Kontrasternes kunst
Populær
Progressiv ekstremmetal tilført passion for klassisk musik; Ne Obliviscaris burde være dit nye yndlingsband og overtage musikherredømmet, og det kan kun gå for langsomt.
2. Libera (Part II) – Ascent of Burning Moths
3. Intra Venus
4. Eyrie
5. Urn (Part I) – And Within The Void We Are Breathless
6. Urn (Part II) – As Embers Dance In Our Eyes
Af en eller anden årsag er den australske metalscene ikke synderlig verdenskendt, hvilket må siges at være ærgerligt, når de blandt andet gemmer på perler som Ne Obliviscaris. Et band, der blandt prog- og musiknørder er ganske velkendt og -anset, men som af uforklarlige årsager endnu ikke har fået det helt store internationale gennembrud – ikke endnu, i hvert fald. Siden deres sidste, stærkt anmelderroste album ‘Citaldel’ fra 2014 er de dog blevet mere omtalte i metalmiljøet, ikke mindst for deres solide, stærke og imponerende liveoptrædender, hvilket vi var med til at dokumentere, da de sidst besøgte landet for et år siden i et propfyldt Beta i København.
En af de ting, der gør det Melbourne-baserede band interessant, er deres kombination af kontraster. Jovist, det lyder som en kliché, men alligevel er Ne Obliviscaris mestre i netop ikke at falde i denne fælde. Da de blev dannet i 2003, var det på baggrund af et internetmøde på et musikforum, hvor grower Xenoyr ledte efter en klassisk musiker at starte et band med, der oprindeligt skulle være en slags blanding af black metal og klassisk musik. Violinisten Tim Charles bed på, men de endte langt fra den originale musikalske idé; growlet og violinen endte med at blive akkompagneret af en lys vokal, også fremført af Tim Charles, mens musikken bevæger sig i den progressive og tekniske del af ekstremmetallen. En ganske interessant cocktail, der bestemt ikke er for alle, men hvis særegenheden båret af en flirt mellem det mørke og lyse, der har en klar inspiration i klassiske kompositioner, ikke er til at tage fejl af. Ne Obliviscaris er et af de få bands, der skiller sig ud fra mængden – ikke fordi de har opfundet den dybe tallerken, men fordi de forstår at sætte umiddelbart uforenelige elementer sammen på en anderledes måde end alle andre, uden at det på noget tidspunkt virker forceret eller malplaceret.
‘Urn’ er ingen undtagelse. På mange måder minder pladen meget om førnævnte ‘Citadel’, ikke mindst hvad angår varighed, antallet af numre og opdeling af sange i flere dele. Alligevel kan en klar udvikling høres. Uden at det skal forstås negativt, præges ‘Urn’ af en fremtrædende klinisk lyd, der er langt skarpere end tidligere udgivelser; alle lag i musikken fremstår klare og tydelige, hvilket giver rum og plads til kompositionens udfoldelse og udvikling. Og netop dét er albummets helt store force – sangene kan køre ud i et, og det medvirker til en følelse af ét samlet værk frem for en samling af sange, som det tit er tilfældet med det gennemsnitlige album. Ofte er de enkelte sangstykker på nippet til at være for meget af det gode, grundet deres enten episke, storladne eller bombastiske udtryk, men lige da denne pirring er ved at nå kogepunktet, forløses den ved et komplet stilskifte, der på forunderlig vis fremføres som en komplet naturlig udvikling, selvom den i sin grundform er markant anderledes.
