Smerten som styrke

Lingua Ignota - Caligula

Metallen har fået en heltinde uden for metal. ’Caligula’ er et eksistentielt jordskælv med smerten som epicenter, men også som katalysator for en katarsisk råstyrke.

Titel
Caligula
Dato
19-07-2019
Trackliste
1. Faithful Servant Friend of Christ
2. Do You Doubt Me Traitor
3. Butcher of the World
4. May Failure Be Your Noose
5. Fragant Is My Many Flower'd Crown
6. If the Poison Won't Take You My Dogs Will
7. Day of Tears and Mourning
8. Sorrow! Sorrow! Sorrow!
9. Spite Alone Holds Me Aloft
10. Fucking Deathdealer
11. I Am the Beast
Forfatter
Karakter
5

Den ekstreme musikscene har altid været mandsdomineret. Men med Kristin Hayter, frontkvinde i projektet Lingua Ignota, kan vi siges at have fået en vaskeægte kvindelig frontløber.

Lingua Ignota er både et musikalsk projekt og et kunstnerisk hævntogt efter en tilværelse fyldt med partnervold og fysisk misbrug. Selv kalder Hayter sine sange ”overlevelseshymner”, og de er fyldt med had og trods, pakket ind i støjende lydlandskaber og båret frem af en egenartet vision.

Det har vakt genklang på den eksperimenterende musikscene, hvor hun debuterede med ’Let the Evil of His Own Lips Cover Him’ fra 2017. ’All Bitches Die’ fulgte hurtigt efter og blev året efter genudgivet for et bredere publikum på Profound Lore, hvor Hayter blev signet.

Når hun spiller live, som til dette års Royal Metal Fest, er det for at fravælge scenen for at vandre rundt blandt publikum og skrige dem ind i ansigterne, smadre lamper ned i gulvet og lave en dyster cover-version af Dolly Partons ’Jolene’.

Men selv dét kan ikke forberede én på det jordskælv, der er Lingua Ignotas tredje album, ’Caligula’.

Det mest metal, du kommer til at høre i år
Scopet er større, ambitionerne er vokset, og med en hjælpende hånd fra kræfter fra blandt andet Full of Hell, The Body og Sam McKinley, manden bag harsh noise-projektet The Rita, er ’Caligula’ en gennemført og gennemarbejdet albumoplevelse.

’Caligula’ er ikke et metalalbum, men det er det mest metal album, du kommer til at høre i år.

Mellem pompøs klassisk musik, dronende keyboardflader, industriel noise, dark wave, ambient og neofolk-inspirationer tårner Kristin Hayter op, som hun skriger, vræler, brøler, skråler, synger og hvisler sig igennem pladen med lige dele operatisk diktion, teatralsk selvbevidsthed og ekstrem aggression.

Titlen refererer til den romerske kejser Caligula, der regerede fra år 37 til 41 efter Kristus, og som ifølge historieskrivningen var en tyran, der misbrugte sit embede, holdt store sexorgier og slog folk ihjel efter forgodtbefindende. Og nåh ja, så var det også ham, der angiveligt ville forfremme sin yndlingshest Incitatus til at være konsul.

Her bliver Caligula en samlende betegnelse for megalomant vanvid, undertrykkende magtudøvelser og vold.

Smerten som sprog
Det er en vold, der kommer subtilt til udtryk på albumcoveret, hvor Hayter troner op med guldkæder om halsen, som var hun en anden gangstrapper, og med albumtitlen blækket ind i sin hud i gotisk stil henover brystet. En guldfarvet afmærkning på læben står frem og antyder den vold, Hayter selv har været udsat for, og som fylder meget i hendes musik. Indtil man indser, at den samme farve også er at finde på hendes ører, hals og bryst.

’Caligula’ kan høres som en personlig lidelseshistorie, som en bearbejdelse af et forlist forhold, der har sat sig de dybeste spor. Det er på én gang et feministisk statement, nihilistisk traumebearbejdelse og en kunstnerisk iscenesættelse penslet ud i versaler.

