Årsliste 2014 – Mads Pedersen

Mads Pedersen begejstredes i 2014 over Triptykon, Primordial og Innsmouth og i det hele taget over det internationale pladeår, mens dansk metal var noget mindre imponerende. Der er også plads til et par ikke-metalliske indslag.

Årets danske album:

1: Narcosatanicos: ’Narcosatanicos’ – Århusianske Narcosatanicos har et bandnavn, man ikke glemmer lige med det første. Man glemmer heller ikke debutpladen, der rammer midt ned mellem Hawkwind, The Stooges (anno ’Funhouse’) og smadret noiserock og punk. Fremragende.

2: Iceage: ’Plowing into the Field of Love’ – Iceage leverede deres til dato mest poppede album, der søgte – eller syntes at søge – inspiration hos Gun Club, The Birthday Party og den slags. Det tog lidt tilvænningstid, især når nu album nr. 2 havde ramt sig egen stil så godt, men det fungerede ligegodt alligevel.

3: Lower: ’Seek Warmer Climes’ – også Iceages frænder i Lower søgte forholdsvis nye græsgange med et ambitiøst post-punk-album, der albumdebuterede med en udgivelse, der legede med et mere klassisk sangskrivningsmæssigt bredformat end tidligere. Interessant og spændende, men endnu lidt uegalt.

4. SEA: ’Sea’ – et dansk band lykkedes endelig med at lave en virkelig god, klassisk hard rock-plade med internationalt format. Forhåbentlig får de en slags gennembrud, for de får som få 70’er-hard rocken til at fremstå frisk. Faren er, at de er et par år for sent på den, nu bølgen er ved at være overstået.

5: Horned Almighty: ’World of Tombs’ – Bølgen, Horned Almighty red på med det fire år gamle og fremragende ’Necro Spirituals’, er også ved at være overstået. Det forhindrede heldigvis ikke Århusianerne i at fortsætte ufortrødent med deres black’n’roll, der holdt et godt niveau og cementerede bandets status som et af de bedste i genren, men som måske ikke var helt så overrumplende smadrende som ’Necro Spirituals’.

Jeg har vist ikke fulgt godt nok med i år, eller også har jeg haft svært ved at lade mig imponere. Af andre danske udgivelser fra i år kan fremhæves Piss Vortex’ selvbetitlede debutalbum, som jeg nok hørte for sent til, at det rigtig kunne nå ind på listen. Derudover har odenseanske Encyrcle gang i noget ret så godt speed metal (https://soundcloud.com/encyrcle/sets/album-promo), men har til gengæld ikke udgivet noget i 2014. Jeg tager gerne mod forslag i kommentarfeltet nedenfor, helst angående bands, som er ude på andet end kassettebånd. Metalcore, post-black og danskerdød frabedes ligeledes.

Årets internationale album:

1: Triptykon: ’Melana Chasmata’ –Hvor mange musikere er det lige, der over 30 år inde i deres karriere bliver ved med at udgive album, der ikke bare er ”gode nok”, men også relevante, udfordrende og nyskabende, og som hæver barren for musikeren selv og resten af scenen? Nej, vel … ? Og så alligevel, for med ’Melana Chasmata’ gjorde Tom G. Warrior med band netop dette på et egensindigt og begsort album, der sætter nye standarder for metallen.

2: Primordial: ’Where Greater Men Have Fallen’ – Efter den mærkeligt ligegyldige ’Redemption at the Puritan’s Hand’ havde jeg egentlig afskrevet Primordial som andet end en bleg skygge af sig selv. Ikke mindst efter forsanger Nemtheangas seneste halvkedelige sideprojekter Twilight of the Gods og Dread Sovereign. Og jeg skal love for, at jeg tog fejl. For med ’Where Greater Men Have Fallen’ leverede Primordial et af karrierens bedste album. Et episk og helstøbt hovedværk. Man føler trang til at iføre sig ringbrynje og begå heroiske og selvopofrende gerninger af at høre det. ”Episk” er ikke ordet.

