Withering Surface: Dagbog fra Japan – del 1

I efterårsferien drog Withering Surface en uge til Japan og gav tre koncerter. Læs om bandets eskapader i Solen Rige i guitarist Allan Tvedebrinks dagbog.

Japan. Vel nærmest et mytisk land i musikhistorien, hvor giganter fra Bob Dylan til Ozzy Osbourne har udgivet plader med titlen Live at Budokan. Men det er ikke kun amerikanerne, der har hittet i Solens Rige. Trods landet er 8.650 kilometer væk fra vores breddegrader, så har japanerne igennem årtier dyrket alt fra Dizzy Mizz Lizzy og Pretty Maids over Anne Dorte Michaelsen til Basim og H.E.R.O.

Som bekendt elsker de også heavy metal. Også dansk heavy metal. Men kun de færreste danske metalbands får drømmen opfyldt om at spille på den anden side af kloden foran de høflige fans, der er kendt for ikke at ytre et ord under koncerter. Undergang er lige vendt hjem derfra. Et par uger før dem drog Withering Surface og Manticora også på den lange tur. Da Withering Surfaces frontmand Michael Hvolgaard Andersen henvendte sig med tilbuddet om en dagbog fra turneen, sagde vi selvfølgelig ja. Det er altid interessant at høre om danske bands oplevelser på landevejen. Især så langt hjemmefra. Dagbogen er skrevet af guitarist Allan Tvedebrink. God fornøjelse.

Søndag/mandag d. 13./14. oktober: Reise, reise og lidt fødselsdag
Endelig. Efter at have drømt om at komme til Japan og spille melodød siden vores første skive Scarlet Silhouettes blev licenseret til Avalon i 1997, var der afgang fra Københavns Lufthavn søndag middag. En lille uges tid med en kondenseret kulturbombe bestående af koncerter, sightseeing, kultur- og personstudier og generel festivitas sammen med vores rejsemakkere i Manticora lå foran os.

I disse tider med elektroniske ”rack-in-a-box”-devices, var det utroligt hurtigt og nemt at checke ind og vi styrede direkte til først kaffebaren og derefter den irske pub, hvor et par af os lige skulle have den obligatoriske lufthavnspils. Efter et hurtigt layover i Helsinki, hvor vi nåede en frokost og den lokale bryg, lettede flyet på en 13 timer lang tur til Tokyo.


(Afgang fra Helsinki)

Det var en meget stenet tur for mit vedkommende. De første par timer var super hyggelige. Vi fik nogle gode snakke og efter aftensmad og et par drinks (her imellem den første sake), var det tid for folk at gå i flyverskjul. Jeg prøvede at se den seneste Abernes Planet, men efter 20 minutter, måtte jeg give op. Den var simpelthen for ringe. De næste mange timer prøvede jeg på at få noget søvn, men kunne slet ikke finde mig til rette.

På et eller andet tidspunkt i løbet af turen, blev det min fødselsdag. Det var lidt specielt ikke at vide præcis hvornår efter som vi jo fløj imod tiden. Jeg havde fået fødselsdagskort med fra min kæreste og fra vores drenge, så på et eller andet tidspunkt besluttede jeg mig for, at nu var det nok nu. Det var virkelig dejligt at starte den kedeligste fødselsdag nogensinde med at læse deres hilsner og det hjalp på trætheden og humøret.


(Ankomst Toyko lufthavn)

Vi landede i Tokyo tidlig eftermiddag. Selv om vi havde brugt utroligt mange timer på emails, formularer, billeder og flere personlige besøg på den japanske ambassade for at få visa, var det første, vi blev mødt med flere formularer, der skulle udfyldes. Både i forhold til immigration og told. Men vi slap igennem og var lykkelige over, at vores gear var med os og at instrumenterne havde klaret turen uskadt. Udenfor ventede solskin og 30 grader og ikke mindst vores promoter, den legendariske Yama. Yama Darkblaze er en ældgammel ven af bandet.

Michael har været i kontakt med ham og hans samarbejdspartner Masa igennem 30 år, oprindeligt da de begge spillede i bandet Eternal Forest og siden med Yama I hans nuværende band (og stort set lige så gamle band) Ethereal Sin. Yama havde en varevogn klar, som skulle fragte udstyret til vores første show. Vi læssede bilen og satte kurs mod det japanske hurtigtog Shinkansen, som skulle fragte os de 500 kilometer til Osaka på 2,5 timer med knap 280 km/t.

Antallet af mennesker, som myldrede rundt mellem hinanden var meget overvældende og bidrog væsentligt til bombardementet af sanseindtryk. Trods lys, lyd og mennesker overalt, gled den offentlige transport smertefrit og inden længe sad vi i toget og så hvordan Tokyo forsvandt og blev afløst af bølgende grønne landskaber med Mount Fuji i baggrunden. Hver eneste by, vi passerede lignede fuldstændig hinanden; landskaberne blev afløst af kilometervis af tæt bebyggede områder – huse uden haver – og industri, inden det igen blev afløst af decideret by med højhuse og mere industri.

