Throwback-hybrid
Populær
Alt er ved det gamle hos Kvelertak, og så alligevel ikke. De genopfinder sig selv ved at hive klassisk rock ind i deres pumpende punk/metal-hybrid, men de gør det også uden at rykke sig synderligt.
2. 1985
3. Nattesferd
4. Svartmesse
5. Bronsegud - SSQ
6. Ondskapens Galakse
7. Berserkr
8. Heksebrann
9. Nekrodamus
Det var nok mere genkendelsens glæde end fornemmelsen af musikalsk fremskridt, der var årsagen til Kvelertaks stormende fremmarch i 2010 ved udgivelsen af deres selvbetitlede debut. Hvis metallen i nullerne stod i progressionens og genreudforskningens tegn, hvilket succesen for bands som Mastodon, The Dillinger Escape Plan, Opeth og Tool kan antyde, så vendte den ved årtiskiftet hjem til rocken, hvilket Kvelertaks debut triumferende slog fast med en determineret bjørnenæve og et rungende ”skål!”. Der var ikke så meget pis, nu skulle man bare have det sjovt.
Og det havde man i Kvelertaks selskab. Deres hybrid af rock 'n' roll, punk og black metal gav genklang langt ud over det norske hjemlands grænser, og med et sprudlende energisk liveshow, der som regel inkluderede flere crowdsurfende bandmedlemmer på samme tid, stod Kvelertak som et af de stærkeste bud på en international sværvægter i en ny generation af rock- og metalbands.
Det gør de stadig, og det efterlader deres tredje album, ’Nattesferd’, næppe nogen tvivl om. Man kunne ellers have frygtet det modsatte, for der har været stille omkring dem de senere år. Der har ikke været mange af de i en overgang så hyppige livekoncerter her til lands, og den svære toer, ’Meir’ fra 2013, virkede trods enkelte stærke momenter for det meste som et lettere uinspireret genopkog af debuten, bare med ringere idéer og ringere udførelse.
Det er ikke tilfældet på ’Nattesferd’.
At rykke sig eller ikke at rykke sig
Den grundlæggende charme hos Kvelertak er, at de alle dage mere har været et rockband end et metalband. De ligger tættere på norske grupper som Turbonegro og Spidergawd, end de gør på Darkthrone og Emperor, og med tre guitarister benytter de sig af samme model som forbillederne i Lynyrd Skynyrd og Iron Maiden. Der er altså langt til de mere spartanske enmandsbands, duoer og trioer, der har domineret i den norske black metal.
Den karakteristiske ugle er ikke længere i selskab med Baroness-frontmand og artwork-mester John Baizleys nøgne kvinder. Artworket er derimod blevet lavet af Arik Roper (der nok er mest kendt for at lave omslagene til High on Fires plader og Sleeps ’Dopesmoker’), og uglen er nu rykket ud i rummet og har fået selskab af en astronaut (eller cyborg?) pakket ind i en metalrustning. Ser det i hvert fald ud til.
Med frygt for at tage for store ord i munden er det, som om Kvelertak her på 'Nattesferd' har fundet sin rolle i det internationale rock- og metallandskab. De genopfinder sig selv, samtidig med at de overhovedet ikke gør det. Energien og de catchy riff, som ’Meir’ manglede, har de fundet igen, men på ’Nattesferd’ lader de sig også gå i en langt mere klassisk, 1980’er-inspireret og melodisk retning.
Der bliver stadig rocket igennem, ingen tvivl om det. Det er tydeligt fra albummets åbning med den fantastisk betitlede ’Dendrofil for Yggdrasil’, der starter med et øretævende blastbeat, før der fyres op for den Kvelertakske højoktan-rock. Der er powerakkorder en masse, men også tremolopicking og angiveligt også en hornsektion, som bare ikke er særlig tydelig.
