Midgardsblot '17 – Lørdag

På sidstedagen af årets Midgardsblot blev Devilution helt igennem forelsket på festivalen, der bød på en stærkt positiv musikalsk overraskelse med danske Heilung.

Ligesom dagen forinden var Devilution nogle af de få, der var stået op inden kl. 14, og som havde bevæget sig ind mod festivalpladsen. Ikke at vi bebrejder campisterne, for campingområdet er en af de bedre og hyggeligste, en festival i Europa har at byde på; den ligger midt i en skov ned til vandet, der er fællesbål hver aften, og så byder den lille madbod på pladsen på både veganske og kadaverfyldte retter og vigtigst af alt – kaffe om morgenen.
 
Første band, få festivalgæster fik heldet af at opleve, var det Bergen-baserede doomband Sahg, der tidligere bestod af blandt andre Einar Selvik og Tom Cato Visnes, bedre kendt som King ov Hell. Nu er lineuppet et helt andet, heriblandt med guitarist Ole Walaunet, der også medvirkede i Gaahls Wyrd aftenen inden, hvilket godt kunne se på hans tømmermændsramte ansigt. Ikke desto mindre leverede de en 40 minutters svingende omgang doom.
 
På den halve time, der var til næste navn, gik vi på opdagelse og var så heldige at falde over en metalyogatime med tyske Saskia Thode, der til trods for sin mangel på den klassiske yogatradition ikke desto mindre var underholdende at kigge på. Til lyden af blandt andet Behemoth og synet af hornhåndtegn i vejret growlede instruktøren og eleverne til spøjse og fysisk hårde bevægelser.
 
Vi fortrød hurtigt, at vi valgte at gå tilbage til hovedscenen for at se dagens andet band, Synkvervet, en mærkelig og næsten komisk blanding af Nightwish og Dimmu Borgir, der hurtigt blev så kedsommeligt og intetsigende, at det blev mere spændende at gå på jagt efter øl; på festivalens barer bruger de den påfyldningsmetode, hvor glassene fyldes med øl fra bunden, der derefter lukkes med en magnet. Midgardsblot havde endda været så snu at få specielt designet festivalmagneterne til øllene, hvilket der gik sport i i at samle – hos Devilution var der ingen undtagelse.
 
Med øl i hånden og nogle få magneter rigere bevægede vi os mod de forskellige boder, hvor vi faldt over en norsk kunstner, der tegnede farverige og søde monstre, hun trykte på muldeposer og t-shirts, heriblandt en pony i regnbuens farver med teksten “I don’t give a fuck”. Til kunstnerens store overraskelse var disse t-shirts stort set udsolgte. Hun kendte tydeligvis ikke til det berømte meme med dødsmetalponyen og regnbuen, der stadig bliver mere og mere in at have på til koncerter – og netop af denne årsag fik vores kære fotograf Jacob Dinesen erhvervet sig en hvid t-shirt med en farverig pony og stødende tekst på, som man uden tvivl vil kunne få at se snarest muligt til metalkoncerter rundt om i landet.
 
Vores fravær til Synkvervet gav os heldigvis mulighed for at se Virelai, et dansk middelalderband med Jacob Hee Lund fra Huldre på trommer, som spillede små sæt alle festivalens dage. Her blev vi introduceret til folkelige violin- og trommemelodiske viser ledt an af en kvindelig vokalist, der sørgede for at inddrage publikum gennem scenetilstedeværelse, indlevelse og fællessang, der optog alles opmærksomhed.
 
Endelig blev det tid til en af dagens favoritter, finske Oranssi Pazuzu, som Devilutions udsendte synes gav en af årets bedste koncerter da de spillede på Gloria under Roskilde Festival, i modsætning til hvad vores anmeldelse fra den koncert ellers fortæller. Vi var dog noget spændte på, om det psykedeliske black metal-orkester kunne lave en lige så imponerende og opslugende optræden i dagslys på en open air-scene, hvilket imidlertid ikke viste sig at være noget problem. Et problem var bandets udstyr og basforstærker dog, og det forsinkede dem med et kvarter, hvilket naturligvis gik ud over deres spilletid, da koncerten ikke kunne forlænges grundet scenens stramme skema. Den halve times koncert, finnerne nåede at opføre, var bestemt ventetiden værd; indlevelsen var i top, ligeså den syrede musikalske atmosfære, de skabte med deres lange, jam-lignende og altid udviklende instrumentale stykker. Og som var det nøje planlagt, blæste mange små blade ind på scenen grundet dagens kraftige vind, hvilket kun var med til at understøtte Oranssi Pazuzus meget forfriskende og alternative tilgang til black metal. Under koncertens sidste fem minutter blev bandet tilsyneladende ramt af tekniske problemer endnu en gang, der denne gang gik ud over guitarist Niko Lehdontie, hvis performance uden tvivl var gruppens mest interessante; med sine bare fødder bevæger han sig rundt på sin side af scenen som en besat musiker, der er et med sit instrument, og som føler, at ethvert anslag kommer ud af sin krop – på mange måder minder hans sceneoptræden om Tribulations Jonathan Hultén. Det var derfor med stor ærgrelse, at han blev nødt til at forlade scenen før tid, og efterlade den langt mindre dynamisk, end den havde været resten af koncerten.
 
