Withering Surface: Dagbog fra Japan – del 2

I sidste og anden del af dagbogen fra Withering Surfaces tur til Japan, er gruppen tilbage i Tokyo, hvor den største koncertoplevelse på turneen venter.

I efterårsferien drog Withering Surface og Manticora om på den anden side af kloden for at spille tre shows i Japan. I første del af dagbogen som er skrevet af guitartist Allen Tvedebrink, landede de i Tokyo og tog videre til Osaka og Nagoya for at spille de første koncerter. Her i sidste og anden del er gruppen tilbage i Tokyo.

Torsdag d. 17. oktober: Tokyo downtown/downtimeI

Stomi stod klar, da vi tjekkede ud og hun fulgte os hele vejen til vores hotel i Tokyo. Vi var med både metro og Shinkansen og mere Metro, og igen slog det os, at der bare SKAL spilles jingler og lyde til ALTING – OVERALT. På Metrostation diskuterede vi, om fuglelydene ved udgangen mon var til for de blinde. Vi bad Stomi om hendes input, men hun gloede bare uforstående på os. Hun er åbenbart blevet immun og hører ikke en brøkdel af alle lydene – men gav i øvrigt Marco ret i det med de blinde. På hotellet var det for tidligt til at checke ind, så vi droppede vores baggage i receptionen og tog en tur rundt i kvarteret i jagten på den første sushi, siden vi ankom for tre dage siden – unheard of! Det lykkedes og sushien smagte himmelsk og kostede en fjerdedel i forhold til herhjemme.


(Fadøl og sushi)

Da vi efterfølgende checkede ind sent på eftermiddagen, var der i WS-lejren blandede følelser for, hvad der skulle ske, så Jesper og jeg hankede op i Manticora og gik på sightseeing gennem Tokyos gader. Det bragte os blandt andet forbi TV- og observationstårnet Tokyo Skytree, som med sine 634 meter er det højeste tårn i verden. Et imponerende syn! I bunden af tårnet ligger et shoppingcenter, hvor flere småbørnsfædre tog chancen for at købe gaver i den vildeste Pokemon-butik, der – udover en infernalsk larm – husede alt, hvad der må være fremstillet af Pokemon-gear. Vanvittigt! Da det var overstået, blev vi enige om, at det planlagte temple-besøg måtte vente til fordel for en tur på Skybar, en rooftop bar lige overfor TV-tårnet, som var et glimrende sted at nyde udsigten og en fadøl.


(På sightseeing med Manticora)

Det var nu blevet aften og Tokyo Skytree stod flot i bedste japaner-stil med en masse blinkende lys. Senso-Ji (også kaldet Asakusa Kannon) templet stod dog endnu flottere oplyst i mørket og var et fantastisk og nærmest uvirkeligt syn midt i det travle storbysmylder. Templet er Tokyos “ældste” opført i 700 ikke længe efter buddhismens indtog i Japan. Dog blev det ødelagt af et jordskælv i 1923, men senere genopført i den klassiske Edo-stil. Så meget for Tokyos “ældste” tempel… Efter at have fået taget de obligatoriske billeder og blevet spået om fremtiden gik turen tilbage til hotellet.


(Dagbogens forfatter foran Senso-Ji templet)

De ca. 15 kilometer til fods i løbet af dagen efterlod en vis tørstog vi tog et par øl i hotellets prangende park. Da folk efterhånden raslede i seng eller kom tilbage fra andre gøremål, hookede Jesper og jeg op med Marco for at finde et sted at spise. Klokken nærmede sig midnat, så åbne restauranter hang ikke på træerne i vores område. Men vi fandt noget, der mest af alt mindede om en japansk udgave af en shawarma-bar, man indtager på vej hjem fra byen. Her kunne man fra en maskine bestille, hvad man ville og herefter tage plads omkring det åbne køkken og vente på, der blev serveret. Da man kunne bestille øl, tog det om sig og vi blev hængende en times tid og spiste små retter og lurede på de hårdtarbejdende japanere, som så ud til at komme forbi efter arbejde og slubre en gang Ramen i sig, inden de sluttede dagen. Mega autentisk og virkelig hyggeligt.


