Årsliste 2017 – Jacob Dinesen

Populær
Årsliste 2017 – Jacob Dinesen

Det herrens år 2017 har overordnet set været en blandet landhandel, men musikalsk har det da i grunden ikke være helt håbløst. Overraskende nok.

Forfatter

Årets danske album:

1. Kellermensch: 'Goliath' – Et fælt dilemma er løst ved, at Kellermensch er danske. Var de fra et vilkårligt andet sted i verden end Esbjerg, ville de skulle duellere med Ice motherfucking T om, hvem der har lavet årets bedste plade. 'Goliath' er perfekt. Den mørkest mulige rock med utallige lag i musikken og dybde i teksterne.

2. Natjager: 'Natjager/Hvad rejser bringer' – Bandet er vel dybest set en flok halvgamle mænd, der laver ungdomsmusik til andre halvgamle mænd, og i 2017 debuterede de ganske vist med to ep'er, men da jeg laver reglerne her på Devilution, vælger jeg at nævne dem samlet under årets danske album. Først troede jeg, det var en fiffig joke, så brød jeg mig bare ikke om det, senere kom jeg til at elske først 'Natjager' og – da den udkom – også 'Hvad rejser bringer'.

3. Orm: 'Orm' – Ormen tager over hvor patienten gav op, og spiller den sorteste tænkelige dødsmetal – eller en ganske velrockende black metal. I 2017 kom deres debutalbum omsider og ikke overraskende er det et af årets stærkeste udspil i den hjemlige andedam.

4. (0): '(0)' – Næsten hemmelig black metal, der bevæger sig mellem det atmosfæriske, smadrede og jævnt dystre. Jeg håber, de kommer mere frem i det kommende år. Debuten lover godt for deres videre færd.

5. Childrenn: 'International Exit' – Mere mørk rock, denne gang fra Childrenn. Den svære toer viser sig noget tættere på fuld forløsning end den knap så helstøbte debut.

Boblere: Heilungs 'Lifa' vinder, for hver gang jeg hører den, mens The Interbeing brugte en million år på at lave en tilpas helstøbt plade, og fjernt fra metallen har Nelson Can begået en lille ep, som jeg lytter mere til end jeg burde.
Slægt kalder på et par ord, men de har endnu ikke for alvor duperet mig på plade, og jeg mener, de live er en del tættere på målstregen. Næste gang ... næste gang.
 
Årets internationale album:

1. Body Count: 'Bloodlust' – Det er efterhånden længe siden, 'Bloodlust' landede på redaktionen. Først gad jeg ikke rigtigt lytte til den. Hvorfor skulle jeg? ALT, Body Count havde lavet, var middelmådigt, men efter et par uger satte jeg den omsider på. Først troede jeg, at jeg havde mistet forstanden, var jeg monstro den eneste i hele verden, der kunne lide denne omgang rapmetal? Næh nej – det viste sig, at jeg ikke var den eneste konvertit. Hyperpolitisk (dvs. venstreorienteret) hårdtslående rap med fed metal viste sig at være skabelonen for årets overlegent bedste plade.

2. The Night Flight Orchestra: 'Amber Galactic' – Trods det at vi absolut ikke er kommet for at danse, er denne plade så god, at jeg indkaldte til Devilution redaktionsmøde-temafest-lyttesession, hvor der var indkøbt rigelige mængder rosechampagne. Desværre fik jeg kun lov at spille pladen 5-6 gange i træk, men dette viste sig at være nok. Pladen huserer på mangen en årsliste og – efter en køretur til Horsens for at se Kiss – endte den også på Blastbeasts årsliste.

3. Paradise Lost: 'Medusa' – Paradise Lost har aldrig fanget mig. Hverken på plade, hvor det har været dræbende kedeligt og langtrukkent, eller live, hvor Nick Holmes ihærdigt har forsøgt at dræbe alt liv og entusiasme. Med 'Medusa' ændrede alt sig. Efter et par gode koncerter (Roadburn i 2016 og Pumpehuset i 2015) var der ganske vist optræk til et nybrud, men at det ligefrem skulle ende som en af årets allerbedste plader, den havde jeg vitterligt ikke set komme. Tungt, swingende, arketypisk heavy metal i et doomunivers.

4. Igorrr: 'Savage Sinusoid' – Hvis Igorr ikke giver mening, første gang du lytter til dem, så bliv ved. Gør det, indtil du glæder dig til Igorrrs koncert på Copenhell.

