Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hypnotisk goth

Populær
Updated
Hypnotisk goth

Er der retfærdighed til, bliver Emptiness' 'Not for Music' et tilløbstykke for alle metalhoveder med nysgerrige ører. Den er ikke er som de fleste plader, og netop det fremmede er dens styrke.   

Kunstner
Titel
Not for Music
Dato
20-01-2017
Genre
Trackliste
Meat Heart
It Might Be
Circle Girl
Your Skin Won't Hide You
Digging the Sky
Ever
Let It Fall
Karakter
4

Når pladeselskabet Season of Mist i beskrivelsen af ’Not For Music’ præsenterer pladen som et miks af tidlig black metal med indflydelser fra også dødsmetal, negligerer de ikke blot betydningen af titlen på pladen, men også dens stærke, musikalske særegenhed. De har ret, Season of Mist, i at ’Not For Music’ er en plade fuld af ambiente lydlandskaber, og at den har en ”sinister foreboding of something evil lurking’, men at holde pladen op på genkendelige, potentielt salgsstærke metalgenrer for vel derigennem forsøgsvis at finde et publikum synes dovent og misvisende.

Jo, bandet in question, belgiske Emptiness, har siden udgivelsen af deres debutfuldlængde i 2004 rigtig nok lænet sig op af både black og død, uden at de dog har ladet sig ekskludere til den ene eller anden genrerubricering. Og jo, Oliver Lomer, der er det eneste oprindelige medlem tilbage i Emptiness, har en fortid i det mere kategoriseringsvenlige black metal-band Enthroned. ’Not for Music’, der er Emptiness’ femte studiealbum, har imidlertid intet, eller i hvert fald meget, meget lidt med dødsmetal og black metal at gøre, og godt det samme. Den er nemlig mere end stilsikker nok i sig selv.

Som nævnt er 'Not for Music' ikke, som metalplader oftest er. Blandt andet er det en udgivelse, der, den hæse psykopatvokal, de ulmende goth-toner og dens triste dysterhed til trods, synes at være komplet afbalanceret, og som det meste af tiden udfolder sig med en underliggende, men dog slående musikalsk ambiens, der til tider tenderer nærmest det zen-agtige. Udfolder er måske så meget sagt, for pladen virker i højere grad interesseret i at skabe en gennemgribende stemning end i at åbne pladens numre for lytteren. Især pladens to første skæringer, ’Meat Heart' og 'It Might Be' er påfaldende tilbagelænede i deres delvist romantiske/delvist melankolske, uhyre rolige musikalske skrog. Selv når riff-bissen ellers skrues på i slutningen af ’Digging the Sky’, er der en uforstyrret harmoni over skidtet.

Det zen-agtige skyldes sandsynligvis numrenes brug af elektroniske lydskaber, der får en til at spekulere på, om det er et par af Brian Enos mørkere lydlandskaber, der har sneget sig med om bord i det belgiske bands univers. ’Meat Heart’ er der desuden en snert af funeral doom over sig, om end det må pointeres, at ’Not for Music’ hovedsageligt er det, jeg vil karakterisere som en blødere plade. At karakterisere den som et opgivende, melankolsk krydsfelt af Katatonia og Godflesh synes ikke helt forkert. Og ja, det er okay at slå skribenten oveni hovedet og pointere, at der jo aldrig er snerten af noget blødt over Godfleshs musik. I know. Men sådan er der så meget og som nævnt er Emptiness ikke som andre metalbands. 

Der dukker flere associationer til andre bands og musikere op, når man hører 'Not for Music', uden at man på noget tidspunkt dog tænker rip-off. Den kuldeskærende guitar, der åbner 'Circle Girl', får en til at tænke på Howard Shores soundtrack til David Cronenbergs film 'Crash', inden sangen bevæger sig ind i en anderledes mørk afkrog bestående af lige dele drone, jazz, og noise a la Dark Buddha Rising. Inspirationen fra finske Dark Buddha Rising synes i øvrigt at vare ved under begyndelsen af den næste skæring, pladens bedste nummer, 'Your Skin Won't Hide You', og dukker med mellemrum op i løbet af det meste af pladen. Jeremie Bezier, sanger og bassist i Emptiness, minder desuden en smule om Nick Holmes i stilen, tilsat en snert af special effects a la CGI-monsteret fra en hvilken som helst moderne fantasy-film.

Pladens produktion tog det lidt tid at omfavne. Det er Jeordie White aka Twiggy Ramirez, bassist i Marilyn Mansons band, der for første gang har siddet bag knapperne for Emptiness, og han pumper ikke lyden for lidt. Også en tand for meget for denne skribents smag. Men på den anden side giver det mening, når Emptiness hen imod slutningen af pladen først forvirrer sig ind i et rum af dansevenlige takter på ’Ever’, inden de med skizofrenien som partner lige pludselig skifter maske på det afsluttende nummer, ’Let It Fall’, der er pladens hidsigste nummer, men som dets livslede og de anderledes angribende instrumenter til trods stadigvæk har en fernis af katarsis og ro over sig.