ’Front Toward Enemy’ eller på ’Throw Me an Anchor’ og ’Broken Halo’, der viser et band, som stadig tør være forvredne og skæve på et aggressivt grundlag. Det tør de bare ikke særligt længe ad gangen, og størstedelen af de seksten numre (!) er tilbagelænede og eftertænksomme. Alligevel er det måske ikke helt dumt af bandet. For Baroness er langt bedre til at skabe stemninger end til at skære et solidt metalriff, og det virkelig mere som en malplaceret nødvendighed for kvartetten, at de af og til forsøger sig med hårdere rock – for det gider de tilsyneladende alligevel ikke.
Allerede på sang to, ’I’m Already Gone’, skrues der ned for tempoet ,og sludge-festen lukker for denne gang. Som hos et indie-band spiller de uforvrængede guitarer og et simpelt beat op til den rene sang, og med netop den samme tilgang anvendt i den udmærkede ’Cold-Blooded Angels’ får de meget lidt ud af anstrengelserne. Det er ikke irriterende, ikke rigtigt overbevisende og overvejende ligegyldigt.
En store del af numre er små instrumentale passager, og sammen med de helt afdæmpede sange som ’Emmeth – Radiating Light’ udgør de pladens stærkeste sider. Melodierne er bedre, stemningerne veludførte, og vokalerne mere indfølte end klagende. Her findes de gennemtænkte ideer, men det kan ikke at redde, at Baroness farer forvirrede rundt og vil lidt af det hele og lykkes med meget lidt. Albummet kunne lige så godt være tre lange ep’er som var udgivet hver for sig, og en samlet vision for ’Gold and Grey’ er meget svær at få øje på.