Årsliste 2017 – Adriana Zak

Populær
Årsliste 2017 – Adriana Zak

Der gik viking i sydamerikaneren! 2017 blev året, hvor jeg opdagede, at hypen omkring Wardruna er velfortjent, og at Midgardsblot i Norge er verdens bedste festival. Desuden bød året på fantastiske koncertoplevelser, der gav uhyrlige problemer ved årslistetid.

Fotograf
Adriana Zak + Jacob Dinesen
Forfatter

Årets danske album:

1. Solbrud: 'Vemod' – Landets mest kvalitetsbevidste metalband har naturligvis udgivet årets bedste album. 'Vemod' har både plads til det atmosfæriske, det dystre og det moderne i et black metal-vivar, der trods en konstant udvikling og forandring beholder en rød tråd hele vejen igennem. For mig at se er det en kunst, få kan udføre, hvilket siger meget om det niveau, Solbruds tredje udspil er på.

2. Slægt: 'Domus Mytsterium' – Det kan faktisk siges meget kort: Det er genialt og virkelig fedt at blande heavy med black!

3. Myrkur: 'Mareridt'   Nej, jeg gav ikke albummet en karakter i den høje ende, men grunden til, at den alligevel er havnet på min årsliste, er ... Ja, en anelse ulogisk; forestiller man sig, at 'Mareridt' er en samling af tre ep'er i stedet for et fuldlængdealbum, giver det hele pludselig mening. Når man ikke skal forholde sig til albummets samlede skizofrene udtryk og i stedet vælger at dele sangene op i tre kategorier – 'M'-opfølgerne, de folkelige og nordiske og ende de dystre Chelsea Wolfe- og Lana Del Rey-inspirerede – har de meget mere plads til at udfolde sig, og deres rette kvaliteter kommer til udtryk.

4. Orm: 'Orm' – By the Patient med et ekstra drys black på toppen fungerer ganske udmærket, også selvom det måske var en anelse skuffende i forhold til den enorme hype, denne "supergruppe" modtog i starten af deres (nye) karriere.

5. Hexis: 'VII'  Det er aggressivt, meget lidt imødekommende og ekstremt kaotisk. Brutaliteten er slående; nogle gange kan koncentreret grimhed fremstå som det eksakt modsatte, hvilket netop er tilfældet med Hexis.

Årets internationale album:

1. Emptiness: 'Not for Music' – Dette album er så ualmindeligt godt, at jeg mangler ord; 'Not for Music' er en af de udgivelser, der bringer ukendte og spændende følelser frem, og som får hårene til at rejse sig. Det er uden tvivl den plade, jeg har hørt mest i år, og allerede fra første gennemlytning røg den på listen over mine yndlingsalbum nogensinde. Belgiske Emptiness er et exceptionelt band på alle punkter. Deres univers er en mærkværdig blanding af 80'er-goth, tidlig black metal og ambiente lydlandskaber, der ledes af en mørk og hæs vokal, der altid holder sig i baggrunden, og som får lytteren til at føle, at en rendyrket ondskab lurer lige rundt om hjørnet – uden at stemningen nogensinde bliver decideret dyster, den domineres derimod af en uforklarlig melankoli, der gør albummet til noget helt særligt.



2. Chelsea Wolfe: 'Hiss Spun' – Jeg har været forelsket i Chelsea Wolfe i mange år, faktisk før hun for alvor blev kendt (ja ja, lidt hipster skal man vel være). Hendes 2013-album 'Pain Is Beauty' har et helt særligt plads i mit hjerte, og selvom hendes udgivelser siden ikke har været på samme højde, synes jeg alligevel, at 'Hiss Spun' er særligt fængende; det er den perfekte blanding af hendes tidlige og forrige plader tilføjet en snert beskidt ørkenrock, hvilket klæder hendes univers utrolig godt. Længe leve mørkets dronning!



