Intet mindre end mesterligt

Intet mindre end mesterligt

Kun få valgte at besøge Amager Bio for at se legendariske Fates Warning, som ikke lod sig mærke af fremmødet og gav publikum en af de fine koncertoplevelser.

Spillested
Dato
23-04-2014
Distributør
Trackliste
One Thousand Fires
One
Life in Still Water
Into the Black
A Pleasant Shade of Gray, Part III
A Pleasant Shade of Gray, Part V
A Pleasant Shade of Gray, Part VI
A Pleasant Shade of Gray, Part XI
The Eleventh Hour
Point of View
Firefly
Through Different Eyes
Wish
Another Perfect Day
Monument
----------------
Still Remains
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Det lignede en af de dage, hvor man på det danske publikums vegne - eller snarere manglen på samme - ville få svært ved at krumme tæerne ud igen. Amager Bio var i den grad sparsomt belagt med menneskelige individer, da klokken onsdag aften passerede 20, og italienske Kingcrow stod på scenen som opvarmning til mægtige Fates Warning.

Heldigvis skulle man tre timer senere stå med et smil på læben og vide, at trods det faktum, at vi var få, så løftede vi i flok og gav amerikanerne så meget tilbage, at også de må have fået en fornøjelse ud af tiden på Amager. Men sådan forholdt det sig ikke med Kingcrow, som i en kedelig lyssætning og med en glad, men også lidt for fjollet frontmand ikke kom så heldigt ud af at spille for en nærmest gabende tom sal. Musikerne var ellers kompetente nok, og når det var bedst, var der associationer til Pain of Salvation. Problemet var publikum, der virkede lamslåede over det sløje fremmøde og ikke rigtigt vidste, hvordan bandet skulle tackles bortset fra høflig applaus. Nå ja, der var da også lige et par meget begejstrede fulde folk helt i front, men lige lidt hjalp det, når bandet ikke virkede så trænede i at stå på en scene.

Der burde have været flere

Da Fates Warning gik på, var fremmødet stadig sådan, at koncerten med rette kunne have været afholdt hos lillesøsteren Beta, der ligger dør om dør med Amager Bio. Klokken var ikke meget over 21, da showet blev skudt i gang med åbneren fra den seneste skive 'Darkness in a Different Light', og den tidlige start har måske overrasket folk - i hvert fald var der flere i salen, da koncerten sluttede, end da den startede.

Man kan undre sig over, hvorfor et band, som helliges så meget plads i den fantastiske bog om progressiv metal 'Mean Deviation' (anmeldt HER), ikke kan trække flere til og står så meget i skyggen af fx Dream Theater. De tekniske evner og de gode sange har bandet i hvert fald så rigeligt. Men med ni år mellem det nye album og det forrige, og generelt flere år mellem de senere album, så har flammen måske ikke været holdt nok i live til både at opsøge nye fans og holde de gamle til ilden.

Modtagelsen af bandet var ellers varm, så det var i hvert fald et publikum, som havde glædet sig til endelig at se Fates Warning efter det lange fravær på scenen. Bandet bestod af den karismatiske Ray Alder på vokal, hemmelighedsfulde Jim Matheos på guitar, udadvendte Joey Vera på bas, den koncentrerede og dygtige trommeslager i Bobby Jarzombek samt stand-in Michael Abdow på guitar. Det kunne godt være, at publikum kunne have været presset ind i førnævnte Beta, men det kunne bandet ikke. Dels så havde de en aura, som trods noget samtidigt jordnært også emmede af store scener og stjernetække. Dels stillede bandet med herligt stort trommesæt på podie, fullstack basanlæg på både højre og venstre side af trommerne og så naturligvis et fullstack hver til guitaristerne.

Lækker vokal

Ray Alder synger på sine ældre dage ikke så lyst, som da han bragede gennem lydmuren på sin første studiepræstation med bandet, det fjerde album 'No Exit'. Til gengæld har han en fantastisk blød og lækker vokal i et mellemtoneleje, hvor der så lejlighedsvis gås højere eller dybere. Han viste sig som en dygtig live-vokalist og en glimrende frontmand denne aften. Der blev nogle steder sprunget over nogle gærder, men det var på en fed måde, og andre steder var det fortryllende at høre en nutidig fortolkning af et ældre nummer som fx 'Point of View'.

Han spankulerede rundt på scenen, som om det på én gang var hans dagligstue og på samme tid, som om han var med i det største rockband på et stadion og gestikulerede ivrigt og med masser af mimik til de fede vokallinjer. Hyggelig og samtidig overlegen.

Trommelir

På trommer var det en sand fryd at opleve Bobby Jarzombek. Godt nok lyste koncentrationen ud af ham, så man kunne frygte for musikkens virilitet, men det betød intet. Det var teknisk, men også utroligt levende i det udsøgte samspil med bassist Joey Vera, der havde en fantastisk ren, men samtidig herligt dyb tone. Det var uhyggeligt og knusende tight, hvilket specielt lod sig mærke, så hårene rejste sig i 'III' fra 'A Pleasant Shade of Grey'.

Jim Matheos virkede som den eneste lidt, som om han befandt sig i sin egen verden. Ikke umiddelbart i skuffelse over fremmødet, men mere som om han var en lidt privat person. Hans spil var dog glimrende, og det blev til flere fornemme soli, selvom de fleste af den slags var overdraget til guitaristen i den anden side af scenen, Michael Abdow, der vikarierede for Frank Aresti. Han blødte dog lidt op undervejs, og i 'Another Perfect Day', så man ham ligefrem stå og synge med.

En velplanlagt sætliste

Så længe man havde gjort sig klart, at materiale fra John Arch-tiden - før Ray Alder kom med - ikke ville blive spillet, så må sætlisten have behaget flertallet. I hvert fald med øje for, hvor fed den nye skive er. Men også 'One' fra den sene plade 'Disconnected' rykkede fedt side om side med fine valg fra konceptskiven 'A Pleasant Shade of Grey' og flere fuldfede hits fra 'Parallels'.

Det var en god og lang koncert, som uden problemer kunne have endt "on a high" med progmetal-spitzenklasse-nummeret 'Monument', hvor rytmesektionen virkelig får lov at lege. Det var eminent, og derfor også forståeligt, at publikum insisterende kaldte bandet tilbage til et ekstranummer. Overraskende blev det den lange 'Still Remains' fra 'Disconnected'. Ikke et øje tørt. Simpelthen fremragende. Ikke bare afslutningen, også oplevelsen alt i alt.

Stor cadeau til bandet for en eventyrlig oplevelse og liges å stor cadeau til de fremmødte, som i den grad passede på klichéen "selvom vi er få, er vi mange". Det gav pote - man fornemmede at bandet virkelig følte sig værdsat og derfor også i stand til at levere mere end rutine fra en ferm og mangeårig musiklærdom.