Da vi nåede til Osaka, skulle vi igennem endnu flere mennesker og med metro til hotellet, hvor vi efter check-in chillede lidt, inden Yama hentede os for at gå ud at spise. Han var opsat på, at vi skulle prøve den Osakanske specialitet, hvor man deler maden, som delvist bliver tilberedt på en varmeplade i bordet. Det var virkelig godt og super hyggeligt og vi endte aftenen med en “dessert” af uidentificeret indhold og øl på den lokale bar.


(Yama og Tvedebrink)

Tirsdag d. 15. oktober: Ooooosaka!
Inden vi skulle indfinde os på spillestedet, havde vi nogle timer til sightseeing. I hotellets lobby havde vi luret på et slot, som så spændende ud, så vi tog en vogn til indre by, hvor Osaka Castle ligger. Manticora havde åbenbart fået samme ide, for de var de første, vi stødte ind i, da vi ankom. Kort fortalt blev slottet opført i slutningen af det 16. århundrede, da general Toyotomi Hideyoshi samlede Japan under et og magten i Osaka. Et virkelig imponerende bygningsværk med mange forsvarsmekanismer, heriblandt gigantiske mure, voldgrav, porte og smart arkitektur, som gjorde det svært at indtage.


(Osaka Castle)

På vej tilbage til hotellet slog vi vejen forbi Disk Union for at se, hvad der sker i en japansk pladebutik. Selv om vi havde fået fortalt at vinyler ikke er det helt store, havde de et meget fint udvalg af både nyt og brugt. De brugte talte alt fra genoptryk af outdatede hair metal-plader fra 80’erne til 500 ¥ (en 20’er) til en obskur udgivelse af John Lennon (og en hvis japaner) til 240.000 ¥ (knap 11.000). Udvalget af CD’er fik jeg ikke tjekket ud, men Michael fandt vores seneste skive Exit Plan på hylderne. Lidt senere hentede Yama os for at gå de få hundrede meter til spillestedet Umeeda Zeela, som vel kunne huse et par hundrede metalhoveder. Ved indgangen blev vi mødt af en storsmilende og meget taknemmelig fan, som ville have vores autografer, sikke en velkomst.


(Fan får autograf af guitarist Marco Angioni)

Som forventet af japanernes rygte som meget disciplinerede og organiserede mennesker, gik alt ved lydprøven som smurt. Super tjekkede forhold og selvom kommunikationen kunne være en smule udfordrende, lød det fantastisk på scenen. Lydmanden og sceneteknikerne havde styr på deres og en af dem bad endda om vores sætliste, hvilket jeg ikke tænkte mere over på det tidspunkt. Efter lydprøven var det tid til meet & greet, hvor et par håndfulde fans havde købt sig adgang til at møde os og få en signeret plakat og et billede med hjem.


(Meet and great)

En lidt presset situation for sådan nogen som os, der ikke er vant til det. Men da vi først kom i gang, var det rigtig hyggeligt og flere af tilhængerne havde gaver med til os. Især nogle hjemmelavede nøgleringe af alle medlemmer af Manticora, gik rent ind. Vi udvekslede floskler og det var tydeligt, det ikke var alt, der fes ind. Men som de velopdragne, søde og imødekommende mennesker japanerne er, bukkede og smilede de bare og sagde arigatou. Og så gjorde vi det samme.

Det var også her vores tjekkede repræsentant Ryo fra King Records, som har licenseret vores seneste to plader, kom og sagde hej. Han havde den japanske udgave af CD’en med til os og var meget spændt på at se os spille.


(I selskab med Ryo fra King Records)

Alt forløb på minuttet efter tidsplanen og lige pludselig – ret tidligt på aftenen – var det vores tur til at gå på scenen. Vores første koncert i Japan, det var fucking stort og vi var spændte på, hvad der ventede os. Vi blev blæst helt væk af de fremmødtes tilstedeværelse og engagement i vores musik. Vi havde selvfølgelig hørt, at de høflige koncertgængere holder kæft mellem numrene, det var lige noget, man skulle vende sig til. Men efter det bragende bifald efter hvert nummer, kunne man se, de var meget opmærksomme på, hvad der nu blev præsenteret.

I Europa ville man måske tolke stilheden som mangel på interesse, men her var det tydeligt publikums udstråling, at det var respekt og forventning, der affødte stilheden. Tydeligvis var det ikke alle, der kendte vores numre, men det afholdt dem ikke fra virkelig at leve sig ind i musikken. Lige fra den lidt modne dame center stage, der storsmilende slog takten an med pegefingeren under hele koncerten, over makkeren foran mig, som skrålede med på flere numre, selv om det var tydeligt, han enten ikke kunne teksten eller bare ikke kunne andet end trylle-engelsk, til den stor-headbangende makker iført et par krykker, som var blevet anbragt på en barstol lidt tilbage i lokalet. Under koncerten blev jeg opmærksom på, hvorfor hende sceneteknikeren ville have en sætliste. Hun sad simpelthen der, iført mundbind, og satte flueben efter hvert nummer, vi spillede. Meget japansk og meget løjerligt…

Efter koncerten var vi høje på, hvor fedt det var og efter at have talt om det hele, fået lidt aftensmad og set lidt af Manticoras sæt, var det slut. Da Manticora havde pakket deres lort sammen, kom Yama og proklamerede, at om et kvarter gav han drinks i baren. Da vi kom ud, var det som om, der ikke havde været nogen. Alle var gået og venue var mere eller mindre ryddet op. Vildt nok på trods af at det var tirsdag. Men de er nu heller ikke videre festglade, de japanske koncertgængere. Der var stort set ingen i publikum, der drak så meget som en sodavand, så det må være pænt sløje tider i baren.