3. Ne Obliviscaris: 'Urn' – Det er mig stadig en gåde, hvorfor sekstetten fra down under endnu ikke har opnået musikalsk verdensherredømme. Jovist, deres progressive ekstremmetal er måske en anelse nørdet for det gængse øre, men deres klassiske tilgang til musikken er særdeles interessant, og det ærger mig, at så mange mennesker går glip af sådan en oplevelse. På deres nyeste udgivelse har Ne Obliviscaris beholdt standarden fra deres store succes, 'Citadel' fra 2014, og samtidig udviklet sig mod det bedre, selvom nogle forandringer virker en anelse radikale og markante i forhold til tidligere plader.



4. Paradise Lost: 'Medusa' – 'The Plague Within' var et historisk godt comeback, og at 'Medusa' er på nippet til at være bedre, er decideret imponerende. Stemningen er grå, tom og tung; det er Paradise Lost og britisk doom, når det er bedst.



5. Igorrr: 'Savage Sinusoid' – I flere år har min reference til Igorrr været "manden med hønen"; det er noget af det mærkeligste og mest absurde, musikscenen længe har set. Og lige netop dét er charmen og det geniale ved projektet. Af og til er det ganske rart og tilfredsstillende at lytte til noget, der komplet indifferent over for alle konventioner, og den pris må Igorrr i den grad siges at være løbet med i år.



Årets internationale hit:

Ne Obliviscaris: 'Intra Venus' – Fordi det er den sang, jeg har haft mest på hjernen i år. Sangen har en utrolig velkomponeret og -udført opbygning, og så må jeg indrømme at være komplet tosset med Xenoyrs growlvokal, der tilfører musikken en veltrængt mørke (lidt goth er man vel altid ...), og ikke mindst den Obscura-lignende bas, der leder tankerne hen til teknisk dødsmetal – og det er jo ikke skidt, tværtimod.



Årets danske hit:

Myrkur: 'Måneblôt' – På trods af at black metal-elementerne godt kunne være blevet undladt, rummer denne single en utrolig fascinerende, fængende og velkomponeret melodi, hvor Amalie Bruuns skrøbelige og smukke stemme kommer til sin fulde ret og bærer sangen på elegant vis. Derudover giver brugen af nøgleharpe midt i nummeret til en hel særlig klang og identitet.



Årets genfundne klassiker:

I de sene folkeskole- og tidlige gymnasieår var jeg svært glad for Bauhaus, og deres greatest hits-album 'Crackle' fra 1998 har fået pinligt mange gennemlytninger i år. Bandets gotiske univers og 80'er-lyd er ikke til at stå for.

">

Årets fysiske udgivelse:

Som en af redaktionens yngste skribenter forbeholder jeg mig retten til at være digitalt anlagt.

Årets koncerter:

1. Heilung: Midgardsblot Metal Festival, 19-08-2017 – Hvor skal jeg dog starte? Heilung er et enestående dansk projekt, der allerede fra deres første liveoptræden (nedenstående video, der dog ikke er fra Midgardsblot, men lige så godt kunne have været det) beviste deres enorme værd; deres koncept er gennemført ned til mindste detalje, og deres univers helt igennem tryllebindende, også live – deres optræden på årets Midgardsblot er en af de absolut bedste oplevelser, jeg har haft i et årti, og som jeg kommer til at have i mindst et årti frem. Heilung er meget mere end en oplevelse, som alle burde unde sig selv ved første lejlighed; det er fascinerende, tryllebindende og opslugende.



2. Venom: Sweden Rock Festival, 10-06-2017 – For at retfærdiggøre koncertens genialitet ville jeg være nødt til at copy/paste anmeldelsen, men det vil den øverste ledelse næppe godkende. Derfor: Læs anmeldelsen (link i titlen), den fik trods alt den ypperste karakter, 666.

3. Mgła: Loppen, 06-06-2017 – Ligesom mange andre faldt jeg pladask for 'Exercises in Futility', og at se Mgła live for første gang var lige så tilfredsstillende som at lytte til førnævnte album. Trods deres minimalistiske og traditionelle tilgang til black metal imponerede den hemmelighedsfulde polske gruppe ved at komme langt ud over genrens gængse rammer med en energisk og dominerende optræden, der varede knap en time, men gik ud over tid og rum.

