Forbandede sovemusik

Populær
Forbandede sovemusik

Baroness vender tilbage med første album, siden bandet forulykkede på tour, og forsangeren var ved at miste sin arm. Et par nye medlemmer er kommet med, men 'Purple' stempler ind som søvnig stilstand.

Kunstner
Dato
18-12-2015
Trackliste
1. Morningstar
2. Shock Me
3. Try to Disappear
4. Kerosene
5. Fugue
6. Chlorine & Wine
7. The Iron Bell
8. Desperation Burns
9. If I Have to Wake Up (Would You Stop the Rain?)
10. Crossroads of Infinity
Karakter
2

Egentlig er overskriften nok en smule for respektløs, når man tænker på, hvad Baroness har været igennem, siden de udgav albummet 'Yellow & Green' i 2012. Kort tid efter pladen var røget på hylderne, væltede gruppen ud over en viadukt i England. Tourbussen faldt ni meter. Heldigvis overlevede alle medlemmer. Forsanger John Baizley brækkede dog armen og var i starten så grelt ramt, at lægerne overvejende en amputation af hans ene økseholder. Det skete ikke. Til gengæld har Baroness måttet erhverve sig en ny bassist og trommeslager ovenpå ulykken. Uden at det på nogen måde kan høres på amerikanernes “overlevelsesplade”, 'Purple'.

Uanset hvor meget sympati jeg end har for bandet, til dels fordi de med de første plader, 'Red' og 'Blue', har leveret to stoner rock-/metal-perler, til dels fordi de nu også har overlevet et traumatisk fald, så er der simpelthen intet nyt at finde på 'Purple', der føles som ren genbrug fra 'Yellow & Green'. Altså et Baroness, som i stedet for at underlægge sig det almægtige riff nu blot rider det ene halvkiksede og forcerede omkvæd efter det andet. I lighed med de tæt beslægtede Mastodons forsøg ud i selvsamme på 'Around the Sun', så udvander Baroness sig selv i processen.

Råbende Foo Fighters

Albummet er velpoleret og velspillet. Der er kræset for produktion, og alt stråler ganske enkelt umådeligt klart på et album, der kun lige hægter sig fast som en nedsunket skorpe i udkanten af det beskidte og sumpede landskab, bandet før sadlede op i. I stedet fortsætter bandet med nøje at studere Foo Fighters' ABC til hooklines og småbøvet pop/rock-metal. Letfordøjeligt og gribende som dag fem i 'Groundhog Day'. Når det er mest slemt, giver det små Volbeat-tics. Også i kraft af John Baizeleys undervejs lidt for anstrengte råbende skønsang.

Baroness skal nok få deres musik ud til en større crowd. De er nemlig også dygtige. Og snedige. Mest slående er det, at det formodentlig største hit på pladen, 'Shock Me', er en næsten identisk gentagelse af hittet 'Take My Bones' fra 'Yellow & Green'.

Falder i søvn

På 'Desperation Burns' viser Baroness lidt tænder og minder en om dengang, hvor de ikke stod tilbage for at erobre land og rige på stærke hesterygge i både fuld galop og rasende styrt, men ak, glæden er kort. Resten af nummeret skifter hurtigt gear til det sikre bal bagerst i bodegaen, hvor det er okay at tage sin tid, hvis du har noget at sige.

Det er forståeligt, hvis Baroness oven på deres ulykke har brug for ekstra tid til at genfinde form og sammenspillet. Noget tyder i hvert fald på, at 'Purple' er lavet med en masse på hjerte, men uden det mindste spor af nysgerrighed efter at gå på rejse i kreativitetens pulserende korridorer. I sidste ende ender albummet' med at miste al energi og falde i sin egen dybe søvn. Vågn op.