5. Alestorm: 'No Grave but the Sea' – Yderst vedkommende tekster om at drikke og spise pølser. Alestorm er det eneste fjolle-/power metal-band, jeg frivilligt lytter til. Der er også et eller andet sejt, uartigt, oprørsk over, at det er den eneste musik, min kæreste forbyder mig at høre i andet end hovedtelefoner. Lukkede høretelefoner.

Boblere:

Enslaved kunne med 'E' ikke helt følge op på den fabelagtige 'In Times', men værre var det nu heller ikke. Vampire og Antichrist (og Jon. Tak Jon) mindede os alle om, hvor vigtigt det er at være sej, og at man bliver det ved at lytte til thrash. Ikke ulig Power Trip, hvis 'Nightmare Logic' også smadrede igennem i toppen af 2017s pladebunke.

Årets internationale hit:

2017 er præget af utroligt mange hits, fra utroligt mange bands. Mange er endda samlet som nært fuldendte plader.

Body Count – ‘No Lives matter' – Længe har det været mig klart, at Body Count står bag årets internationale hit, men hvilket? Efter moden overvejelse er jeg endt på ‘No Lives Matter'. På en allerhelvedes arrig plade er dette muligvis den arrigste sang af dem alle.


Særligt ærværdig:

Alestorm: ‘Mexico' – Det burde ikke være tilladt at lave fjollet power metal, men Alestorm må. Her falder valget på deres rejsevise.


Boblere:

The Night Flight Orchestra: ‘Gemini' – Endnu en plade, der kun består af hits, og hvor det derfor er svært kun at vælge et enkelt.


Pagan Altar: ‘Dance Macabre' – episk doom fra et band vi desværre ikke får mere fra:
- hop 13:56 ind i videoen for at høre sangen.


Vampire: ‘Knights of the Burning Crypt' – Sangen sættes i gang ved, at et sværd bliver trukket; hvad mere har man brug for?


Paradise Lost: ‘Blood and Chaos' – Det perfekte gateway-drug for aspirerende Paradise Lost-fans.


King Satan: 'Destroy the World or How to Combine Love and Misantrophy' – Jeg husker stadig, hvilken fantastisk stemning der bredte sig i bilen på vej hjem fra sommerferie via Tjekkiet, da kæresten bad om en rolig sang at starte dagen på.
- se fra 35:30


Årets danske hit:

Natjager: 'Rejser' – Accepter banaliteten, men drag ud, oplev, tænd hjernen.


Årets genfundne klassiker:

2017 blev overlevet uden arkæologi i praksis.

Årets fysiske udgivelse:

(0): (0) – årets i særklasse bedste promopakke. LP, USB-nøgle og et stykke papir hvorpå der står (0).

Årets koncerter:

1. Venom: Sweden Rock Festival, 10-06-2017 - Det er nærmest en sandhed hugget i sten, men på Sweden Rock vil der altid være et klassisk thrash/death/black metal-band, der stråler lige lidt klarere end andre klare stjerner. I år var det Venom. Fra Cronos råbte ”Tonight it's Sweden Metal” til koncertens sidste tone havde lydt, var det alle mod alle i pitten og maksimal sejhed på scenen. Alt burde være sådan her.

2. Heilung: Midgårdsblot, 19-08-2017 – Oplevelsen I Norge med dansk/norsk/tyske Heilung er svær at beskrive. Vi bevæger os mellem ritual og koncert. Mellem en art dansemusik og metal. Universet er dog overordentligt formørket og på alle måder relevante i en metalkontekst. En storslået oplevelse, alle bør give sig selv mulighed for at få på koncert-cv'et.

3. Marilyn Manson: Wacken Open Air, 04-08-2017 – Hvis nu Marilyn Manson havde gjort sig inden for prog-metallen ... så havde totalteatret på Wacken virkelig ikke været en særlig god concert. Men for en aldrende chok-rocker var det lige, hvad der var nødvendigt for at mindre verden om, at han stadig er uhyggeligt relevant. 90 % af Wackens gæster forlod koncerten, men vindertyperne, der blev tilbage, var vidne til en koncert, hvis lige sjældent er set. Provokationer, kaos, politiske virkemidler, utallige WTF?-øjeblikke. Jeg var lykkelig.