4. Batushka: Copenhell, 23-06-2017 – Polske black metal-bands med hemmelige identiteter gør det bare godt! Endnu en koncert, der står klart på nethinden, er Batushkas midnatsmesse på årets Copenhell. Ligesom det var tilfældet med Mgła, var dette også min første koncert med Batushka, og de høje forventinger blev i den grad indfriet; 'Litourgiya' blev fremført fra ende til anden, og alt fra æstetikken til stemningen fra pladen blev overgået live.

5. Anna von Hausswolff: A Colossal Weekend, 05-05-2017 – Vi var ikke just mange publikummer, der overværede den bedste koncert på årets A Colossal Weekend på Vega. Selvom det svenske musikgeni ikke var blandt de tunge navne på plakaten, leverede Anna von Hausswolff og hendes orkester festivalens mørkeste, mest dystre og bestemt også allertungeste optræden, der føltes som at være i en anden dimension, hvor ens værste mareridt møder ens smukkeste drømme. En lignende intens koncertoplevelse har jeg ikke haft længe.

2017 har dog også budt på et utal af andre imponerende koncertoplevelser, hvor Gaahls Wyrd på Midgardsblot, Oranssi Pazuzu på Roskilde Festival, Candlemass på henholdsvis Sweden Rock og Copenhell samt Satyricon i Pumpehuset fortjener at blive nævnt. Havde Devilution været Soundvenue, ville japanske Goat på Jazzhouse under årets Copenhagen Jazz Festival været blandt top 5, og Nick Cave i Royal Arena ville have været på en af de første pladser.

Årets internationale navn:

Emptiness – At man i 2017 har sin helt egen lyd og musikalsk identitet er enestående, ikke mindst når man rammer plet og helt ved siden af på samme tid. Albumtitlen 'Not for Music' forklarer det hele.

Årets danske navn/solist:

Heilung – Den ene time, bandet fik tildelt på Midgardsblots hovedscene, er uden at overdrive det mest imponerende og gennemførte, et dansk band har præsteret i nyere tid.

Årets nye internationale navn:

Antiqva – Som med stor sandsynlighed kommer til at få samme spot på næste årsliste. Det kan godt være, at supergruppen med medlemmer fra bl.a. Cradle of Filth og Ne Obliviscaris ikke har udgivet musik endnu, men alene ved deres beskrivelse som værende et klassisk heavy black-band er jeg solgt!

Årets nye danske navn:

(0) – At have en anonym identitet er ved at blive en irriterende kliché, men når det kommer til dette nye og ukendte danske band gør det imidlertid ingenting, da musikken på deres ep '(0)' taler for sig selv.

Det overså jeg i 2016:

Wardruna: 'Runaljod – Ragnarok' – Jeg er flov over, at jeg ikke har givet Wardruna et lyt før i år, på trods af at jeg ivrigt har fulgt med i 'Vikings', og at Peter Bestes ikoniske billede af Einar Selvik som Kvitrafn er et af mine yndlingsfotografier. Men bedre sent end aldrig! At jeg er kommet så meget bagud har dog resulteret i, at jeg har lyttet så til meget til Wardruna, at jeg med vilje ikke offentliggjorde mine mest spillede kunstnere og sange på Spotify i år, fordi projektets navn stod alle vegne.

Årets optur:

Midgardsblot. Denne lille festival i Norge vendte op og ned på min ellers trætte fornemmelse af identiske festivaler  og er kommet på min to do-liste til næste sommer (også fordi Rotting Christ er på plakaten).

Årets største skuffelse:

System of a Down på Copenhell, da bandets manglende entusiasme ikke nærmede sig musikkens ånd, og Mastodons 'Emperor of Sand', fordi samtlige fans og medier ivrigt berettede om, hvordan albummet mindede om mesterværket 'Crack the Skye' og tidligere værker, men det viste sig at være årets største løgn. Øv.

Største ønske for 2018:

Same procedure as last year: et nyt Tool-album.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

Wardruna i DR Koncerthuset og naturligvis at komme på Midgardsblot. Jeg skal heller ikke nægte, at jeg vil gøre alt i min magt for at se A Perfect Circle på Northside, selvom jeg er skeptisk; jeg har for høje forventinger, til at de kan blive indfriet.