SRF '17: Punch in the face!
Populær
På trods af indtil flere afskedsturnéer i ærmet er Al Jourgensen & co. fortsat en ukuelig energibombe af dimensioner.
2. PermaWar
3. Punch In The Face
4. Antifa
5. Supermanic Soul
6. Rio Grande Blood
7. Senor Peligro
8. Lies Lies Lies
9. Let´s Go
10. Waiting
11. Worthless
12. Bad Blood
13. N.W.O.
14. Just One Fix
15. Thieves
16. So What
17. Filth Pig
18. Khyber Pass
Nogle gange er en lydprøve i sig selv en tydeligt indikation, hvad der kommer til at ske. Skærende, industrielle lyde fylder bakkerne foran Sweden Stage, og kender man Ministry, er deres kolde, støjende frekvenser bekvemt forstyrrende og genkendelige. Igen er placeringen lidt løjerlig, på en af festivalens mindste scener, men mængden af publikum ved showstart taget i betragtning er det tydeligt, at dette ikke er et typisk Sweden Rock-act. Der er da heller ingen tvivl om, at Ministry altid har befundet sig i et krydsfelt mellem det elektronisk industrielle og det metallisk repetitive, men crossover-potentiale eller ej, så bevidner alle os tilstedeværende en tour de force af en energiudladning, der gør det kropumuligt at stå stille i hele den halvanden time, seancen varer.
Indledningsvis får vi titelnummeret fra fan-favoritten 'Psalm 69'. Personlig favorit eller ej, så skulle der stadig en del finjustering til for at give bandet den massive tyngde, og det var således først fra efterfølgeren 'Permawar', at bandet rigtig kom til sin ret. I store træk kan sættet deles op i to dele, hvor første halvdel dækker den senere, mere metallisk aggressive æra fra 2004 og frem, og den sidste skuer tilbage mod deres storhedstid i de mere industrielt prægede 1990'ere. Hvis man ikke vidste bedre, var det dog den samme grundnerve, der prægede koncerten fra start til slut, det ene metallisk pumpede tonserriff efter det andet og en gennemgående repetitiv approach, der smadrer sig ind i hovedet på alle tilstedeværende som det 'Punch in the Face', vi bliver fodret med tidligt i sættet.
Aggressionerne er også tydeligt udtrykt live, hvor de to guitarister mosher løs i hver deres side af scenen, og bassisten i sig selv fremstår som en vredens mastodont, der med det ene voldsomme ryk efter det andet signalerer, at den firestrengede bestemt ikke skal have det for nemt. Trommeslageren og keyboardisten gør imidlertid ikke meget væsen af sig, men det store samlingspunkt, den overpiercede mand, der startede Ministry helt tilbage i 1981, for ikke at sige hele krydsfeltet mellem industrial og metal, Al Jourgensen, har fortsat nerven og attituden i behold med rå brølen og små spontane indfald, som da han rækker en fadøl ud mod én på forreste række. Idet han tager imod, kaster Jourgensen i stedet øllen i hovedet på ham, flabet, men det hører med til en Ministry-koncert, og den glade modtager står starstruck med øl i hele bærret.
Hvad Ministry mangler i variation kompenseres der til gengæld rigeligt for i form af massive, catchy moshere som 'Senor Peligro' og Let's Go', hvis man sværger til de senere år, og 'N.W.O.', 'Supermanic Soul' og 'Thieves' fra de hæderkronede tidligere år. Det sætter i det hele taget på ingen måde sit præg, at ingen af medlemmerne har delt scene (og drugs?) med Jourgensen længere end fra 2006. Alle kan deres kram til fingerspidserne, en rendyrket magtpræstation. Copenhell, I har al god grund til at glæde jer til næste uge!