(Natmad i Tokyo)

Fredag/lørdag d. 18./19. oktober: Tokyo& sayonara!
Allerede sidste dag! Vi stod tidligt op for at tage af sted til venue, som i minibus lå en god halv times tid fra hotellet. Vi skulle være tidligt på plads, da Manticora havde lydprøve allerede kl. 10 og vi lige efter kl. 11. Der er tale om den årligt tilbagevendende Evoken Festival, som løber over fire dage med flere bands, som spiller to gange i løbet af festivalen. Et lidt underligt koncept, men hvis det virker… I dag var vi seks bands på plakaten. Udover os, Manticora og Exelerate, som tog turen hele vejen fra Danmark for at spille dette ene job, fik vi selskab af to italienske og et fransk band. Det ene ringere end det andet, skulle det senere vise sig. Under Manticoras lydprøve, tjekkede vi venue ud. Det var alt andet end overskueligt som de foregående afteners klubber. Her var der tale om en kæmpe sal med plads til 6-700 mennesker med tilhørende forhold, som er lidt udover det sædvanlige og et gangsystem, som man nemt kunne fare vild i. Her var indrettet VIP-sektion på gulvet og – til vores store glæde – en slags sky box, som vi kunne se de andre bands fra uden at skulle gå ned i salen, som lå et niveau under back stage.

På etagen under salen, var der bar og merchandisebod. Michael og jeg fandt et afsides og roligt konferencerum, hvor vi stenede og vendte de seneste dages oplevelser og drøftede lidt planer for fremtiden. Vi fik tilfældigvis selskab af Yama, som vi også evaluerede lidt på turen med, og inden vi havde set os om, begyndte han at tale om næste gang vi skal til Japan og om hans planer om at sammensætte en pakke med os, et større skandinavisk melodød-band og hans eget orkester på en mere omfattende turne i Japan, Kina, Thailand og muligvis et par andre lande, da melodød-genren generelt er større end det, der blev præsenteret på denne festival. Fandeme i orden!


(Michael i merchboden)

Da vores lydprøve var overstået og vi i dag – modsat Manticora – havde fornøjelsen af at slippe for meet & greet, drog vi ud i Tokyos inferno af trafik og mennesker, lys og lyd fra alle kanter. Vi havde en rejseguide med i form af en promoter fra Thailand, som var kommet for at hjælpe med at afvikle festivalen. Han fortalte, at han arrangerede i omegnen af 30 koncerter om året i Thailand, Japan, Singapore mm og proklamerede, at han kendte Tokyo bedre end vores lokale chauffør, Masa.Sikkert fordi, han har vist et utal af bands rundt netop her, og måske derfor hans entusiasme var til at overse, da vi traskede igennem Tokyos gader. Shibuya Stream Hall, hvor festivalen fandt sted ligger (sjovt nok) lige ved siden af det berømte Shibuya Scramble Crossing. Har man set film, som foregår i Tokyo, har man helt sikkert også set det vejkryds.


(Shibuya Crossing)

Det er en overvældende setting med et væld af travle lokale, turister med højtholdte telefonkameraer, skolebørn og ikke mindst mængden af lysreklamer, som snildt kan hamle op med Time Square i New York. Vor Thailandske ven henviste os til en ESP butik, som også huser et såkaldt museum, da han lige skulle i Supreme-butikken og handle.

Det var nu hurtigt overstået og turen gik videre gennem Tokyos gader, som selvfølgelig huser et væld af butikker med alt fra turist-skrammel og japanske originaliteter til high-end fashion butikker og lige pludselig, rundt om et hjørne, stod vi ved indgangen til en stor park, som lægger grund til Meiji-templet og tilhørende helligdom dedikeret til Kejser Meiji og hans hustru. Turen gennem den helt stille park stod i skærende kontrast til infernoet, vi netop havde været igennem og var efterhånden tiltrængt. Templet var igen et meget imponeret syn, selv om det som så meget andet er en rekonstruktion, da det oprindelige tempel blev ødelagt i anden verdenskrig.
Ikke mere sightseeing i denne omgang.


(Michael foran Meiji-Templet)

På vej tilbage til koncertsalen var det tid til et besøg på en kaffebar, inden jeg i Shibuya Stream Halls shopping center fik købt gaver at tage med hjem. Last call! Det første band var allerede færdige, da vi kom tilbage og da Exelerate nu også havde indtaget bandrummet, fik vi snakket lidt med dem og set lidt af de førnævnte opvarmningsband.


