En forvirrende mundfuld
Populær
Mastodons syvende studiealbum overskygges af en udefinerbar musikalsk skizofreni, hvor det er svært at lure, om bandet har haft for store ambitioner eller blot gået efter deres første indskydelser.
2. Show Yourself
3. Precious Stones
4. Steambreather
5. Roots Remain
6. Word to the Wise
7. Ancient Kingdom
8. Clandesty
9. Andromeda (feat. Kevin Sharp)
10. Scorpion Breath (feat. Scott Kelly)
11. Jaguar God
Det amerikanske kvartet var gennem deres første tre plader et af de helt store sludge- og progressive bands i metalmiljøet, lige indtil de udgav ‘Crack the Skye’ i 2009. Den skabte hede debatter på alverdens musiksider; enten elskede eller hadede man udgivelsen, der søgte hen i en mere afdæmpet og mystisk atmosfære, hvor det sludgede fyldte mindre, og et “poppet” lydbillede – sammenholdt med tidligere udgivelser – var dominerende. Således mistede bandet mange gamle fans og trak nye lyttere til; en tendens, fortsatte eksponentielt ved de næste to udgivelser, ‘The Hunter’ fra 2011 og ‘Once More ‘Round the Sun’ fra 2014.
Skal den på godt og ondt længe ventede ‘Emperor of Sand’ sammenlignes med Mastodons tidligere materiale, så er det en ganske svær sag; Lyd- og stemningsmæssigt minder albummet mest om en hårdere udgave af ‘Crack the Skye’, samtidig med at albummet rummer hele bagkatalogets mest fremtrædende elementer, som bliver blandet sammen til en stor omgang miskmask, der af og til fungerer, men som det meste af tiden mest af alt er uden rygrad. Hvad i alverden vil bandet med dette album?
Ja, man fristes nærmest til at sige, at de gerne vil please alle, der nogensinde har hørt Mastodon – både de gamle og tunge ‘Remission’- og ‘Leviathan’-fans, de mere progressive og musikinteresserede ‘Blood Mountain’- og ‘Crack the Skye’-lyttere samt de bløde og alsidige ‘The Hunter’- og ‘Once More ‘Round the Sun’-elskere. Det er en svær og nærmest umulig opgave, hvorfor det ikke er overraskende, at Mastodons mission ikke lykkes.
På trods af at pladens sange er meget alsidige, og hver for sig langt fra det værste, Mastodon er kommet med, lider de alle af en afdæmpet og nedtonet dynamik samt en mærkelig struktur, der både prøver at have og rumme en traditionel form og progressiv fremtoning. Og det går altså ikke hånd i hånd med hinanden. Som lytter efterlades man med en mærkelig fornemmelse af, at der er blevet lagt låg på sangenes udvikling, der potentielt kunne have haft et eksplosivt udtryk som det, der præger bandets første tre album, hvor riffs og musikalsk alsidighed, til forskel fra ‘Emperor of Sand’, er kommet naturligt til og ikke er blevet en forceret del af sangskrivningen.
Pladen har ikke en rød tråd og virker allermest til at lide af skizofreni. Bagkatalogets elementer er sammensat på uvante og dårligt virkende nye måder og er ikke flettet godt nok ind i hinanden til at skabe et gennemgående musikalsk flow i albummet – og det er desværre heller ikke noget, som ‘Crack the Skye’s produktion kan redde. Selvom producer Brendan O’Brien har sørget for et af ‘Emperor of Sand’s mest velfungerende aspekter, virker en “copy paste” desværre ikke på en plade, der ikke formår at binde sangene sammen rent musikalsk. Og netop valget af producer har fra Mastodons side muligvis også været med intentionen at lave endnu et mesterværk, men når sangskrivningen er så langt fra niveauet som på ‘Crack the Skye’, efterlades ‘Emperor of Sand’ kun med dets koncept og historie om en ørkenvandrer, der bliver dømt til døden – lidt som det er at lytte til pladen, hvis lyrik i øvrigt må være noget af det værste, Mastodon nogensinde har skrevet.
På mange måder kunne albummet være en ‘The Best and Worst of Mastodon – A Remastered Remix’. Musikken i ‘Steambreather’ minder om noget, der kunne være med i ‘Queen of the Damned’-soundtracket, det lader til, at der ikke var plads til ‘Clandestiny’ på ‘Leviathan’, og at sangen har fået nyt omkvæd for at passe bedre ind i ‘Emperor of Sand’, for slet ikke at nævne ‘Jaguar God’, albummets afsluttende sang, der starter som en duetbaseret ballade og ender med at være et længere komplekst nummer, der ville have passet perfekt ind i den efterhånden meget nævnte ‘Crack the Skye’ – albummet som er og kan alt det, ‘Emperor of Sand’ ikke er og prøver forgæves på.
Der er dog én altoverskyggende detalje, der trods ovenstående er den overordnede grund til, at ‘Emperor of Sand’ ikke fungerer som album og virker så adspredt i sit udtryk. Hvad Mastodons historie angår, kunne man gå så vidt at kalde det elefanten i rummet: manglen på en forsanger. Ikke at bandet egentlig har brug for en decideret forsanger, da Troy Sanders’ og Brent Hinds’ vokaler passer udmærket til musikken, uanset udtryk, men nærmere at de ikke skal inddrage flere vokalister i musikken. I ‘Emperor of Sand’ gøres der brug af hele fem stykker i alt; Scott Kelly fra Neurosis, der medvirker i ‘Scorpion Breath’, er en selvfølge, da han har været gæstevokalist siden 2004, og Brutal Truth’s Kevin Sharp på ‘Andromeda’ udgør kun en interessant kontrast til Sanders’ rå og mørke stemme. Hvad der imidlertid absolut intet interessant eller godt fører med sig, er trommeslager Brann Dailors mere og mere dominerende rolle som sanger. Det kan godt være, at det er sejt at være trommeslager og sanger, når man er med i Autopsy, men det er altså ikke tilfældet hos Mastodon. Dailors vokal fejler intet i sig selv, han kan skam finde ud af at synge, men hans flødeagtige udtryk medvirker til en yderst poleret og poppet lyd, der er altødelæggende for albummets karakter – det virker simpelthen malplaceret, uanset hvor stille og rolig musikken end måtte være. Hans vokal fylder alt for meget på ‘Emperor of Sand’, hvilket singlen ‘Show Yourself’ er et fremragende eksempel på; var sangen udeblevet, havde Mastodon stået med et langt stærkere album.