Efter den fede og syrede oplevelse, finnerne havde udsat publikum for, var det rart med en afveksling i form af Aura Noir og deres ligeud af landevejen blackened thrash. Med lædertøj, nitter, solbriller og vind i det lange hår tog det norske band prisen for festivalens absolut mest rock 'n' rollede act, hvilket også reflekteres i deres musikalske udtryk. Der er ikke meget pis og ikke det store at forholde sig til udover at drikke øl, mens man hører musik. Det kunne derfor ikke have været meget passende, at netop Aura Noir blev ramt af dagens mest kraftfulde blæsevejr, for deres lyd var alligevel så mudret og simpel, at det ikke gjorde den mindste forskel.
 
Det blev endnu engang tid til at have finnere på scenen, denne gang i form af Moonsorrow og deres pagan metal. Rent visuelt leverede de dagens hidtil mest spændende show der ikke efterlod nogen tvivl om, at det var et yderst rutineret band. Sættet var velspillet, energien i top, sceneshowet yderst dynamisk, og så var bandet utrolig gode til hele vejen under koncerten at holde tæt kontakt med publikum. Deres udadvendthed smittede af på det tætpakket publikum, der svarede igen med klapsalver, fællessang, anerkendende råb, horn og moshpits. Moonsorrow ved, hvordan en koncert skal eksekveres med succes!
 
Og så kom festivalens helt store overraskelse, danske Heilung. Til trods for, at bandet kun har udgivet et album, ‘Ofnir’ tilbage i 2015, og de kun havde en livekoncert i bagagen til den hollandske festival Castlefest to uger forinden, stod bandet alligevel blandt de øverste på plakaten for årets Midgardsblot. Og det var med god grund. Orkestret havde et yderst imponerende og dekorativt sceneshow fyldt med kranier, fjer, grene og andet naturheksenips. Medlemmernes kostumer var også af primitiv karakter, hvor både ulvepels og hjortehorn var i centrum, hvilket kun forstærkede det univers, som scenerekvisitterne og de mange trommeinstrumenter udgjorde – og apropos trommer var det ikke nogen overraskelse, at Huldres Jacob Hee Lund også medvirkede i dette ensemble.

Da bandet gik på, samledes de midt på scenen i en cirkel, hvorefter en shaman ved hjælp af frisk urterøgelse velsignede dem og indledte det ritual, koncerten sagtens kan karakteriseres som. Uden at overdrive var den ene time, orkestret havde fået tildelt på festivalens hovedscene, det mest imponerende og gennemførte, et dansk band har præsteret i nyere tid. Heilungs nordisk inspirerede naturhekseunivers var tryllebindende, fascinerende og opslugende. Musikken var langt mere gennemført end den ellers er på plade, hvor særligt den solide rytmesektion beholdte publikum i en andenverdslig trance, der sagtens kunne have fået alle til at smide tøjet og begynde at messe i en underjordisk tunge. Alle blev opløftet fra tid og rum og kom først til fornuft, da orkestrets kor, en gruppe skjold- og spydbærende mandlige krigere i bar overkrop malet i sort fra top til tå, gik ned fra scenen til publikum og hoppede blandt den forheksede menneskemængde. Efter hvad der føltes som ingen og al tid på en og samme gang, stoppede Heilungs upbeat, Wardruna- og Fever Ray-inspirerede primordiale musik til lyden af overdøvende klapsalver og stampen i jorden. “One more time” lød på tværs af hele festivalens areal i lange minutter, hvorefter publikum måtte opgive at få stillet deres sult efter mere trolddom.
 
Ingen burde snyde sig selv for en så overvældende oplevelse, og alle opfordres hermed til at få set bandet, næste gang de giver koncert. Det er en oplevelse for livet.
 
Faktisk burde Heilung have fået lov til at lukke og slukke festivalen. Færørske Týr faldt til jorden efter den danske kraftpræstation til trods for, at de gjorde klogt i at starte med den flerstemmige korsang ‘Sinklars vísa’ fra albummet ‘Land’ fra 2008. Jovist, bandet vandt publikum tilbage lidt efter lidt undervejs i koncerten, men Heilung er simpelthen umulige at overgå, uanset hvem man havde sat på til at spille efterfølgende. Devilution-holdet valgte derfor i stedet at fokusere på at drikke portvin og holde rusen kørende efter Heilung og blev undervejs i området med boder mødt af en ildoptog, hvor kutteklædte, maskerede og fakkelbærende skikkelser på tværs af pladsen blev ført an af en slags undersåtter, der blev holdt i gyldne snore. De stoppede foran et stort bål, knælede, hvorefter kutteskikkelserne en efter en ofrede deres fakler til den store ild.
 
Devilutions enestående og mærkværdige aften fortsatte med Trepaneringsritualen i festivalens vikingehal, der også må siges at være en oplevelse. Det svenske enmandsprojekt, man også har kunnet opleve på Metal Magic, gik på iført en brun og grov sæk over hovedet med en løkke om halsen, og var tildækket af friskt blod, der tydeligvis var fra et stakkels dyr. Th. Tot, manden bag masken, stank så ildelugtende af død, at det var decideret ubehageligt. De forreste rækker blev udsat for en slem blanding af tjære, jord, forrådnelse og død, der sammen med den tunge, industrielle og postapokalyptiske musik ledt an af en skræmmende og hvæsende vokal, som varslede om dommedag med et stærkt nihilistisk ordbrug, gjorde koncertoplevelsen til en vaskeægte demonstration i ren og realistisk uhygge. Stemningen og ikke mindst lugten sidder stadig i undertegnede.