3: Current 93: ’I am the Last of All the Field that Fell’ – At mit absolutte yndlingsband ender på en tredjeplads siger mest om albummene over. David Tibets projekt er altid under forandring, altid på vej nye steder hen, men evner alligevel altid at holde fast i en kerne, der er umiskendeligt Current 93sk. Denne gang inddrog Current 93 free jazz, burlesque, pianoimpressionisme på et visionært album, der var uden for kategori.

4: Innsmouth: ’Consumed By Elder Sign’ – Disse new zealandske debutanter var en af årets største overraskelser med deres catchy dødsmetal med black-tendenser (med inspiration fra især den græske scene, snarere end den nordiske). Degenereret råhed og råddenskab og catchy som bare Cthulhu. Albummet præsterede overlegen sangskrivning og leverede et perfekt soundtrack til at blive ædt levende af slimboblende kaosguder. Hvis det giver nogen mening. Men albummet er i hvert fald svinefedt, og folk burde skynde sig at investere i det.

5: Pallbearer: ’The Foundations of Burden’ – De nye doomhelte fra Pallbearer fulgte debuten op med et storslået og ambitiøst album, der fortsatte stilen fra debuten men tilføjede nye musikalske nuancer oveni. Betagende og langtidsholdbart.

I det hele taget var det er fornemt år internationalt set, hvor adskillige andre udgivelser skilte sig ud, om end jeg fik de fleste af dem lige sent nok til, at de kunne nå at komme med på årslisten. Jeg lader hånt om alle redaktionens principper og skriver en længere epistel.

Dødsmetallen bød på glimrende udgivelser med Teitanbloods vanvidsdød (’Death’), Morbus Chrons formidable prog-død (’Sweven’) og ikke mindst de debuterende spaniere Domains med deres sataniske dødsmetal, der gav mindelser om Morbid Angels ’Domination’ i en mere old school opsætning (’Sinister Ceremonies’).

Black metallen markerede sig især med virkelig gode album fra de hhv. græske og italienske veteraner Varathron (’Untrodden Corridors of Hades’) og Mortuary Drape (’Spiritual Independence’), der holdt gamle traditioner i hævd og lød friske på samme tid. De østrigske veteraner Abigor kom med et album (’Leytmotif Luzifer’) sent på året; det ligner et hovedværk, men kom lige sent nok. De mere velkendte norske veteraner Mayhem markerede sig også fint (’Esoteric Warfare’) med et album, der var svært at komme ind på livet af, men gav bonus ved gentagne gennemlytninger.

Gentagne gennemlytninger behøvede man ikke for at bølle ud til det amerikanske enmandsband Midnight (’No Mercy for Mayhem’), hvis blanding af Venom, Sodom og Motörhead leverede et formidabelt soundtrack til at tabe øl ud over patronbælter. I en mere episk klassisk metal leverede Dawnbringer (’Night of the Hammer’) en skive, der satte det meste inden for genren til vægs – hvorfor egentlig spilde tid på Grand Magus, der alligevel har tabt teten, når man kan føle sig heltemodig til Dawnbringer?

I den mere progressive afdeling fjernede Cynic sig fra metallen på allersmukkeste vis med deres mest organiske udgivelse til dato (’Kindly Bent to Free Us’). Sanctuary gjorde comeback efter 25 års fravær; jeg troede først, at de mest lød som andenrangs-Nevermore (dvs. lidt som Nevermore har lydt siden 2003), men flere gennemlytninger afslørede et modent progressivt power metal-album (’The Year the Sun Died’). Endelig gik de britiske neofolkpionerer Sol Invictus også progvejen med et album, hvor Agallochs Don Andersons leadguitar trak dette af mig højtelskede band mod nye, spændende horisonter (’Once Upon a Time’).


Årets internationale hit:

Primordial: ’Where Greater Men Have Fallen’ – Hvis ikke man forstår, hvor fedt det her er, så kan man nok slet ikke lide metal.



Årets danske hit:

Iceage: ’The Lord’s Favorite’ – En sang, der meget godt forklarer, hvorfor stilskiftet var ganske vellykket.



Årets genfundne klassiker:

Celtic Frost: Alt (undtagen ’Cold Lake’) – Et nyt Triptykon-album var en kærkommen lejlighed til at høre en masse Celtic Frost. Ikke at man behøver en lejlighed. Det mindede én om, hvor meget Celtic Frost har betydet for metallen.



