Copenhell 2014: Polka og støv
Populær
Finntroll havde styr på alt, undtagen vokalen, og leverede en fin omgang effektiv polkametal fra De Tusind Søers Land.
Som Koorpiklaani og Alestorm de forrige år stod Finntroll for dette års midtvejsbal, hvor metal og diverse folktoner gik op i højere enhed og lavede betonen foran Hades-scenen til et dansegulv. Altså et band, hvor folk enten styrter væk, fordi lige netop det utraditionelle i at spille traditionel musik med metal er for grænseoverskridende for verdens mest konservative musikgenre - eller også griber chancen for træskodans. Finntroll er dog også så tilpas metal, at man faktisk kan nøjes med at nyde deres flair for catchy riffs og et stærkt drive.
De lagde ud med en stærk samling numre fra seneste album, det forrygende 'Blodsvept', og fraset en mudret lyd og en raspende og trættende vokal, som i øvrigt var mikset alt for høj - havde finnerne styr på begivenhederne og satte straks dagsordenen. Her skulle være gilde, og de skulle tages seriøst, og støvet fra trampende og medrevne fødder rejste sig straks blandt publikum.
Det eneste var altså det med vokalen. Forsanger Mathias Lillmåns er god til stå på en scene, en ægte frontmand af den slags, der kan føre lytterne som får, men hans stemme er altså ikke imponerende eller nogen nydelse i længden, og flere af de ellers gode melodier blev revet i stykker, fordi brølet ikke har den fornødne saft til at gøre dem noget godt. Et problem, som i øvrigt ikke er så udtalt på plade, men som altså trængte klart og forstyrrende gennem lydbilledet.
Ændre ved, at Finntroll var engagerede og i øvrigt leverede varen, kunne besværet stemmeføring heldigvis ikke, og bedømt på aktiviteten lige foran scenen gik hardcore-fans af genren og ikke mindst bandet absolut ikke skuffede derfra. Men det ville nu klæde dem med en bedre sanger.