(Before showtime)

Da det blev vores tur til at gå på scenen, måtte vi erkende, at trods fremmødet var væsentligt større end de andre aftener, var det langt fra nok til at fylde den store sal. Men igen var det en kæmpe fornøjelse at spille for de mange fans, som endnu engang begavede os med begejstring og deltagelse udover det sædvanlige. Igen skrålede folk med, som om de kunne teksten og man skulle bare overveje at hæve en hånd, så var hele salen med. Fantastisk!


(På toppen i Tokyo)

Rent performance-mæssigt peakede vi denne aften, da vi udover at have mange flere publikummer og de sidste to afteners erfaringer og sammespilning med i bagagen, nu også havde plads nok til for alvor at udfolde vores akrobatiske evner. Virkelig fed måde at afslutte vores japanske koncerter.


(Kvist og Tvedebrink)

Vi fejrede vores store afslutning med øl og sushi, der emballeringsmæssigt lignede noget fra den lokale Føtex og som smagte som det, man får serveret på Sticks n’ Sushi. Da vi var klar på at gå i salen og se Manticora give gas, tale med de lokale fans og generelt bare feste, blev det annonceret, at vi ville blive hentet om en halv time, da bilen skulle køre os først og derefter hente Manticora, da vi skulle havde alt vores gear med på hotellet. Exelerate var også forsvundet som dug fra solen, så det var noget af et antiklimaks.

Jesper og jeg havde talt om, at det kunne være fedt at opleve det berømte lyskryds i mørke, så vi hankede op i et par øl og fes på gaden for at få taget de sidste billeder og nyde stemningen. Et virkelig fedt sidste indtryk af den fortravlede og kaotiske by, inden vi dampede af.

På hotellet hentede vi et par øl i hjørnekiosken og ventede på, at Manticora kom tilbage. Da vi ville blive hentet på hotellet klokken 4 om morgenen, havde Michael, Jesper og jeg en genial plan om at tage på bar og derfra direkte i lufthavnen i stedet for at få 8 minutters søvn og et bad. De gamle mennesker fra hovedattraktionen meldte igen pas, så Den stive Trio, som vi senere blev døbt, begav sig ud i natten på jagt efter den sidste oplevelse i Japan. Efter et kvarters tid og en simpel Google-søgning på “rock bar” fandt Jesper det fedeste etablissement med det vildeste udvalg af whisky – lige hvad vi havde brug for. Vi startede med en fadøl og en GT, inden vi bad krofatter om at komme med den bedste japanske whisky, han havde. Det var her, han for alvor kom i stødet. Han havde vist smagt lidt på andre varer i løbet af aftenen og drak med os, mens han lettere overrislet fortalte, at han selv spillede guitar og at det var hans bar. Da han spurgte til, hvad vi var for nogen, insisterede han på, vi hørte WS på anlægget resten af aftenen og inden han på slingrende vis dampede hjemad, bad han os om at skrive bandnavn og dato på væggen og hereftersignere den.


(Lost in Drunklation – Den stive trio i action)

Vi mødte også en klassisk uddannet fløjtespiller og instrumentreparatør som ellers elskede hard rock og en mystisk ung dame med et besynderligt job og en stemme, der overbeviste Michael om, at vi havde at gøre med en mand. Som aftenen skred frem og vi også fandt ud af, at de havde ”Tqulla” på menuen, var missionenvist fuldført. Da Michaels hustru efter aftale ringede for at vække ham, blev vi enige om, at det vist var på tide at vende næsen hjemad. Hvad der skete her efter er ikke helt klart for mig. Men det lykkedes da at få pakket og være klar til, vi blev hentet af Stomi, som var lidt af en frelser i indtjeningsforløbet. I hvert fald for Den stive Trio, som nok havde haft lidt udfordringer med det på egen hånd. Efter en varm afsked steg vi på flyet og Jesper og Michael faldt efter planen i søvn inden take-off og jeg umiddelbart efter. Det blev en noget mere behagelig rejse hjem og en god afslutning på en fantastisk tur.