4. Oranssi Pazuzu: Roskilde Festival, 01-07-2017 – Ved skæbnens ugunst havde jeg gentagne gange misset Oranssi Pazuzu live. På Roskilde Festival kom jeg omsider til at opleve dem. Redaktionen var splittet i to efter denne koncert. Jacobh, der havde anmeldertjansen, vs. alle os andre. 5/5 herfra.

5. Vallenfyre: Pumpehuset, 20-09-2017 – Smadret dødsmetal med en uhyrligt veloplagt og konstant pludrende Greg Mackintosh i front. Jeg har intet at tilføje. Anmeldelsen får det hele med.

Boblere:

Årets første hit var Dragged into Sunlight. De spillede blot support for Mayhem i Amager Bio, men de gav klart den bedste koncert af de to den aften. På Wacken tog Mayhem heldigvis revanche og gav den første koncert med Attilla i front, som jeg for alvor brød mig om. Før Kiss gik på scenen i Horsens, stod de lokale helte, Pretty Maids, for at få gang i løjerne. Det gjorde de i en grad, så Kiss blot virkede endnu mere pinligt afdankede.

Voivod spillede på Sweden Rock Festival en af deres rigtigt gode koncerter; klart bedre, end da de lagde vejen forbi Stengade. Også på Sweden Rock Festival gav både Candlemass og Ministry koncerter, der var markant bedre end dem, de lirede af på Copenhell. På Copenhell, Posten og Wacken fik jeg sagt farvel til The Dillinger Escape Plan, Wacken var formentlig den bedste af de tre, muligvis fordi de genremæssigt adskilte sig fra resten af festivalen. På Metal Magic holdt Deadflesh fanen højt for dødsmetallen, og Kellermensch fik et propfyldt Lille Vega til at koge over.

Papa Roach gav på Amager deres bedste koncert i mange år, for et publikum, der som dem selv er kommet lidt op i årene. Årets sidste koncert, der ender på listen, er Queen/Adam Lambert i Royal Arena. Efter tusinder af koncerter strøg denne straks ind på førstepladsen på listen over de vildeste shows nogensinde. En af årets sidste koncerter sneg sig også med på listen over de bedst: Bersærk spillede på Beta, en af de koncerter, hvor det føltes som om de lige der, skabte sig en karriere.

Årets internationale navn:

I'm a nigger, he's a nigger, she's a nigger, we some niggers
Wouldn't you like to be a nigger too?

Body Count! Hvem skulle det ellers kunne være? Harvey Weinstein og Kevin Spacey med deres #metoo palaver – men nej ... #niggertoo

Årets danske navn/solist:

Volbeat – På godt og ondt. De er de største, de opnår alt det, alle andre knapt tør drømme om. At vi blev nødt til at indstille sigtekornet på dem i et par uger, ændrer ikke på det.

Årets nye internationale navn:

Fuji! Jeg har skilt mig af med bunken af kæmpekameraer og er trådt ind i fremtiden. Stakkels alle de, der slæber sig ihjel under byrden af fortidens teknologi.

Årets nye danske navn:

Det bliver til en delt førsteplads til:
1. Natjager – For at slippe af sted med at blande autotune og nu metal sammen til moderne og vedkommende metal.
1. (0) – For, med under 70 Facebook-likes, at være landets potentielt mindst populære band. Lyt til dem, hvis du kan lide, at din opdaterede black metal indeholder andet end blot atmosfæriske støjflader.

Årets comeback:

Body Count – Indtil ‘Bloodlust' havde jeg 'Body Count', rubriceret under ”kedelige” og ”irrelevante”. At de så efter flere års ligegyldigheder, og 25 år på scenen, laver årets album? Klart årets comeback!  For mig har 'Paradise Lost' også haft en slags comeback i 2017. 'Medusa' er deres første plade, som for alvor er kommet ind på livet af mig, og det virker endda, som om de igen kan lide at stå på en scene. Hurra.

Det overså jeg i 2016:

Ignite 'Begin Again' – Det er blot en sang, men jeg lyttede voldsomt meget til den i 2016. I et helt år har det pint mig, at jeg glemte den under ”årets hit” i min 2016-årsliste. Det råder jeg bod på nu. Lyt trygt til den. Den holder stadig.


Årets optur:

Årets gode oplevelser stikker i alle retninger, men øverst står det, at mange Devilutionister nævner det, vi laver, som noget godt. Den fælles forståelse for, at vi gør en forske,l gør, at det ikke føles som et meningsløst tidsspilde at sende sure mails/facebookbeskeder/sms'er non-stop – året rundt.

