Roadburn 19: Sælsomt fængslende

_XTD6165
_XTD6119
_XTD6144
_XTD6154
_XTD6189
_XTD6251
_XTJ6171

I al sin genremæssige og vokale skizofreni, var mørket og de melodiske konstruktioner de magiske faktorer, der gjorde Anna Von Hausswolff så mageløst betagende – med en dybtfølt hungren efter mere.

Spillested
Dato
12-04-2019
Trackliste
1. The Truth, the Glow, the Fall

2. Pomperipossa

3. Ugly and Vengeful

4. Källans Återuppståndelse

5. The Mysterious Vanishing of Electra

6. Come Wander with Me/Deliverance
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
666

Vi har sagt det før, da hun spillede på A Colossal Weekend 2017.
Vi har sagt det før, da hun i januar måned gæstede Pumpehuset.

Anna Von Hausswolff er en kunstner i ordets ypperste format, og på Roadburn var det endnu engang umuligt ikke at lade sig rive med af hendes dystre sind.

Det var i særdeleshed det seneste album 'Dead Magic', der var på menuen i al sin dystopiske mørke. Albummet er, som de velbevandrede nok ved, bl.a. indspillet på kirkeorglet i Marmorkirken og har derfor en storladen klangflade, der ret beset kunne blive svære at mestre i en live-kontekst.
Som det ofte gør sig gældende med koncerter er det dem man mindst venter, der er mest overvældende, og det står udenfor enhver diskussion, at Hausswolffs koncert går over i Roadburn-historien som en af 2019s mest spektakulære koncerter.

Hvori består så det spektakulære?

Det var jo egentlig ikke fordi hun gjorde noget særligt ud af sceneshowet, udover at holde sig til de kolde, mørke dele af farvepaletten.

Til gengæld supplerede farvevalget fornemt de mørke atmosfærer, der blev leveret med overlegen detaljerigdom og en stemme, der både mestrede det dybe, det croonende og det extravagante. Den lange og dramatiske 'Ugly and Vengeful' gik som velkendt fra det sørgmodigt dystopiske til det mere eksperimentielt maleriske, og netop her stod det klart, at Hausswolff har et vokalregister langt udover det sædvanlige. Hendes eksperimentielle sangstemme, der i højere grad kom til udtryk live, mindede momentvis om Diamanda Galas, der i øvrigt ligeledes har spillet i Marmorkirken, men med en underliggende mere melodisk klang til at sikre, at vi forstod meningen med galskaben. Det pulserende trædeorgel i midten af den ligeledes tungsindige åbner 'The Truth, the Glow, the Fall' trådte i kontrast til de indledningsvise brede klangflader, og mundede ligeledes ud i tonal maximalisme, både fra Hausswolff og det supplerende lydbillede.

More is more var formen, men ikke i den forudsigelige lagkage-baserede forstand. Indtrykkene var vidtfavnende, søgte nye steder hen. Ville mere, end hvad der allerede var. Og, vigtigst af alt, mestrede det til perfektion. Genrebetegnelser er i visse tilfælde overflødige, og Anna Von Hausswolff er i sandhed en kunstner, der trodser grænserne. En art gravkammerpop, om du vil. Dystopien rev og kradsede, men aldrig helt uden at indtænke en vis kompositionel elegance, der fik det hele til at smage af lidt mere. 'Come Wander with Me / Deliverance' rundede sættet i et industrielt støjinferno, mens Hausswolff svævede henover lydbadet, det ene øjeblik tungt og messende, det næste skingert og uregerligt, mens håret fløj til alle sider, men dog altid i kontrol.

Denne mestring af alt fra det storladne til det absurd dystre, med den evindeligt melodiske grundtone, var umulig ikke at betages af. Mange festivalkoncerter har det med, at publikum vader ind og ud. I dette tilfælde kom der kun flere og flere til. Anna Von Hauswolff var fængslende, og med længder den mest sælsomt betagende koncert vi har bevidnet i 2019.