Den overså jeg i 2013:

Gorguts: 'Colored Sands' missede jeg af en eller anden grund i 2013, fordi jeg altid pga. bandnavnet har troet, at det var kedelig standarddød. Men det viste sig på Copenhell, at det var teknisk og progressiv død af allerhøjeste klasse. Undskyld til Gorguts, som jeg har haft uberettigede fordomme om i snart 15 år.

Årets DVD:

Jeg begyndte heller ikke at se dvd’er i 2014. Hvad skal man med dem? Læs en bog i stedet. For eksempel Dayal Pattersons ’Black Metal: Evolution of the Cult’, der er den indtil videre bedste bog om black metal.

Årets koncerter:

1: Charlemagne Palestine – Remisen, Festival of Endless Gratitude, 08-11-2014 – Det er meget på mode blandt bøhmandssataniske metalbands (en del af dem udgav album, som er nævnt under årets internationale album ovenfor) at omtale deres koncerter som ”ritualer”. En koncert, der i praksis rent faktisk fungerede som et ritual, var den amerikanske komponist Charlemagne Palestines koncert under Festival of Endless Gratitude. Droner, overtoner, klokker og en vokal, der ramte selve urhylet, foran en videprojektion af manden selv, der løb derangeret rundt på en dyrekirkegård og triumferede med bamser, var grundlaget for en af de mest sjælerystende koncerter, jeg nogensinde har set.

2: Fates Warning – Amager Bio, 27-04-2014 – Mens Dream Theater fylder Falconer Salen, måtte Fates Warning spille for små 200 mennesker i et Amager Bio med godt med armplads. Jeg skal spare læserne for mine holdninger til det danske progmetal-publikum i almindelighed, og mine holdninger til, hvad man skal gøre ved problemet, er nok også ulovlige at give udtryk for efter straffelovens §114. Fates Warning var ophavsmænd til én af årets bedste koncerter, som nærmede sig det sublime, både hvad sætliste og fremførelse angår. Et band, der desværre er dømt til kultstatus, men som burde være de største i genren.

3: Aura Noir – Ungdommens Hus, Fredericia, Metal Magic Festival, 12-07-2014 – Det norske kultband spiller blackthrash, der er en slags avantgarde-primitivisme: På én gang rykker det som en nossefastbidende pitbull, og samtidig er det raffineret og skævt med de opdaterede -  eller snarere hulemandsdaterede – Voivodismer. I Fredericia i sommer ramte de toppen. I et normalt koncertår havde de været nummer 1.

4: Nifelheim – Loppen, 11-10-2014 – Nifelheim er kongerne af alt, hvad der er metal i denne verden. Se dem live. Og skam Dem derefter over egen manglende metalitet.

5: Current 93 – Jazzhouse, 17-05-2014 – Current 93 – uanset hvem der så udgør David Tibets band på det givne tidspunkt – er altid gode live, og det var de også på Jazzhouse til en koncert, der rummede adskillige magiske stunder.

Boblere:
Spids Nøgenhat – Den Grå Hal, 20-09-2014 og Avalon, Roskilde Festival, 05-07-2014
Inquisition – Ungdommens Hus i Fredericia, Metal Magic Festival, 11-07-2014
Triptykon – Hades, Copenhell, 12-06-2014
Bölzer – Ungdomshuset, Kill-Town Death Fest, 06-09-2014
Obliteration – Ungdomshuset, Kill-Town Death Fest, 06-09-2014
Nurse With Wound – Mayhem, 31-05-2014

Årets internationale navn:

Triptykon – Det var sådan et flot år for Tom G. Warrior & co. med et formidabelt album og en masse koncerter og fortjent anerkendelse over det hele. Gid de også må få et kommercielt gennembrud.

Årets danske navn:

Spids Nøgenhat – Udgav ikke noget nyt, men spillede en række fremragende koncerter, vandt priser og var oven i købet fulde til prisoverrækkelse på tv. Et yderst fortjent folkeligt gennembrud.