Efter i mange år at have haft et ønske om Bolt Thrower på Copenhell var det trods alt noget at få Memoriam i år. På en festival, hvor skuffelserne klart var i overtal, var det befriende med en poserfri, omend middelmådig Memoriam-koncert midt i helvedet.

2017 blev Devilutions første år på Midgårdsblot, men bestemt ikke det sidste. Nej, alle koncerter var ikke lige fantastiske, men det er evigt lyksagliggørende at være på en festival, hvor alle er der for musikken.

Noget, der ikke handlede en skid om musikken, var mortensaften med I Am Morbid. En ide blev først ud i livet, og i årets mortensaften blev tilbragt med Dave Vincent og venner. Jovist, jeg nåede ikke lige at høre musik den dag på Aalborg Metal Festival, men i stedet snakkede jeg om den storslåede Blackbird Airpark uden for Palmdale CA med Tim Yeung – inden alt blev sløret og ... eh ...?

Derudover var det da i grunden også ganske sejt, at Foo Fighters delte et af mine billeder fra Roskilde Festival, som derefter fik lige knap 76.000 likes ... rar egomassage.

Årets sidste optur leder også hen til årets største skuffelse: Volbeatpostyret. Devilutions trafik eksploderede, vi fik sat dagsordenen for en principiel debat, der rakte langt ud over vor sluttede kreds. Intet er tilfældigt, ALT klappede i vores drejebog. Med det sagt: Jeg så gerne, det ikke var nødvendigt at aktivere det fulde beredskab, men bliver det en anden gang nødvendigt, viger vi ikke tilbage for den totale krig.

Årets største skuffelse:

Som altid er der et par stykker, der stikker særligt frem.

1. Folks forståelse af Volbeatpostyret rundt om bandets store koncert i Parken.
Jeg mener oprigtigt, at alle, der var uenige med Devilution, er idioter med et sært endimensionelt syn på verden. Æd margarine og dø!

2. Årets Copenhell var en tynd kop pis. For mange posere og en historisk ringe fredag, nært blottet for kunstnerisk relevans og overrendt af tumper, der støttede på knoerne. Jeg tog mine billeder og holdt mig ellers længst muligt fra hoben – i den bar, der til enhver tid var fjernest fra musikken. Lettere overrislet glemte jeg derfor non-stop min regnjakke i fotograven, efter 30-60 minutter huskede jeg dog (igen), hvor den var. Rart, da det naturligvis pissede ned.

3. Mastodon udgav en abstrakt kedelig plade og spillede en grufuld koncert i Vega (indtil Scott Kelly kom på scenen). How the mighty have fallen ...

4. England, englændere og Brexit. Det folk kan ikke klare sig selv og bør derfor medlidenhedsudslettes.

Bobler:

Kong Kent.

Kent gav *ÆDRU* Five Finger Death Punch topkarakter for deres koncert på Copenhell. Hvis ikke han var draget hjem til Nordjylland for at fejre en af sine sønners fødselsdag lørdag, havde jeg naturligvis klippet hans arm(bånd) af.

Største ønske for 2018:

Massedøden blandt udbydere af ord om metal er desværre udeblevet. Drømmen lever endnu, eventuelt med en mellemlanding, hvor Devilution adopterer unge Søren Weiss.
 XTJ9196
Derudover nærer jeg et naivt ønske om at opleve en god Metallica-koncert igen; en, hvor hidsigheden er i behold, eller ... i det mindste bare en, hvor de spiller 'Metal Militia' for mig mig mig MIG!

Og hermed begynder min kampagne for, at Venom skal spille på Copenhell. Venom på Copenhell, TAK!

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

W:O:A Metal Battle er tilbage, og Devilution træder lidt længere frem i managen. Det spændende ved kampen er ikke så meget koncerterne som mødet med bandene. Her udveksles meninger om, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Nogle gange forløber dette roligt og i en form, hvor alle lærer noget om modparten, andre gange bliver det rene hanekampe. Begge dele har sin charme.

Derudover bliver det også godt at se Dimmu Borgir igen. Om det kun bliver Wacken ogMidgårdsblot, eller om de også ender på andre af de store festivaler, må tiden vise, men jeg glæder mig (og krydser fingre for, at det ikke bliver lort).

Til slut, godt nytår, lyt mere til Alestorm.