Bjergtagende tilbagevenden
Populær
Efter at have overvundet kampen mod sig selv bryder Kellermensch ud af deres skjul i overvældende stil med den smukke, mørke og højtidelige 'Goliath'.
02. The Pain of Salvation
03. Atheist in a Foxhole
04. Mediocre Man
05. Remainder
06. All That I Can Say
07. Carrying My Name
08. Lost at Sea
09. Moth
10. How to Get By
At tilgå internettet kan i mange tilfælde føles som at åbne døren ind til et abnormt antal små lukkede rum, hvor der i hvert enkelt af dem sidder et menneske isoleret fra alt og alle med en råbende hjerne, der hamrer løs på tastaturet – med en konstant gennemgående mangel på accept og lyst til at forstå andres holdninger og måder at leve på end ens egen. Kældermennesket.
Hovedpersonen i Fjodor Dostojevskijs berømte, spiddende værk af samme navn – og cirka 150 år senere også et band fra Esbjerg, som for nogles vedkommende måske vil være helt nyt. For hele otte år har det taget den stilbevidste sekstet at følge op på deres selvtitulerede debutabum fra 2009.
Et album, der har snuden langt nede i den mørke melankoli, men på overfladen er ligetil med et væld af medrivende melodier forløst i memorable omkvæd og til tider ren katarsis – som et naturligt udspring af at have halvandet ben placeret i (indie)rocken og et halvt i metallen.
Begejstringen for bandets ankomst både herhjemme, men også i udlandet, var stor, og det hele kulminerede på sin vis med åbningen af Orange Scene i 2012. Herefter begyndte aktivitetsniveauet at falde betragteligt, indtil Kellermensch befandt sig i en kreativ respirator – til dels, som vi nu ved, fordi forsanger og guitarist Sebastian Wolff har måttet overvinde en skriveblokade.
Storladen søsætning
Og det er næsten en underdrivelse at skrive, at han er kommet sig over den. Uden at glemme resten af bandet. For det er uden omsvøb en pragtpræstation over hele linjen, som Kellermensch leverer med 'Goliath'.
På mange måder den perfekte opfølger, hvor bandet tager de små nødvendige skridt frem uden at forkaste deres fortid og den stil, som de har oparbejdet. Der er blevet strammet op i sangskrivningen og skåret ind til benet, så de denne gang fremstår knap så spraglede i udtrykket.
Det har i overvejende grad kostet på den aggressive del, hvor der især ikke er blevet plads til så mange af organist og andenvokalist Christian Sindemanns harske brøl. Han dukker stadig op her og der og får også næsten sit helt eget nummer på albummets mest “metalliske” indslag, den hårdtpumpende 'Moth'.
Det er melodierne, omkvædene og Sebastians Wolffs velskrevne, indadskuende tekster, som bliver fremført med en nerve, så hvert et ord føles oprigtigt, der driver albummet frem. En hårfin balance mellem det tunge og poppede og det mørke og det sentimentale, uden at noget eller nogen bliver kvalt i processen.
Et musikalsk lydbillede, der spænder fra Arcade Fire til Neurosis med klar overvægt af førstnævnte. At Sebastians Wolffs klang også læner sig op ad Win Butler er kun en positiv tilfældighed, for han brænder igennem på sin egen måde på 'Goliath', når han svinger fra det lidt tunge hæse leje og helt derop, hvor stemmen næsten knækker.
Hån mod middelmådigheden
Ti numre udgør pladen på en behersket spilletid på 40 minutter. Netop evnen til at beherske sig er klart en af Kellermenschs stærke sider. Modsat kældermennesket får ingenting lov til at gå i selvsving. Der er hele tiden en følelse af fremgang og et solidt drive. Albummet lægger forholdsvist tungt fra land med den appetitlige 'Bad Sign', den mere energiske og storslåede 'The Pain of Salvation' og den rockende 'Atheist in a Foxhole' med albummets måske mest fængende omkvæd.
I 'Mediocre Man' bliver alt for en stund lidt mindre alvorligt og mere selvironisk. De første takter giver mindelser om et andet jysk band, som af respekt ikke skal nævnes, men noget kunne tyde på, at det er med vilje. Nummeret handler om at være et middelmådigt menneske fra et middelmådigt land og stille sig tilfreds med det, og at nummeret munder ud i en tilforladelig – omend en smule forceret – seance med en masse du-du-da-du'er er måske en lille indbygget kommentar til selvsamme?
Der fortsættes med den storladne 'Remainder', hvor bandets generelt flittige brug af strygerelementer skaber et helt fantastisk langt klimaks til sidst, der veksler mellem det grumme og indbydende. Og så bliver der igen sadlet om med den opløftende 'All That I Can Say', der tager sig ud som en frisk opløftende tur på landet, mens Sebastian Wolff synger om det simple liv, der kan være nok så kompliceret at opnå.
Fra en tur på landet ind i noget, der mere minder om en faretruende tunnel på 'Carrying My Name', hvor Anders Trans får mulighed for at spille lidt ekstra med musklerne på de i forvejen meget tunge tønder, der har en volumniøs rullende og swingende effekt. Trommerne og produktionen på albummet fortjener i sig selv et rungende shout-out og er en vægtig grund til, at 'Goliath' lykkes så godt. Alt står skarpt som en fuld måne på en lettere tåget aften. Organisk lydende med sans for de vigtige detaljer uden at lyde for poleret, som ellers oftest er en faldgrube – især inden for metal.
Smukt, stolt og ægte
Musik uden tekstur at føle på er som et menneske gemt bag en falsk facade. Netop personligheden driver ned ad væggene hos Kellermensch. Ikke bare på grund af produktionen, men også på grund af alt det, som hvert medlem smider ind i puljen. Især ét specielt instrument er svært at komme udenom: den allestedsnærværende gulvbas. Efter sigende indspillet under trange vilkår i en lang, smal gang, som Sebastian Wolff, der også har produceret, mente gav den helt rigtige lyd. Sammen med trædeorgelet og den lejlighedsvise cello giver det Kellermensch en højtidelighed, som det ikke er alle forundt at kunne bære.
I den dragende og sjælfulde 'Lost at Sea' er der også blevet god plads til Christian Sindemann, som både leverer sin fine andenstemme og får lungerne til at sprælle, inden han som nævnt åbner for det helt store verbale vikingetogt i 'Moth', der ender som en storm før stilheden i det både sørgmodige og optimistisk fordrukne sidste nummer, 'How to Get By'.
'Goliath' er et rockalbum af katedralsk karakter, der både pumper melodisk sukker, veldoserede aggressioner og dyb eftertænksomhed rundt i årerne. Meget magisk skal ske på musikfronten, hvis ikke Kellermensch bliver et af de bands, som stadig skinner lige klart, når året er omme. De må gerne være de danske Tool, hvis bare de returnerer med samme overlegne elegance om otte år!