Årets nye internationale navn:

Innsmouth –  Ved Shub-Niggurath! Innsmouth leverede et fremragende album med ’Consumed By Elder Gods’. En eller anden form for gennembrud burde komme, men gør det sikkert ikke alligevel, fordi verden er uretfærdig. Der er bonuspoint for, at et af medlemmerne kalder sig for ”Neilanderthal”.



Årets nye danske navn:

SEA – Det debuterende 70’er-rockband udgav en mere end vellykket debutskive, som det desværre kun syntes at være metalmedierne, der fik øjnene op for. Det kan undre, når middelmådigheder som Kadavar kan fylde Loppen, og for tidligt afdankede bands som Graveyard kan få Helviti-scenen på Copenhell. 2015 bør være året, hvor flere får øjnene op for bandet, der har international klasse inden for genren.



Årets comeback:
Primordial – Jeg troede egentlig, de var omtrent færdige og udspillede efter den middelmådige ’Redemption at the Puritan’s Hand’ og efter en række kedelige sideprojekter. Aldrig har jeg været så glad for at tage så meget fejl.

Årets optur(e):
- Horrorforfatteren Thomas Ligotti udgav endelig to nye noveller.
- Shirley Collins som uannonceret opvarmning for Current 93 08-02-2014 i Union Chapel i London. Shirley Collins er den største engelske folksangerinde nogensinde og at se hendes første optræden live i 35 år var noget af det største, jeg nogensinde har oplevet. Det var en af de ting, jeg aldrig havde regnet med at skulle få at se.
- Triptykon
- David Tibets (Current 93) samlede tekster udkom endelig i bogformat små ti år efter, jeg forudbestilte dem.
- Bogudgivelse af de samlede numre af det ekstraordinært gode finske fanzine Isten
- Portvin i almindelighed
- West Hams efterår
- Kill-Town Bookings’ program
- Jazzhouses program
- Metal Magic
- Fjenden. Mere (berettiget) kritik og mindre (uberettiget) rygklapperi i 2015, tak.
- På det personlige plan var jeg heller ikke ked af at tale om Nordpolen i fiktionens verden for en fyldt Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek i efteråret.
- Nu hvor jeg på diskret vis er i gang med selvrosen: Jeg samarbejdede også med én af mine yndlingsforfattere, briten Mark Valentine, om en oversættelse af nogle af journalisten og forfatteren Knud Holmboes ungdomsdigte. Udgivelsen er forlængst udsolgt, men at få lov at arbejde sammen med Mark Valentine var altså en ret så udsøgt fornøjelse.

Årets største skuffelse:
Her er der dødt løb mellem AC/DC og Judas Priest, der begge udgav sært ligegyldige album i år. Når det så er sagt, så kunne man vel med en vis rimelighed forlange og forvente noget mere af Judas Priest end af AC/DC, så de får lov at vinde i denne lidet hæderværdige kategori, selvom AC/DC’s ’Rock or Bust’ egentlig var et langt værre album.

Andre skuffelser i løbet af året:
- Malcom Youngs demens og Phil Rudds besynderlige opføren sig som en fattigmands-Phil Spector. Henholdsvis sørgeligt og uværdigt.
- At Kill-Town Death Fest er stoppet, og at næste Heavy Days in Doomtown er den sidste.
- Dansk metal. I 2014  var der langt mellem snapsene. Langt mellem guldøllene. Langt mellem dem, der bare havde pilsnerstyrke. Og følgelig alt for få reelle kandidater til en top 5.
- At Sabaton findes.
- At Sabaton har et publikum. De burde tvinges til at høre Sabaton som straf, men problemet er, at de jo nok ville kunne lide det. Her tænker jeg både på Sabaton selv og deres publikum.

Største ønske for 2015:
- Mindre retrorock og højere standarder: Gid bands gjorde som Tom G. Warrior eller Current 93 eller Morbus Chron eller Cynic eller Domains eller Primordial eller Pallbearer eller andre vellykkede ting ved det forgangne år. At tingene ikke bare er ”gode nok”, men i stedet gennemarbejdede og med en unik lyd og en egen identitet.
- At drikke mere portvin.

Det glæder jeg mig mest til i 2015:
- Heavy Days in Doomtown har et flot line up.
- Det har Metal Magic i Fredericia også.
- Så var der vist heller ikke meget mere at se frem til på nuværende tidspunkt.