Men det kan også høres som en omvending af det kodeks, man finder i ekstrem musik som i metal: Hvor growlet, brølet og skriget oftest betegner råstyrke, kraft og magt, så er skriget hos Lingua Ignota lig smerte og afmagt. Hayter stiller sig ikke kun i opposition til den borgerlige konformitet, som metal altid har været oppe imod, hun er også oppe imod en mandsdomineret konsensus, der hersker i den modkultur, hvor kritikken er kommet fra. På den måde udgør er hun en opposition i oppositionen, en modkultur i modkulturen.

Vokal af en anden verden
Det er fra et analytisk synspunkt beundringsværdigt nok i sig selv, men det ville ikke være lige så bemærkelsesværdigt, hvis ikke det var, fordi musikken sagtens kan stå på egne ben.

Hayters vokal spænder bredt, og det er dén, der er i centrum i de 66 minutter, albummet varer: Med sin mørke klang lyder hun som en Nico gange tifold, som hun i multitracket version indkalder til højmesse på åbningsnummeret ’Faithful Servant Friend of Christ’. Andetsteds frembringer hun Kate Bush-vibes med sin lette operatiske vokal, og når hun for alvor lader helvedesskriget tone igennem, giver hun selv de mest hærdede og raspende black metal-sangere kamp til stregen.

Det er en vokalperformance af en anden verden, som på ærefrygtindgydende vis kommer til udtryk på ’Do You Doubt Me Traitor’, en næsten ti minutter lang eksercits i livslede, selvhad og i at lægge de værste minder bag sig, formidlet over tyst pianospil, sækkepiber, støjflader og et industrielt beat. ”Satan, Satan, Satan, get beside me” lyder det med tiltagende styrke, men det er ikke så meget Satan, der hidkaldes, som det er smerten og hævntørsten, der blæses ud i en overvælende følelsesudladning: ”How do I break you / before you break me?”.

Alt brænder ned
Ét er performancen, noget andet er ordene. Og ’Caligula’ har nogle af de voldsomste og mest konfrontatoriske tekster, jeg længe er stødt på. Her er ingen beskrivelser af bestialske drab og voldtægt af småbørn, som man finder det i den mest debile dødsmetal og pornogrind, og her er ingen beskrivelser af atomkrig og masseudryddelse som i den samfundskritiske thrash.
 
Der er til gengæld en stemme, der selvudslettende ser sin egen eksistens gå under, og som svarer igen med ubønhørlig vrede. ”I’m the fucking death dealer / I’m the butcher of the world” skriger Hayter skånselsløst, som ’Butcher of the World’ præsenterer sin orkesterlyd med pauker, horn og strygere, før dynamikken tages op et niveau mod et wagnerisk vælde. ”If the poison won’t take you, my dogs will” lyder det andetsteds, endda med et skift fra en let operatisk stemmeføring til et rent brøl, før nummeret eksploderer i doom metal-droner og støj.

Genoprejsningen går hos Lingua Ignota gennem den andens fald, der til sidst ekstrapoleres helt ud. ”May failure be a noose with which to hang you” kommer det hævngerrigt over en forvrænget synthesizer, før en storm hvirvler op, alt imens Hayter går op i registeret og proklamerer: ”Everything burns down around me / everything burns down”.

Det er skiftevis pompøst, inddragende, intimt og intimiderende, og sangenes evne til at bygge op, drosle ned og tage uforudsete drejninger er sammen med Hayters evne til at skifte imellem så mange stemmer med til at gøre ’Caligula’ en intens og fordybende musikalsk oplevelse fra start til slut.

På den afsluttende ’I Am the Beast’ skifter stemningen en smule, som Hayter synger: ”All I want is boundless love / All I know is violence”. Men det er også det tætteste, albummet kommer på en reel forsoning.

’Caligula’ er et kig ind i sindets mørkeste afkroge og dybeste labyrinter. Det er et helvedesridt gennem voldens historie, den personlige såvel som den almene. Men med smerten som eksistentielt epicenter finder Hayter en råstyrke, der i sidste ende fører til en katarsisk forløsning. Og den forløsning er langt, langt større end hende selv.