To typer tungsind

Anna von Hausswolff 05
Anna von Hausswolff 03
Anna von Hausswolff 04
Anna von Hausswolff 02
Anna von Hausswolff 01
Of the Wand and the Moon 03
Of the Wand and the Moon 01
Of the Wand and the Moon 02

Pumpehuset bød på forskellige varianter af nordisk mørke og melankoli, da Anna von Hauswolff gæstede Pumpehuset med Of the Wand and the Moon som opvarmning.

Titel
+ Of the Wand and the Moon
Spillested
Dato
24-01-2019
Genre
Fotograf
Adriana Zak
Forfatter
Karakter
4

Det var en oplagt sammensætning af bands torsdag aften i Pumpehuset: Of the Wand and the Moon med deres dunkle take på neofolk og svenske Anna von Hauswolff, der har fået meget opmærksomhed for sine orgeldroner, sin voldsomme vokal og sit post-det-hele-udtryk. Det mente Anna von Hauswolff tydeligvis også, da hun lidt over en time inde i koncerten nævnte Of the Wand and the Moon som sine store helte og deres koncert i netop Pumpehuset tilbage i 2011 som en af sine største oplevelser nogensinde.

Let gåsehud
Of the Wand and the Moons rødder ligger i neofolken, men de har for længst udviklet sig mod en mere personlig, mere bredspektret mørk rockmusik med undertoner af skæv tresserpop og, især live, tungere toner. Her er de i grundsubstansen minimalistiske sange pakket ind i stor lyd og semi-psykedeliske klange, når gruppen (reelt et soloprojekt for sanger og guitarist Kim Larsen) spiller med fuldt band, som de gjorde denne aften. Grundtonen er melankoli og håbløshed. Det er der ikke noget nyt i, men til gengæld forvaltes grundtonen med stort overskud. 

Med et relativt kort sæt på knap 40 minutter var sætlisten skåret skarpt og bestod primært af materiale fra det seneste album, hovedværket ’The Lone Descent’, der efterhånden er svimlende otte år gammelt. Det klæder altid det denne gang seks mand høje band at spille på en stor scene i et stort rum, hvor materialet kan løfte sig og fylde rummet. De åbner med ’Tear It Apart’ fra ’The Lone Descent’, og uden snak mellem numrene spiller de et tæt sæt, hvor det flotte scenelys får den indre nattehimmel til at lyse op under ’I Crave for You’. ’A Tomb of Seasoned Dye’ og ’Sunspot’ giver let gåsehud, når Larsen går op i det højere register, og trompeten giver en dyster-jazzet tekstur. De slutter af med en omarrangeret version af ’The Lone Descent’ med et tresserpopbeat, der lyder næsten opløftende, men ikke helt er det. Bandet beklagede sig efter koncerten over en dårlig scenelyd, men som publikummer lagde jeg ikke mærke til det. Det vidner om et godt sammenspillet band. Et nyt album skulle endelig være på vej i år. Det glæder jeg mig til.

Tryllebundet publikum
Jeg burde egentlig ikke kunne lide Anna von Hauswolff. Jeg er efterhånden allergisk over for alt, hvad der lugter af post-mig her og post-mig der. Alt for ofte bliver de genreafsøgende lydlandskaber, som ”genren” påstår at udforske, til dygtigt lavet tomgang, et blot og bart lydtapet, som foregiver at være sjælerystende, men ikke er det. Og Anna von Hauswolff er post-her, -der og alle vegne. Men jeg kan, viser det sig, virkelig godt lide Anna von Hauswolff trods genrefordomme. Det kan resten af publikum, ca. 400 af dem, også. Der går langt mellem de koncerter, hvor publikum klapper så højt og så længe mellem hvert nummer, som de gør her, og størstedelen virker tryllebundne gennem den godt halvanden times tid, koncerten varer.

Sammenlignet med pladerne bliver inspirationen fra metal tydeligere i det gotiske mørke, og mens hovedpersonen selv troner bag keyboardet som headbangende og skønskrigende præstinde, hugger resten af bandet ofte igennem med masser af tyngde og repetitive, Swans-agtige guitarfigurer, der snart bevæger sig i nye retninger. Man kan sagtens nævne andre kunstnere, hun for så vidt har træk til fælles med, men der er så mange, og det stikker i så mange retninger, at det virker formålsløst. Den tungsindige grundtone har hun til fælles med opvarmningen, men det stikker af i andre retninger, himmelstræbende, javist, men også ned i mudrede vande og underjordiske dybder.

Fra tvivler til troende
Bedst er det efter min mening i de mere afdæmpede, folkprægede passager, hvor Hauswolff viser, at hun også kan skrive egentlige sange, og de rent metalliskklingende passager. Hun besidder en formidabel stemme, der rammer noget Kate Bush-agtigt, når ikke der ulvehyles igennem. Hvor de gotiske katedraler, andre forsøger at bygge, ofte bliver livløse, har Hauswolffs lyd noget mere organisk og mindre forgjort over sig. Scenepersonaen er også virkelig behagelig mellem numrene, ganske fri for krukkeri. Og til slut, i et nyt nummer, der ikke er på nogen af albummene, er hun nede blandt publikum, holder øjenkontakt og uddeler ren kærlighed.

Jeg gik ind som fordomsfuld tvivler, uden det store kendskab til bagkataloget, og kom ud som troende. For de allerede omvendte var det en endnu større aften.