HDDT III - Brutal fest i baghaven

HDDT III - Brutal fest i baghaven

Så er det forår i København, og med foråret kommer også Heavy Days in Doom Town-festivalen, der løber af stablen for tredje gang fra 1. til 4. maj. Devilution guider til festivalen.

Kunstner
Titel
Heavy Days in Doom Town III
Spillested
Genre
Forfatter

Så er det ved at være tid. Tid til den tredje omgang Heavy Days in Doom Town. For undertegnedes vedkommende er det dog første gang, jeg tager turen ud til Ungeren for at pege og rocke løs til den efterhånden årligt tilbagevendende begivenhed. Ikke fordi viljen til at deltage ikke har været der de forgangne år, men Heavy Days ligger pænt tæt på pengesugeren Roadburn, og programmet har ofte haft gengangere fra selvsamme festival, så jeg har vægtet skejser til generel overlevelse postfestival højere end skejser til mere doom.

Men i år er de økonomiske kvaler dog sat på standby i en stund, så der endelig er blevet plads til, hvad man kan kalde et miniroadburn i egen baghave, bare med billigere og bedre mad (har jeg hørt!) og mulighed for medbragte bajere i pose. Selv fattigrøve kan være med, når billetten er købt, en billet, der reelt set også ligger i den billige ende for 4 dages dystert spas, knap 500 rørende kroner. Det er sgu beundringsværdigt og klart noget, der skal lovprises.

Roadburngengangere

Oveni det er der er en håndfuld bands på programmet, som jeg missede på Roadburn. Blandt dem Graves at Sea, der med sikkerhed reducerer Ungdomhuset til ruiner med deres sludgy doom, der godt kunne minde om Eyehategods mindre groovy ting, og forsanger Mistereks snerrende og forvrængede Gollumvokal til at skræmme livet af folk. Det skal nok blive uhyggeligt på den hyggelige og nakkesmertende måde.

The Body får jeg også endnu chance for at fange, og heldigvis! Selvom man fristes til at tro, at The Body blot er endnu et sludgeband med snablen nede i doom, så formår den misantropiske duo at sparke netop den antagelse hårdt i løgene og tage røven på en, ved at blande elektroniske elementer, noise og andre overraskelser ind i deres lydbillede. I sekvenser smager det mere af 90ernes industrial end af sludgy metal. Hvis Graves at Sea ikke klarer destruktionsjobbet, så skal The Body nok klare den opgave.

Årets Electric Wizard-fix leveres af Windhand, der reelt set lyder meget af EW. Ikke så satans inspirerende, men man skulle da være et skarn, hvis man sagde nej til en omgang gedigen stonerdoom. Forlydenderne fra Roadburn går dog også på, at de spillede en aldeles udmærket og knusende koncert. Desuden er demonummeret ’Wintersun’ et catchy monster og et rigtig hit, som man kan genkende efter blot et enkelt lyt. Sangskrivningen er der absolut ikke noget i vejen med.

Endnu en Roadburngenganger er Goatess, der spiller stonerrock, af og til i den lidt mere bidske ende, dog med enkelte afstikkere til en mere hardrocket lyd ala old school bluesguitar og koklokke, læs: Deep Purple, som f.eks. på et nummer som ’Full Moon at Noon’. Glitter Wizard, der efter sigende er fremragende festlige live, forekommer lettere gimmicky hen ad Circle ren udtryksmæssigt. Der spilles retrorock iført ironisk tøj og den rette attitude og pæn svenskerproduktion (selvom de ikke er svenskere, men det er så åbenbart alligevel, musikalsk og mentant). Hvis man er til fest og ballade og farvelade, så skal der glitrende troldmand på banen. De vil uden tvivl spille op til retrorockhalbal.

Groovy sydstatshad og sludgelarm

Os, der både hader at feste og hader menneskeheden, men som nogle gange hader menneskeheden på sådan en lidt groovy sydstatspræget måde, kan fornøje os med Sourvein. Skal det være endnu mere grimt had, så er Australske Whitehorse et godt bud, der både rummer den herlige larmende sludgeside, men også en klar dødsdoomkant, der blandt andet kan høres tydeligt på albummet ’Progression’ (2011), der klart stikker ’Raised Into Darkness’ (2014) i brutalitet. Det ser jeg sgu frem til. 100 % den brune tone, ikke en stram cowboybuks vil være tør. Jeg så ikke hele koncerten på Roadburn, stak blot hovedet ind i Green Room og fornemmede ondskab, der boblede for en stund.

Alt i alt er der lagt i ovnen til fire heftige og herlige dage, hvor det langtrukne piskesmæld, man fik opbygget under doomturen til Holland, skal rives op igen, forværres og forhåbentlig blive permanent. Med alle de lovprisninger og herlige anekdoter, jeg har lagt øre til om Heavy Days gennem de sidste par år, kan det ikke slå fejl. Det skal nok blive en mindeværdig forlænget weekend ude i Nordvest. Vi ses på den dystre slagmark!