Copenhell 2014: Klasse fornægter sig ikke

Populær
Copenhell 2014: Klasse fornægter sig ikke

Tom G. Warriors Triptykon var oppe mod dårlig lyd og et lidt vel solskinsramt spilletidspunkt. Men bandets begsorte klasse fornægtede sig ikke.

Kunstner
Dato
12-06-2014
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

Der er få nulevende musikere, der er så kompromisløse i deres kunstneriske vision som Tom G. Warrior, der gennem hele karrieren har forsøgt at sætte barren højere, hver eneste gang han har lavet – oftest, men ikke altid med stor kunstnerisk succes (*host* ’Cold Lake’ *host* Apollyon Sun).

Kunstnerisk succes er der dog så rigeligt af i Triptykon, hvis seneste album, ’Melana Chasmata’, er en mørk og sortsindet åbenbaring af en plade, der er et af Warriors karrieres højdepunkter – og om hvor mange kunstnere kan man egentlig sige, at de vedbliver at udgive kunstnerisk relevante værker over 30 år inde i karrieren? Ikke ret mange. Tom G. Warrior er et unikum og et kunstnerisk fikspunkt på en metalscene, der nogle gange synes at være kunstnerisk stagneret.

Progressiv metal?

Warriors guitar lyder ikke som en guitar; den lyder som en levende, ondsindet entitet, som en alien, der er fremmed for det menneskelige. Det er ikke tilfældigt, at Warrior og den nyligt afdøde schweiziske kunstner H.R. Giger, der også designede en stor del af filmen ’Alien’s visuelle side, delte en fælles vision, og at Gigers værker prydede både Celtic Frost- og Triptykon-omslag. Warriors guitarlyd er viskøs, så tyktflydende, at man skal skære sig igennem den. Den har en helt unik tone, og det er, som om meget af Triptykons tonstunge tyngde simpelthen ligger i selve instrumenternes lyd og de toner, der spilles. Man kan mærke lyden fysisk på en dejligt ubehagelig måde. Det er progressiv metal i ordets egentlige betydning – Triptykon er originale, og ingen bands lyder rigtig som dem, selvom de har en base i et sært amalgam af black, death og thrash metal metal med doomy elementer og på en bund af dyb melankoli og misantropi. Ikke så mærkeligt, når nu Warriors gamle bands har spillet så stor en metalhistorisk rolle i at udforme bemeldte genrer.

Lydproblemer

Netop fordi lydmaterialet er så vigtig en del af Triptykons udtryk, var det en skam, at lyden under de to første numre var nærmest pinefuldt lav. Man kunne stå 10 meter fra scenen og føre en samtale uden at behøve at løfte stemmen. Tværtimod ville man nok nærmere blive nødt til at dæmpe den, for ikke at overdøve musikken. Det ødelagde blandt andet den ellers udødelige Celtic Frost-klassiker ’Circle of the Tyrants’. Jeg tror i hvert fald, det var den, for det var ærligt talt svært at høre. Vindforholdene havde selvfølgelig en del af skylden for den ofte tvivlsomme lyd på Hades-scenen, men her var et eller andet helt galt. Det samme gjorde sig gældende under den normalt så majestætiske ’Goetia’, hvor bassen var væk, ligesom Warriors vokal var det.

Det virker ligeledes lidt mystisk at placere Triptykon tidligt på aftenen, før det bliver mørkt. Selvfølgelig er det en festival, og alle kan jo ikke spille efter mørkets frembrud og alt det der, men at sætte Within Temptations dødfødte melodunte grand prix-metal på en time senere end Triptykon føles noget fejlprioriteret.

Rå, primal urkraft

Efter de første to numre rettede lyden sig dog noget – det var stadig forholdsvis lavt, og jeg tvivler på, at man fik noget ud af koncerten, hvis man stod længere end 15 meter væk fra scenen, men det blev dog tåleligt, og man kunne endelig mærke den rå, primale urkraft, Triptykon besidder.

Et højdepunkt var komboen i midten af sættet med ’Tree of Suffocating Souls’ med dens psykedeliske guitarsoli, derefter ’Altar of Deceit’ i en monstrøst tung udgave, efterfulgt af Hellhammers ’Messiah’, også i en knusende tung ny udgave. De riffs, bandet spiller, er sgu svære at overgå, og de mange temposkift foregik glidende, men ikke spor glatpolerede.

Bandet spillede fremragende, det skal Warriors legendestatus ikke skygge for. Sammen lyder bandet som en enhed, en fælles bevidsthed orkestreret af Warrior. Trommeslager Norman Lonhard lægger adskillige fills ind i de instrumentale passager, som skaber yderligere dynamik i et materiale, der har høj klasse, men som live måske kan forekomme en anelse enslydende. Og den kvindelige bassist Vanja Slajh… det var T-U-N-G-T! Til gengæld var det, som om der igen kom lidt lydproblemer i den afsluttende ’The Prolonging’, hvor det var svært at høre Warriors ellers så mægtige vokal.

De må gerne komme tilbage på Copenhell – i mørke og uden lydproblemer. Eller på et godt, indendørs spillested. Karakteren afspejler ikke rigtig bandets præstation, men snarere omstændigheder, som bandet ikke kan gøre for. De fortjener en lyd, der yder dem retfærdighed. Der var nu alligevel grund til begejstring. Og selv den ellers så bistert udseende Warrior så fra tid til anden helt glad ud, som han stod der med vinden blæsende i sit tyndslidte hår.