Fejlfokuseret hyldest til black metallens tradition
Populær
Mayhem er for første gang nogensinde draget på turne med mesterværket 'De Mysteriis Dom Sathanas', der lød fra ende til anden i et velbesøgt Amager Bio. Det var dog desværre bandets overteatralske sceneshow, der løb med opmærksomheden.
2. Freezing Moon
3. Cursed in Eternity
4. Pagan Fears
5. Life Eternal
6. From the Dark Past
7. Buried by Time and Dust
8. De Mysteriis Dom Satanas
“The past is alive!” er en sætning, enhver med kendskab til black metal kan genkende. Historien om mordet på Euronymous og udgivelsen af 'De Mysteriis Dom Sathanas' blot en uge efter, at Varg Vikernes blev kendt skyldig i drabet, behøver vist heller ikke mere plads.
Det, der til gengæld ikke kan blive understreget nok, er, hvor betydningsfuld denne aften i Amager Bio var – eller i hvert fald burde og havde til sinde at være. Opførelsen af det ikoniske album fra 1994, som bandet på nuværende tidspunkt er på tour med, er på en gang en hyldest til genrens historie, nordmændenes stolte black metal-tradition og ikke mindst alle de lyttere, der har fulgt den sorte metal siden dens spæde begyndelse, og dem, der kender til albummets historiske betydning.
Selvom Mayhem ikke altid er et decideret vellykket liveband, var forventningerne til denne forhåbentlig legendariske aften tårnhøje. Ville bandet, hvoraf kun to af de nuværende medlemmer medvirkede på albummet, formå at indfange essensen af black metallens musikalske guldalder?
Både og. Forventninger blev på et musikalsk plan indfriet, men ikke hvad angik selve oplevelsen.
Forsangeren Attila Cshinar, der også medvirkede på 'De Mysteriis Dom Sathanas', er ganske kendt for sine særegne teatralske og performance art-lignende optrædener, hvor han gør brug af kranier, knogler og lignende dystre affekter. Da bandet for få år siden spillede i Pumpehuset, og undertegnede kl. 2 om natten sad og snakkede med den famøse ungarske vokalist, kom vi ind på netop dette aspekt af bandets liveshows; Csihar forklarede, at han gennem disse virkemidler formåede at leve sig fuldstændig ind i bandets univers og rollen som formidler af det, og at de ikke kun var til for showeffektens skyld.
Selvom teatralske virkemidler altså er kernen af Csihars imponerende indlevelse i musikken, var de imidlertid noget af det, der ødelagde denne koncert i forhold til albummets rå atmosfære. Skylden skal dog langt fra hvile på frontmanden, for resten af bandet og sceneudsmykningen havde i høj grad også deres andel i det overdrevne malplacerede udtryk. Alle strengeinstrumentalister var iført munkekutter, der var skeletter på scenen, og koncerten blev ofte afbrudt af roll up- og backdropskift – hvilket desværre ikke var noget, den massive brug af røg kunne skjule eller gøre op for.
Der manglede den ægte rå og farlige stemning, der dominerede black metallen i start-90’erne, hvor genren fokuserede på det mørke, forbudte og grusomme. Den falske uhygge, der kun på æstetisk vis passede på 'De Mysterris Dom Sathanas', var ganske enkelt unødvendig – det var jo ikke et fransk Les Légions Noires-musikprojekt, vi havde med at gøre. Nej, det var ægte norsk black metal. En visuel og scenografisk hyldest til den nordiske tradition ville have løftet den ellers nostalgiske stemning, der var til stede under koncerten. For hvis ikke fremførelsen af en af black metalhistoriens vigtigste plader leveret af et af genrens mens prominente bands kan og vil rumme en æresopvisning, hvad kan så?
Ekstremmetallens næste store navn
Der var kranier, en storslået kandelaber midt på scenefronten, passende brug af røgmaskine og et kalkuleret lysshow. Selvom Dragged Into Sunlight er et band af uden samme status som Mayhem, formåede det britiske musikerkollektiv at ende med et langt bedre slutresultat end nordmændene, trods tilsvarende sceneæstetik.
Rent musikalsk blander Dragged Into Sunlight det allerbedste fra ekstremmetallen til et rytmisk stærkt lydinferno, der også kan rumme rockede, melodiøse aspekter, og som på alle tidspunkter formår at holde et klart og tydeligt udtryk. For det var ikke kun ud fra numrenes kompositioner, at det kunne mærkes, at kollektivet er meget musiknørdet, men i høj grad også ved den rene lyd, der prægede hele deres optræden.
Måden, som gruppen dog for alvor skille sig ud på, var deres konstant vendte rygge mod publikum. Til at starte med virkede det en anelse sært og påtaget, men undervejs i koncerten viste denne gimmick sig at have en altoverskyggende force – nemlig at give plads og fokus til musikkens univers, der naturligvis blev understøttet af scenografien, i stedet for at drage fokus på de enkelte medlemmer, og hvordan de nu måtte spille spille på deres instrumenter eller agere. Anonymiteten tillod en ren musikalsk oplevelse, der nu om dage er aldeles svær at opsnappe, og som flere burde værdsætte.