Lyden af en sørgelig svanesang

Populær
Lyden af en sørgelig svanesang

En musikalsk fallos er faldet. AC/DC’s første udgivelse uden ankeret Malcolm Young er lige så åndsforladt som idéforladt.

Kunstner
Titel
Rock or Bust
Dato
01-12-2014
Distributør
Genre
Trackliste
01. Rock Or Bust
02. Play Ball
03. Rock The Blues Away
04. Miss Adventure
05. Dogs Of War
06. Got Some Rock & Roll Thunder
07. Hard Times
08. Baptism By Fire
09. Rock The House
10. Sweet Candy
11. Emission Control
Karakter
2

Et chok gik gennem rockverdenen, da nyheden om Malcolm Youngs tiltagende demens på sørgelig vis betød rytmeguitaristens exit fra det band, han gennem 40 år har været styrmanden for.

Den ærgerlig nyhed nåede dog ikke at fylde længe, før trommeslager Phil Rudd stjal spotlyset med sine kriminelle eskapader. En glidebane, der har frigjort ham selv fra gruppen, som Angus Young på diplomatisk vis udtrykte i et nyligt interview.

Rudd er en mesterlig trommeslager, og det bevidner man nok engang på ’Rock or Bust’. Men det er omtrent også det eneste positive, der er at sige om bandets femtende album –  det første, gruppen har indspillet uden deres kreative anker og ophavsmand til deres største numre, Malcolm Young, der i stedet er afløst af nevøen Stevie Young.

Onkelen er stadig krediteret for sin medvirken til at skrive musikken, men ifølge Angus Young, er der mere tale om passager og ideer, de to brødre har skrevet gennem årene, og som er blevet sat sammen under indspilningerne – nærmest tilfældigt skulle man tro.

Det starter såmænd ellers udmærket med titelnummeret, der åbner med AC/DC’s umiskendelige guitarlyd. Eller rettere sagt ny variation over et klassisk AC/DC-riff, der altid føles som et kærkomment deja vu med nerve og nosser. Den efterfølgende ’Play Ball’, det første singleudspil, har nogenlunde ilt til at stå distancen.

Men så rækker blodtilførslen heller ikke længere. Resten af pladen er lige så ophidsende som en nonnes sexliv. En musikalsk fallos er faldet, og selv hvis rockstjerner kunne få inspirationsviagra, ville det simpelthen kræve en mindre lagerhal, før bandet havde fået ’Rock or Bust’ til at rejse sig op på det hårde niveau. Brian Johnson synger forpustet og lyder mere som en, der gør det mere af nød end lyst. Angus Youngs soli er sjældent hørt mere anonyme. Som om al inspiration, nærvær og sjæl er forsvundet med brorens exit.

’Rock the Blues Away’ er en søgt og arketypisk feel good-skæring – glemt lige så hurtigt, som den er hørt. ’Miss Adventure’ hører til i en så kedsommelig afdeling, at bandet selv må være fuldt bevidst om, at de næppe behøver øve på den til kommende koncerter.

Den bluesinspirerede ’Dogs of War’ og ’Got Some Rock & Roll Thunder’ svinger nogenlunde som traditionelle rockhymner, men der er langt til fortidens powerage, der kunne overbevise enhver uindviet i rockens verden om deres storhed. Det er jo ikke tilfældigt, at AC/DC har solgt 200 millioner plader.

’Baptism by Fire’ havde måske været interessant, hvis det var en coverudgave af det svenske black metal-band Marduks nummer af samme navn. Det er naturligvis ikke tilfældet. I stedet er det endnu en halvhjertet skæring, der er lige så åndsforladt, som titlen er idéforladt. I samme afdeling kan man roligt placere ’Hard Times’ og ’Rock the House’.

Først i ’Sweet Candy’ stiger pulsen og byder på en snert af den lumre charme, som kun AC/DC kan udtrykke musikalsk. Her får man igen et smil på læben og lyst til at rocke med. Men potensen falder fluks til lukkeren ’Emission Control’, der er slatten som en søulv, og kikset fader langsomt ud. Omend ganske symbolsk for den kreative flamme i AC/DC, der igennem 40 år aldrig har været på så lavt et blus.

En samlet spilletid på en halv time, den korteste udgivelse i deres karriere, peger også kun i en retning. ’Rock or Bust’ lyder som en svanesang. Et testamente, der ikke behøves at blive hørt højt. Men så er det godt, de trods alt efterlader en arv med nogle af rockhistoriens bedste sange.