Titelnummeret er en opvisning i de elementer, der har gjort Kvelertak elskede, og som gjorde debuten så forfriskende. Der gøres plads til en over to minutter lang intro, hvor et guitartema serveres, støttes og tydeliggøres, mens rytmegruppen bliver mere og mere massiv, før vokalen kommer på, og bandet skifter over i et nyt riff. Den klimprende akustiske guitar ligger et sted i baggrunden, og den får senere sit eget break efter en Thin Lizzy-smagende solo. Det er absolut ikke nyt, men det er hamrende effektivt, og det er her, Kvelertak er bedst.
Throwback til radiorocken
Hvor man til gengæld kan blive skeptisk, er, når bandet afsøger nyt territorium i den mere klassiske og melodiske retning. Singleforløberen ’1985’ fik blandede reaktioner, fordi den var så munter i sin lette fremdrift, og den glade durtonalitet er selvfølgelig kontroversiel i en genre, hvor der næsten konsekvent spilles i mol.
Durtonaliteten havde dog sin succes i den poppede heavy metal og AOR-rock i 1970’erne og 1980’erne, og det er derfor ikke kun med sin titel, at ’1985’ peger på en anden æra. Kvelertak giver ganske vist nummeret en huggende heavy metal-pondus, men associationerne til tidligere tiders radiohits af Van Halen, Boston og Twisted Sister er svær at undsige. Det minder kort sagt om alt muligt andet end Kvelertak.
Det er for så vidt fint nok, men det lykkes bare ikke for gruppen at skabe et hit, man får lyst til at høre flere gange. Det er forsanger Erlend Hjelviks snerrende vokal stadig for unuanceret til, og i længden er det forstemmende, at melodien kun ligger hos guitarerne. At putte en blacket vokal over et radioegnet AOR-riff er ikke gavnende for hverken black metallen eller AOR-rocken.
De muntre tendenser går igen flere steder på pladen. ’Berserkr’ starter vildt og voldsomt med et helt Motörheadsk riff, men to et halvt minut inde bevæger den sig over i et meget pludseligt dur-stykke, som egentlig er godt tænkt, men rammer underligt ned, når man kort tid forinden har fået smækket ørerne med et blastbeat. På samme måde bygger den ni minutter lange ’Heksebrann’ flot op på helt progressiv vis med lagrede guitarharmonier og små soloer, før det hele ender uforløst i et letsindet groove og et kikset omkvæd.
En af pladens bedste numre er til gengæld ’Svartmesse’, der bygger bro mellem Kvelertaks hårdtpumpede rock og 1980’ernes mere klassiske ditto, og bandet hiver den hjem, fordi det er forbandet catchy. Sangskrivningen er stærk, og nummeret vil nemt kunne få en sal fuld af mennesker til samstemmigt at hæve både øl og vokalføring.
Tilgængelig utilgængelighed
Man aner, hvordan det nye årtusindes store metalbands positionerer sig til at nå endnu bredere ud og med tiden måske nå den stjernestatus og brede anerkendelse uden for metalmiljøet, som eksempelvis Metallica og Iron Maiden har i dag. Mastodon rakte tydeligere end nogensinde ud efter masserne med ’The Motherload’, Baroness har taget indierock og pompøse omkvæd til sig, Ghost leger med Sveriges tradition for både popmusik og metal, og Gojira har aldrig lydt så let tilgængelige, som de gør på deres seneste single ’Stranded’. I den forstand giver det god mening, at Kvelertak på ’Nattesferd’ (og især på ’1985’) søger tilbage mod metallens kommercielle storhedstid og brede appel.
De rammer dog ikke helt i mål. De vil bredere ud uden at miste sig selv, men er stadig bedst, når de gør det, vi kender. Når de ihærdigt forsøger at forny sig, støder de for det meste mod en mur. De tre guitarer og de pumpende, muskuløse grooves er stadig bandets anker, men kombineret med Hjelviks snerrende vokal og de norske tekster er det ikke oplagt at lave et radiohit. Det er sammensætningen simpelthen for aparte til.
Når Kvelertak gør det, de gør bedst, laver de rockhymner, der fortjener at blive blæst op i arenastørrelse. Når de laver radiorock, smuldrer fundamentet under dem.