Efter at have hængt med Yama og Ryo, tog vi tilbage til hotellet, hvor vi holdt dansk pølsefest i (lad os kalde det) den udendørs lounge. En virkelig hyggeligt aften, hvor vi fik smagt godt og grundigt på forskellige japanske øl- og chipsprodukter og fik lært hinanden at kende bandsne imellem. Tre flotte – og på det tidspunkt – utroligt veltalende og kloge guitarister lukkede festen ved tretiden.

Onsdag d. 16. oktober: Nagoya
Vi skulle med Shinkansen til Nagoya, denne gang ledsaget af Ryo fra King Records, som blandt andet fortalte, at selskabet kun udgiver musik, de licenserer fra rundt omkring I verden. Ca. 50 udgivelser på CD om året, så der må stadig være et godt marked for det medie I Japan.Da vi ankom til Nagoya, tjekkede vi ind på hotellet, hvor der kun lige var tid til at prøve de sædvanlige smadrede læderslippers og kimono a la Rigshospitalet, inden vi skulle til spillestedet for at lave lydprøve.

Da vi ankom til Imake 3 Star, som lå lige om hjørnet, var der ikke den helt samme vibe med autografjægere og dagens meet & greet kunne tælles på to fingre, hvoraf den ene var en genganger fra dagen før og den anden 100% ligeglad med WS. Alligevel var det med skælvende hænder og en ærefrygt, man kunne mærke, da vi skulle havde taget billeder sammen.

Alt på spillestedet, som var en anelse mindre end i Osaka, var som professionalismen fra dagen før og vi mødte vores vært for aftenen og støttepædagog for de kommende dage med det – i danske ører – lidet flatterende navn, Stomi, som straks blev udstyret med en WS t-shirt.


(Tvedebrink og Andersen sammen med Stomi)

Aftenen forløb stort set som dagen før;stram og effektiv tidsplan, mega engagerede fans, som alle stimlede sammen ved scenehegnet, så snart dørene blev slået op. Igen var der ingen, der drak noget som helst, men den brogede flok, som talte alt fra forretningsmanden i den blå skjorte (som man ALDRIG ser i DK) nede bagved til “ham med armene over kors” (som man ALTID ser i DK) oppe foran, var igen virkelig på fra første til sidste tone.

Vi var spillet godt sammen fra dagen før og var allerede nuvæsentlig bedre tilpas i den anderledes japanske tilgang til koncertgængeri. Det er helt befriende at slippe for “Spil noget med Slayer”, stive spassere og musikpoliti, og forbindelsen med publikum er meget intens, når alle er på dupperne og gengælder enhver kontakt med masser af energi. Super dejligt.

Efter koncerten og lidt aftensmad gik jeg en tur for at ringe hjem.Da jeg kom tilbage var Manticora stort set lige blevet færdige og igen var spillestedet rømmet på rekordtid. Yama mente, at det var på sin plads at tage på den lokale rock bar Scum Bar, hvilket var meget tiltalende for størstedelen af WS og åbenbart ikke så tiltalende for de gamle mænd i hovednavnet, som blev hjemme. På vej tilbage til hotellet for at re-groupe, blev vi antastet af en fan i Dismember t-shirt, som havde noget til os. Han har lavet en bog, en slags katalog, over vigtige melodiske dødsmetal plader gennem tiderne, hvor også Michaels Left Hand Path bar havde fået spalteplads. Præcis hvad det gik ud på vides ikke, da bogen er skrevet på japansk, men mega cool!

Vi tog et par taxaer og indtog Scum Bar sammen med Yama, Stomi og backline-makkeren fra Yamas firma og det stod rimelig klart, at hvis vi havde været hele følget, ville vi ikke kunne være der. Vi var heldige af få det eneste bord i rummet og med de fire-fem stykker, der sad i baren, var der nu proppet. Småt men mega godt og fedt indrettet med tilhørende iPad på YouTube – hvis indhold blev projekteret op på væggen –, som gik på omgang.


(Hygge på Scum Bar)

Der blev valgt musikvideoer fra alle involverede bands fra nutid og datid fra både danskere og japanere og det blev en våd og løssluppen aften, hvor japanernes ellers lidt tvivlsomme kommunikationsevner og lyst til historiefortælling blomstrede i takt med indtaget af procenter. Efter nogle timer tog fornuften over, da vi skulle tidligt op næste morgen og vi vendte tilbage til hotellet, hvor room mate Jesper og jeg lukkede den af med et par kolde fra kiosken.