Med smuk skrøbelighed skal ondt fordrives
Populær
Myrkur er kommet langt siden udgivelsen af ’M’; på sangniveau er ’Mareridt’ næsten perfekt, hvorimod den halter på et generelt albumniveau.
2. Måneblôt
3. The Serpent
4. Crown
5. Elleskudt
6. De Tre Piker
7. Funeral (featuring Chelsea Wolfe)
8. Ulvinde
9. Gladiatrix
10. Kætteren
11. Børnehjem
Et storladent, kraftfuldt og smukt skrig runger i bjergene og kalder til samling. Torden brager i baggrunden, mens Myrkurs fe-stemme synger om et dystert, mørkt og ensomt sted ude i naturen, hvor hun underkaster sig ukendte kræfter.
Med mystik, skrøbelighed og den oldnordiske sangtradition kulning indleder Amalie Bruun således sit andet studiealbum, der allerede ved åbnings- og titelnummeret ’Mareridt’ virker lovende. Albummets videreudvikling i ’Måneblôt’, som tager samtlige elementer til et meget mere intenst og fremstormende niveau, gør kun sagerne bedre. Fans af hendes første studiealbum ’M’ vil også nikke genkendende til de rå black metal-stykker, sangen byder på – selvom hendes stemme stadig ikke mestrer denne vokalform – og ikke mindst de tunge guitarriffs, der udgør basen for det efterfølgende nummer ’The Serpent’, som publikum på årets Sweden Rock Festival blev introduceret for.
Alt virker ved det gamle, blot i en fornyet form, hvor Myrkur lader til at have fundet fodfæstet en anelse bedre siden udgivelsen af ’M’. Følger man hende på de sociale medier, ved man også, at hendes tidligere fascination af black metal-kulturen nu er blevet udskiftet med den oldnordiske kultur, som har sat sine tydelige spor i hendes koncerter og er tydelig på ’Mareridt’, hvor hun blandt andet bruger det oldsvenske instrument nøgleharpe flittigt og har lavet et cover af den nordiske folkesang ’De Tre Piker’.
Alligevel byder albummet på flere overraskelser, der hverken har at gøre med Myrkurs gamle identitet eller den nye, der bærer et nordisk præg. Allerede ved fjerde sang ’The Crown’ er man faktisk i tvivl om, hvorvidt man stadig hører Myrkur, eller om en af Lana Del Reys melankolske sange på mystisk vis har sneget sig ind; vokalen på versene er i et dybt toneleje og fokuserer på vokalerne (altså sproglyden, ikke stemmen-som-instrument), ligesom man eksempelvis kan høre på vintagedronningens sange ’Yayo’ og ’Honeymoon’. Og det skal ikke nødvendigvis tages som kritik, for Lana Del Rey er en yderst talentfuld kunstner, men sangen virker svært malplaceret.
Til albummets forsvar er det ikke et enestående tilfælde. Allerede tre sange senere dukker et lignende nummer op, ’Funeral’, der dog grundet sine musikalske tunge industrial/doom-elementer virker mere afstemte med resten af pladen – også da sangen oven i købet gæstes af den gotiske sangerinde Chelsea Wolfe, der bidrager med sin karakteristiske dystre, atmosfæremættede og spøgelseslignende vokal, der klæder og komplimenterer Myrkur utrolig godt. Man kan håbe, at Myrkur også medvirker på Chelsea Wolfes kommende album ’Hiss Spun’, for deres duet i omkvædet på ’Gladiatrix’ er endnu et bevis på, at de to sangerinder burde overveje at starte et fællesprojekt.
Og selvom ’Mareridt’ er et kort album på kun 38 minutter, ville det ikke have gjort noget at undlade de to sidste sange som afslutning. ’Kætteren’, et instrumentelt nummer i middelalderstil, der gæstes af Maria Franz og Christopher Juul fra Heilung, ville have passet bedre i stil med albummets mere folkinspirerede sange i starten i stedet for at blive forceret i slutningen som en påmindelse om Myrkurs rødder i det nordiske.
Afslutningsnummeret ’Børnehjem’ derimod måtte gerne være blevet undladt helt. En lille pige fortæller i en computerkreeret stemme, som mest af alt minder om noget fra en gyserfilm med lavt budget, om, hvordan hun er blevet besat af dæmoner, og hvad de har fået hende til at gøre. Jovist, det er muligt, at Amalie Bruun kan relatere til denne karakter, men udførelsen af budskabet er ikke just vellykket og fremstår som et vedhæng uden funktion i forhold til resten af pladen, selvom sangen ironisk nok er den eneste med en reel og umiddelbar relation til albumtitlen.
For ’Mareridt’ virker ikke særlig mareridtstagtig, tværtimod. Alle sange har på hver deres måde en skønhed og elegance over sig, som umuligt kan relateres til frygtindgydende drømme. De kan være mørke og dystre, ja, men ikke nogen, man bliver rigtig bange af. På mange måder kan albummets Norge-tilbedende og i øvrigt utrolig velkomponerede andensingle ’Ulvinde’ kaste lys over dette paradoks. Sangens tekstunivers emmer af et vaskeægte mareridt, mens dens eventyragtige melodi, flirtende vokal og fe-kor medvirker til det stik modsatte. Myrkur har evnen at kunne gøre det onde til noget tiltrækkende og lokkende; ”Det er her at jeg vil leve,/ det er her at jeg vil dø” lyder det i sangens andet vers, som er den præcise følelse, lytteren efterlades med efter at have hørt albummet.
’Mareridt’ er ikke noget mesterværk, langt fra, men det er nogle af sangene tæt på at være. Selvom den oplagte mulighed for at lave et konceptalbum med en klar rød tråd igennem ikke er blevet brugt, og de fleste sange er for forskellige og indeholder alt for store variationer til at kunne indgå på samme plade – og ikke mindst til at være blevet lavet af samme kunstner – kan man ikke fornægte hver enkelt dens generelle kvaliteter i komposition, stemning, sammenhæng og udførelse. Der er et stykke vej endnu før Myrkur finder sin sande stemme og særegne personlighed som kunstner, men de brudstykker, ’Mareridt’ løfter sløret for, virker som et varsel om en af de mest spændende danske musikere i nyere tid.