En første gang for måske sidste gang
Vi oplevede Heilung gennem øjnene på en uindviet for at få et friskt perspektiv på gruppen og den magi, der tilknytter sig deres koncerter.
"Forum Black Box var skueplads for Heilungs elektriske vikingerave, og det imponerede, selvom publikum var mere optaget af sig selv."
Sådan lød manchetten, sidst vi oplevede det dansk/tysk/norske neofolk-band Heilung. Nu, tre år efter, post en fremragende koncert på Roskilde Festival i sommers, og med en sidste tour før den ubestemte pause, kan det konstateres, at denne manchet med få modifikationer kan genbruges.
I det hele taget kunne store dele af min kære kollegas anmeldelse genbruges. Dels fordi vi endnu engang fik færøske Eivør som opvarmning, dels fordi den indkapsler oplevelsen af at se, føle, høre og mærke Heilung – vel at mærke fra en skribent, der er langt mere bekendt med bandet end undertegnede. Sandheden er, at dette var mit første møde med de hedenske ritualer, tranceelementerne, krigerne, den imponerende scenografi og den helt specielle type af "koncert"-oplevelse. Anførselstegnene skyldes, at det ville være en undervurdering blot at kalde det en koncert.
Siden 2014 har Heilung langsomt udviklet sig til den unikke institution, vi nu oplever på scenen i Forum Black Box. Over et årti, fire udgivelser og et hav af positive anmeldelser senere, ikke kun fra dette medie, tager projektet nu en pause. En moden beslutning og sikkert den rigtige, selvom der tydeligvis stadig kommer nye, uindviede gæster til.
Fugl eller fisk?
Ingen Heilung i Forum Black Box uden Eivør – og på papiret virker Eivør som den perfekte opvarmning. Hendes mix af nordisk folkemusik og elektroniske elementer passer fint ind i Heilungs musikalske univers – i grove træk. De mere Eurovision-prægede aspekter, knap så meget. Generelt fremstod de to retninger som meget kontrastfulde i live-konteksten.
Mens 'Jarðartrá' åbnede opvarmningen med en indlevende, minimalistisk fokusering på Eivørs flotte vokal og et stilrent beat, virkede den efterfølgende 'Hugsi bert um teg' (begge fra kunstnerens 2024-udgivelse ’Enn’) som en mærkelig omgang svensk euro-pop. På pladen er kontrasten ikke lige så tydelig, men live virkede det malplaceret efter åbningsnummeret.
Koncerten bølgede frem og tilbage mellem de to musikalske fronter. 'Salt', 'I Tokuni' og senere titelnummeret 'Enn' bragte os tættere på aftenens hovednavn med intense kompositioner, hvor sidstnævnte blev introduceret med en fin henvisning til verdens forfald. Disse numre skabte indlevende øjeblikke, hvor Eivør tegnede en skarp profil. Til gengæld virkede de mere grandiose og bombastiske numre malplacerede. De øjeblikke, hvor hun smed guitaren over skulderen, gik all-in på teatralsk storladne udtryk og søgte efter douze points, skabte en ufokuseret helhedsoplevelse.
Skarp konceptualisering
Rød tråd og gennemført koncept er ikke en mangelvare i Heilungs univers. Tværtimod er det en af gruppens helt store styrker – det element, der i høj grad adskiller deres shows fra en almindelig koncert.
Vanen tro (forstår jeg) blev de fire verdenshjørner velsignet i en bølge af røgelse, inden ritualet kunne begynde. Et smukt og teatralsk øjeblik, der i høj grad reflekterede den generelle oplevelse. Sceneteatret var bjergtagende og en gennemført del af helhedsoplevelsen – hvilket dog også havde en mindre hæmmende effekt.
Herefter tog Heilung os i hånden og guidede os gennem deres univers, først med 'In Maidjan' og dernæst tolv yderligere opstillinger eller akter, inden vi afslutningsvis oplevede ekstasen i 'Hamrer Hippyer'. Det var ren energi – i hvert fald at betragte. Uden at negligere mellemspillet, som havde sine højdepunkter, virkede det som om, publikum først faldt helt i takt med gruppen på scenen i det øjeblik.
Måske fordi publikum havde for travlt med at snakke, tage billeder eller var så blæst på stimulanser, at samaritterne måtte træde til. Det lader til at være en fejlagtig kutyme, som min medskribent tidligere har påpeget. Nuvel, det er vel efterhånden, hvad der kan forventes af en almindelig koncert – men en aften med Heilung er alt andet end almindelig. Det svarer til at tage i teatret eller operaen og skabe sig.
Den momentvise energi
Publikum bærer dog ikke hele ansvaret. Set fra et førstegangsperspektiv virkede oplevelsen måske en kende for fokuseret på det teatralske og en kende for lidt på at engagere publikum i ekstasen. Det var til tider mere vildt at betragte end at deltage i.
Percussionisterne fungerede som mægtige stemningsforstærkere. Kai Uwe Faust og hans medfødte, vokale organ var en utrolig oplevelse live, og scenografien var unik. Krigerne og deres indstuderede bevægelser virkede dog begrænsende, hvilket blev tydeligt i det eksplosive klimaks, hvor alt pludselig blev løsnet op. Selvom det hele var planlagt, fremstod det spontant, voldsomt og inspirerende – en effekt, der kunne have været til stede i højere grad undervejs.
Og så var der vel også noget med Maria Franz’ vokal? Den virkede mindre prominent i lydbilledet versus forventningen. Måske endda lidt tour-slidt? Alt andet lige virkede det svært for hende at udfylde den tænkte, markante plads på scenen. Måske er det bare en førstegangsdeltager, der gerne havde set Franz stærkere i lydbilledet? Måske havde Franz en off-day.
I det hele taget er der mange måske’er – i sidste ende er sammenligningsgrundlaget trods alt tyndt. Alt andet lige var det en indlevende oplevelse – en, jeg ikke ville være foruden. Ditto en, det tog noget tid at bearbejde. Det i sig selv er et udtryk for kvalitet. De fleste anmeldere går typisk fra en endt koncert med en forholdsvis klar ide om resultatet. Jeg gik fra Heilung med et stærkt visuelt indprentet billede. Følelsen af at have oplevet noget unikt og et bidende fornemmelse af, at jeg kun momentvist havde oplevet magien – her adskiller søndagens koncert sig fra min medanmelders oplevelse for to og et halvt år siden. 