Kulminationen af seks års ventetid
Populær
Til trods for at The Interbeing har det med at låne af egne ideer, er kvintettens opfølger til 2011-debuten ‘Edge of the Obscure’ rig på gode numre og potentiale.
Deceptive Singal
Sins of the Mechanical
Borderline Human
Purge the Deviant
Cellular Synergy
Enigmatic Circuits
Pinnacle of the Strain
Sum of Singularity
Among the Amorphous
I 2011 udgav danske The Interbeing deres fuldlængde-debut, ‘Edge of the Obscure’, der udkom da djent-bølgen for alvor brød frem. Bands som Tesseract og Periphery havde formet grundlaget for den retning, der siden hen eksploderede. I den sammenhæng var The Interbeing et frisk pust. Den danske kvintet havde dengang en unik lyd i forhold til de konkurrerende bands. Danskerne debuterede med en industriel kant, der på mange måder mindede om en kombination af Meshuggahs tordnende prog-metal og tidlig Fear Factorys maskinelle lyd. At albummet samtidigt var velskrevet, gav bandet en hurtigt voksende og solid fan-base. International såvel som nationalt.
I 2011-2012 var de på alles læber. De havde succes i udlandet og havde formået at ramme markedet på det præcis rigtige tidspunkt. Kvintetten spillede prominente festivaler. Euroblast, UK Tech Fest og hjemlige Copenhell samt opvarmning for inspirationskilderne Meshuggah og Parkway Drive. The Interbeing såede kimen til en dansk succeshistorie.
Men som alt andet kræver succes hårdt arbejde, en vis portion held og konstant opmærksomhed. Seks år er i sig selv lang tid. Seks år i musikverdenen er endnu mere. Det er nærmest en livstid. Det er den tid, det har taget The Interbeing at færdiggøre deres andet album. Det kim, bandet plantede i 2011 formåede aldrig at vokse til det niveau, det havde potentiale til. Det er utroligt ærgerligt, for ‘Among the Amorphous’ er en mere end solid udgivelse, der på mange områder er bedre end debutten.
Til gengæld har den industrielle kant, der adskilte The Interbeing fra alle de andre, fået endnu mere plads. Denne gang i et dystopisk sci-fi-univers, der både føles ubehageligt og dragende. I en tid, hvor djenten er blevet udvandet og nærmest ligegyldig, formår The Interbeing at holde fast i deres kerneværdier og differentiere sig endnu mere. ‘Among the Amorphous’ er, som forgængeren, præget af solide, velskrevne kompositioner. Numre der bygger på storladne elementer og knusende tunge riffs. Måske lidt for meget som forgængeren.
The Interbeing har det med at genbruge eget materiale. Både idemæssigt og musikalsk. Opbygningsmæssigt er der mange ligheder. ’Cellular Synergy’ er nærmest en kopi af ‘In The Transcendence’. Begge instrumentale intermezzo-numre, der skaber en ubehagelig industrial-stemning. Desværre kasseres stemningen, så snart det efterfølgende nummer starter. Hvorfor starte forfra i stedet for at benytte den stemning der allerede er opbygget? Et andet eksempel er det afsluttende titelnummer. Et halvligegyldigt nummer, der reelt er en pendant til outroen ‘Ledge of Oblivion’ fra ‘Edge of the Obscure’.
Musikalsk låner The Interbeing også en del fra sig selv. Et godt eksempel er det indledende sample, der benyttes på førstesinglen ‘Sins of the Mechanical’. Det maskinelle anslag minder i høj grad om det tilsvarende, der blev benyttet indledningsvis på ‘Fields of Grey’. Man glemmer heldigvis hurtigt, at kvintetten låner fra bagkataloget. ‘Spiral Into Existence’, ‘Deceptive Signal’ og ‘Sins of the Mechanical’ er en power-trio. Pladens tre første numre sætter stemningen og barren højt for resten af albummet. Den sublime overgang fra det tordnende vers, anført af trommeslager Kristoffer Egefelt, til det ubehagelige, industrielt pumpende og fandens velklingende omkvæd på pladens første nummer, er kendetegnende for The Interbeing, når kvintetten er bedst. Det samme er c-stykket på ‘Sins of the Mechanical’, hvor de industrielle aner for alvor får plads. Små elementer i et musikalsk univers kendetegnet af behersket kaos. Et univers, der generelt tegner udgivelsen.
Netop de små, spændene elementer gør, at pladen for alvor vokser ved flere gennemlytninger. ‘Among the Amorphous’ er en udgivelse, der eksemplificerer kvintettens sans for sangskrivning og bastante kompositioner. Selvom et nummer som ‘Purge the Deviant’ indledningsvis lyder som Rammstein, hersker der aldrig tvivl om, at det er The Interbeing. Især ikke når først forsanger Dara Toibin stemmer i. Kombinationen af rå vokalføring, hvisken og smuk ren vokal er blevet et af bandets kendetegn. Om end Toibin får hjælp med den rene vokal, og den rå vokal på ‘Among The Amorphous’ er en kende steril og ensformig.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at the Interbeing har skrevet en god plade. Trods lidt genbrug af ideer har den danske kvintet komponeret endnu en udgivelse af international kvalitet. En plade, der burde sætte barren for, hvordan danske udgivelser som minimum bør lyde i en international kontekst. Men grundlæggende er det begrænset, hvor meget der er sket i det musikalske univers siden udgivelsen af ‘Edge Of the Obscure’. Er ‘Among the Amorphous’ en god plade? I høj grad. Lever pladen op til, hvad man kunne forvente efter seks års venten? Nej.
&t=179s