Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tour de force i fransk absurdisme

Populær
Updated
Tour de force i fransk absurdisme

Franske Igorrrs tredje album, 'Savage Sinousoid', er et genrenedbrydende storværk der destruerer alle musikalske forventninger for at opbygge nye ordener og efterlader lytteren som ét stort grinende spørgsmålstegn.

Kunstner
Titel
Savage Sinusoid
Dato
16-06-2017
Trackliste
1. Viande
2. ieuD
3. Houmous
4. Opus Brain
5. Problème D'Émotion
6. Spaghetti Forever
7. Cheval
8. Apopathodiaphulatophobie
9. Va le Foutre
10. Robert
11. Au Revoir
Karakter
5

What the fuck?
Det er nok den eneste reaktion, der reelt set giver mening, efter at have mødt den kakofoni, der udgør hvert enkelt sekund af Igorrrs musik.

En kylling klukker, en harmonika danser rundt i lydbilledet, nogen har leget med den originale Gameboys lydkort, en kvinde synger silkebløde strofer, en mand skriger hysterisk, og en trommeslager blaster, som gjaldt det hans liv. Alt dette i ét nummer, gerne oven i hinanden. Velkommen til Igorrr-land, hvor der ikke er faste rammer, som ikke skal hives fra hinanden og samles på nye måder, og hvor ”er det for meget?” ikke er et spørgsmål, der findes.

Det franske projekt har eksisteret siden 2006, hvor hjernen bag, Gautier Serre, satte sig for at lave musik der ikke lå under for nogen som helst begrænsninger. Det der med at putte musik i fine små genre-kasser for derefter selvsikkert at proklamere, hvor meget man elsker vegetarian progressive grindcore, mens konventionel southern groove thrash altså bare er noget generisk proletarlort, det kan man godt pakke væk i denne sammenhæng. Sammen med alle andre forventninger til, hvad musikken bør gøre. Faktisk ved jeg slet ikke, om det giver mening, at Igorrr bliver anmeldt af et metalmagasin. Men hey, der er jo blastbeats, langt hår og guitar, og så er de jo signet af Metal Blade, så hvorfor da ikke? Udtrykket på kanten med alting er samtidigt også det mest metal overhovedet.

Gennemtænkt clusterfuck
Når alting er uden for musikkens regelbog, er Igorrr så ikke bare et stykke tilfældigt larm? Ingenlunde. Pladen er 100 % nykomponeret og indspillet og baserer sig ikke, som de to tidligere plader, på bastardiserede samples og komplet irreverent omgang med klassiske kompositioner af gamle tiders mestre som Chopin, Bach og Scarlatti. Man kan derfor godt frygte, at Serre har slået for stort brød op, når hans udtryk i så høj grad læner sig op ad kompositioner hvis musikalske styrke har overlevet flere århundredes glemsomhed. Den frygt kommer absolut til skamme. 

'Savage Sinusoid' adskiller sig absolut fra både 'Hallelujah' (2012) og 'Nostril' (2010), men er både helstøbt, gennemført og overraskende subtil i sin komplette musikalske nedsmeltning. Indspilningerne er varmere og mere løse end de to samplebaserede forgængere, og Igorrrs brug af breakcore- og glitch-elementer er en smule nedtonet til fordel for et gennemført genremæssigt orgie.

Hver eneste inspiration er taget med kærlighed og respekt, hvor absurd musikkens sammensætning så ellers må lyde. Hvad end melodierne og instrumenterne henter fra barokken i 'Spaghetti Forever', fra Erik Satie i 'Probleme D'Émotion' eller fra klezmer og balkanmusikken i det tidligere nævnte stykke skizofreni 'Houmous', er der aldrig tale om en parodi eller kommentar, men en gennemført udførelse, der hives fra hinanden og nyfortolkes igennem frenetiske elektroniske glitches, drum'n'bass, breakcore og intens metalinspiration.

">

Projektet har tårnhøje ambitioner og kræver derfor også håndrækninger fra utroligt dygtige musikere, som basekvilibristen Erlend Caspersen og galningen Travis Ryan. De to mainstays i Igorrr, Laurent Lunoir og Laure Le Prunenec, skal især fremhæves for både desperate, hysteriske frustrede, smukke og majestætiske vokaloptrædender, som står klart frem i albummets første single med tilhørende forstyrrende video, 'ieuD'.

">

En absurdistisk fest 
Nu hører du måske Igorrr for første gang og tænker, ”ja, det er sgu da meget skægt, men hvad pokker skal jeg bruge det til?”

Jo, gjort ekstremt kort, slægter det den franske eksistensfilosof og forboldfanatiker Albert Camus på. Som Igorrrs musikalske afkoblethed gør det, så Camus på livet og erkendte: ”Ja, det her giver jo overhovedet ingen mening, og det er sgu lidt frustrerende, men det kan vi jo ikke rigtig gøre noget ved, så lad os grine lidt ad det i stedet”. Hvor døds- og black metal står og ser edgy ud, mens de virker åh så farlige med deres Nietzcheanske islæt, griner Igorrr af det hele og lader os deltage igennem musikken. Både i frustration, melankoli, forvirring og absurd komik.

Gautier Serre beskriver på projektets hjemmeside selv målet i Igorrrs lyd som ”a big party with metalheads, electronics nerds, classical and baroque-heads and gypsy violinists getting drunk and joining together to bring the best of every genre.” Festens absurde sammensætning lykkes til fulde på 'Savage Sinusoid', og alle har det sjovt, både musikere, fans og alle andre, der ikke fatter en brik. Hvis så bare vi gravalvorlige metalhoveder kan tillade os selv at grine lidt, så har vi her et af årets musikalske højdepunkter, hvis ikke for andet, så fordi vi med garanti aldrig har hørt noget lignende.