Et af de bedste og mest fremtrædende eksempler findes, sjovt nok, i albummets absolut svageste nummer, ‘Eyrie’. Sangens første tredjedel styres af en moderat trommerytme, der leder akustisk guitar, violin og Charles’ pseudosentimentale og fløjlsagtige lyse vokal i en melodramatisk stemning, der lige så godt kunne være taget ud af en cheesy kærlighedsmusical. Heldigvis ændres denne knap fem minutter lange katastrofe fra det ene sekund til det andet med dobbeltpedal i samarbejde med en elektrisk guitar, hvis tunge og opdelte spil hurtigt får selskab af Xenoyrs imponerende dygtige growl, der løfter sangens niveau gevaldigt. I bedste Ne Obliviscaris-stil udvikler vokalstykket sig naturligvis til en duet mellem bandets to radikale modsætninger, hvis kontraster senere afløses af violin og metalguitar; to virkemidler, bandet aldrig nogensinde er gået galt i byen med. Og netop derfor er det noget af et sats, at sætte alle de bløde og lyse elementer sammen til at udgøre en helhed i ‘Eyrie’s første del, der desværre falder til jorden grundet én ting; Charles’ endnu ikke fyldestgørende evne som vokalist. Ikke at han synger decideret dårligt, men hans syngestil og -måde virker malplaceret, når den ikke får modspil, hvad enten det er gennem tunge guitarstykker, blastbeats eller growl.
Til bandets og ikke mindst lytterens store held er det heldigvis det absolut eneste, man kan sætte en finger på. ‘Urn’ er ellers en fin tour de force gennem et af de bedste og absolut mest interessante bands, Australien kan byde på.
Det hele kulminerer på ‘Urn (Part I) – And Within the Void We Are Breathless’, som den poetiske og meningsfyldte sangtitel allerede antyder, hvor alle bandmedlemmer skiftevis står frem i det musikalske spotlight for at vise deres absolut bedste evner.
Introens opbygning udvikler sig til det rene strengelir, hvor Matt Klavins’ melodiøse rytmeguitar følges ad med Benjamin Barets blærede guitarsolo i den tekniske ende – i hvert fald rent facademæssigt – hvorefter de inden første vers giver plads til få sekunders fremtrædende og efterfølgende tilbagevendende bas, der med sin Obscura-lignende lyd er med til at understrege, hvorfor Ne Obliviscaris er et must på alle musiknørders playliste. For at dvæle en anelse længere ved bassen blev bandet inden indspilningen til albummet nødt til at fyre deres faste bassist grundet en skandale om hustruvold, hvilket kun har gavnet dem. Den hollandske bassist Robin Zielhorst, der medvirker på ‘Urn’, gør et fremragende stykke arbejde og er med til at løfte både strenge- og rytmesektionen, hvilket dog ikke er den store overraskelse, når han har medvirket i Cynic. Man kan kun håbe, at bandet vælger at beholde ham som studiemedlem. På sangen beviser desuden Dan Presland, der senest også medvirker i bandet Alluvial med de anerkendte amerikanske guitarister Keith Merrow og Was Hauch, hvorfor han er en af de absolut dygtigste trommeslagere i den australske metalscene; han er rygraden i musikken uanset tempo eller stil, uanset om han er i fokus eller ej.
Bandets hovedpersoner, Xenoyr og Tim Charles, udfører begge deres primære opgaver som henholdsvis tekstforfatter og violinist med den vanlige høje og professionelle standard, men det, der i særlig grad fungerer godt i denne sang, er deres vokaler. Xenoyr imponerer med sine growlkundskaber, der spænder fra den ene ende til den anden uden besvær. Alligevel viser ‘Urn (Part I) – And Within the Void We Are Breathless'’ helt store positive overraskelse sig at være Tim Charles, som tager lytteren med bukserne nede, når han halvvejs i sangen pludselig kaster sig ud i falset. Med tanke på ‘Eyrie’ er det bemærkelsesværdigt; en uventet satsning, og som sammen med Preslands hurtige pedaler bringer en ny kontrast og dimension i spil i musikken – der på karakteristisk vis forekommer helt naturlig.
For dét, Ne Obliviscaris i sandhed mestrer foruden medlemmernes enkelte professionelle kundskaber, er opbygninger. De ved, præcis hvilke elementer der skal være i for- og baggrunden, og ikke mindst hvornår. Det giver dem et flydende og gennemgående udtryk uanset stilart, sangstykke eller nummer. De sammensætter deres virkemidler, så musikken bliver enestående. ‘Urn’ er et af årets mest interessante udspil.