I dødens pomp og pragt
Bedsore har skiftet fokus fra progressiv død til progrock med afmålte, metalliske teksturer – en balance, der bør åbne mange døre for de flamboyante italienere!
Scars of Light
A Colossus, an Elephant, a Winged Horse; The Dragon Rendezvous
Realm of Eleuterillide
Fanfare for a Heartfelt Love
Fountain of Venus
Er du typen, der bliver træt af den der kliniske bismag af stiløvelser, der florerer i de prog-metalliske kredse? Hvor alle cremer fløden på indlærte strukturer, der vanærer prog-termet til at starte med, og du savner viljen derude til at redefinere musikkens kerne? Hvor musikkens dystre og ulmende tone også gerne må piftes op med flairs af sax og fløjter, fordi dogmer er så uendeligt trættende?
Jamen så er det her sgu din heldige dag, for Bedsore kan så sandelig netop dét og mere til!
Første gang den italienske kvartet gjorde sig bemærket var i 2020 med debuten ‘Hypnagogic Hallucinations’, hvor dødsmetallen var omdrejningspunktet for alle deres kunstneriske krumspring. En både hidsig og hypnotisk affære, der demonstrerede masser af potentiale – og det er så dét, der forløses her på ‘Dreaming the Strife for Love’. En plade, der i langt højere grad har 70’ernes højloftede strømninger som kerne, mens den tunge metal snarere bruges til at brede paletten yderligere ud i en varmt inciterende symbiose. Musikalsk har de i hvert fald ikke ligget på den lade side, som det lidet flatterende bandnavn ellers kunne antyde ...
Som parallel kunne man nævne Blood Incantations ‘ Absolute Elsewhere’, der (med god grund i øvrigt) pryder manges årslister i disse tider, men hvor dén spiller mere på dramatiske vekselvirkninger undervejs, så er ‘Dreaming the Strife for Love’ en langt mere organisk flydende plade, netop fordi metallen er en kende mere nedtonet i det større billede – hvis man da ellers ser bort fra et par metalliske stormløb undervejs og Jacopo Gianmaria Pepes blackede hyl hele pladen igennem. Bedsore har en helt anden dagsorden – bandbilledet her er vist ganske sigende:
Konceptuelt er pladen inspireret af Francesco Colonnas 1500tals-fabel ‘Hypnerotomachia Poliphili’, hvor hovedpersonen fortaber sig i flerlags drømme, i higen efter den store kærlighed. Uden selv at skulle foregive at have dette værk under huden, så virker det som en sigende baggrund for værket, som det folder sig ud. ‘Minerva’s Obelisque’ som den bombastiske introduktion med både sax, båndløs bas, keys og horn, inden ‘Scars of Light’ brager afsted som et kosmisk take på Enslaved med virtuose keyflader og afbræk af fløjter og lækre guitarhooks.
Endnu mere prætentiøst bliver det i den næsten 12 minutter lange ‘A Colossus, an Elephant, a Winged Horse; The Dragon Rendezvous’, der bevæger sig igennem forskellige sekvenser, efterhånden som de forskellige væsner introduceres. Crescendoer løfter og fortager sig, mellotronflader væver sig på kryds og tværs, og Giulio Rimolis pulserende, båndløse bas lægger bunden, når da ikke enkelte motiver får lov at stå helt alene. ‘A Collossus..’ er bjergtagende grandiøs, og den distortede bombast er, sammen med Pepes dramatiske skrig, lige den ekstra prik over i’et, der får Bedsore til at stå ud fra masserne og ind i en liga helt for sig.
Selvom der de seneste par måneder er landet flere mastodont-udgivelser, der bryder op med metallens vante former, så kender jeg ingen, der lyder som det italienerne mønstrer her. Jovist er der momenter, hvor fx Opeth og Hällas spøger, men Bedsore er bare mere symfonisk rundede, og tydeligt passionerede indenfor progrockens højborg. Til tider tågede og mørke, til tider drømmende og krystalklare i udtrykket. Jazzede takter flettes fx ind i ‘Realm of Eleuterillide’, og den korte ‘Fanfare for a Heartfelt Love’ bæres frem af et enkelt keytema, som introduktion til den på een gang tunge og symfoniske lukker som det afrundende highlight, ‘Fountain of Venus’.
At pladen tilmed er blændende produceret på tværs af instrumenteringen, hvor der både er plads for helheden til at forløse sig, og for enkelte instrumenter til at stå nøgent frem, når det tjener formålet, er kun et ekstra plus for en udgivelse, der fortsat vinder og vinder for mig, som tiden går. Efter at have haft den i fast rotation i en måned opdager jeg stadig melodier og temaer, der bevæger på nye måder, løfter og viser et band, der lige fra starten har turdet at stå på egne ben, og nu for alvor kan bære det.
Bedsore omfavner tydeligvis 70’ernes progressive giganter, og med frivolske indspark af dødsmetal, jazz og Pepes intense hyl er ‘Dreaming the Strife for Love’ en modig og afsindigt stærk bedrift. Fængslende og nem at fortabe sig i, også selvom de ikke just gør alverden for at åbne/lukke numrene, så man ved hvad man går ind til. Ingen indlærte stiløvelser at spore her – Bedsore går foran, og tak for det, lige her inden året går på hæld!
Er du tilbøjelig til progressiv musik af nogen art, så bør du vitterligt lige snige denne plade foran på playlisten, inden du gør årslisten op.