"Jeg ved godt, jeg har en brugtvognsforhandlers ansigt"

De britiske industrial-rockere Killing Joke er lige dele frenetiske paranoikere, højtravende idealister og bagmænd bag  utallige undergrundsklassikere. Og på samme måde er forsanger Jaz Coleman på én og samme tid idealist, rasende og en charmerende verdensmand. Devilution mødte manden, der både er en del af denne jordiske verden og indtil flere andre.

Det er ikke uden en vis ærefrygt, man begiver sig til et interview med Jaz Coleman, den efterhånden 56-årige frontmand i de legendariske britiske industrial-rockere Killing Joke. Coleman er intens på en scene, på billeder. Han har noget manisk og aristokratisk, en vis aggression over sig. Noget intimiderende. Han virker, som om han ikke er helt af denne verden, som om han har set ind i en anden verden og er kommet tilbage som en forandret mand.

Om man køber det eller ej, er han en karismatisk skikkelse, der nærmest er vokset til en mytologisk figur. Oven i købet er det mit første interview ansigt til ansigt. Jeg skal tisse temmelig meget, da jeg stiger ind i tourbussens hyggerum med sofaer, askebæger, enkelte flasker og en masse bøger. At jeg mødes af en venlig aldrende herre, der sidder iført kondisko og t-shirt med ansigtet bøjet over en elkedel, hvorfra han inhalerer dampene fra det kogende vand i forsøget på at afhjælpe en forkølelse, er både afvæbnende og lidt skræmmende på samme tid. Også når man er 32 år gammel og voksen. Hans øjne er insisterende. Og han er iklædt en T-shirt med et gyldent Horus-øje. Når man sidder der, og ens egne øjne skiftevis kigger på Colemans øjne og Horus-øjet, er det svært ikke at føle sig let hypnotiseret eller i hvert fald i en suggestiv tilstand. Og på den ene side er han manisk intens, rablende, på den anden side er han afvæbnende og sjov og en, man gerne ville hænge noget mere med.

Det er næsten overflødigt at skrive, at interviewet i høj grad kommer til at foregå på hans præmisser, og at jeg lige så godt kunne have stukket de medbragte spørgsmål op samme sted, hvor Coleman mener, at de fleste regeringer burde stikke deres politik op. Han er ikke meget for at tale om Killing Jokes musik eller andre bands. Han vil hellere tale om sig selv og verdenssituationen.

VREDEN

De fleste bands, der er så langt inde i deres karriere, som Killing Joke er (de startede i 1978, red.), laver ikke særligt interessante plader. Der er Killing Joke en undtagelse med blandt andet den seneste, 'Pylon' (2015), som en af diskografiens bedste. Hvorfor tror du, at Killing Joke virker så friske og relevante sammenlignet med så mange andre bands på samme alder?
"Vi har holdt kontakten med gaden og det virkelige liv. Jeg ved ikke, om dårlige tider og fattigdom har spillet en rolle her, men jeg tror, at vrede spiller en stor rolle i det. Lige før du kom herop, tænkte jeg på, hvordan jeg skulle håndtere den voldsomme vrede, jeg stadig har i mig. For 35 år siden var det normalt at tage en risiko og demonstrere, og i dag er der meget lidt oprør tilbage i menneskeheden, om det så er frygt for at miste ens job, overvågningsteknologien og mulige repressalier, eller hvad grunden nu er.

Når man ser, hvad der sker i Dakota for øjeblikket, med politiet i 'RoboCop'-gear, mens de prøver deres nye våben af (her henviser Coleman til protesterne mod rørledningen Dakota Access Pipeline, red.), og når man ser på tendensen mod en global, teknokratisk fascisme og den ligegyldighed, mennesker mødes med, gør mig rasende."

Så du trækker stadig på samme vrede, som du havde, da Killing Joke startede?
"Ja, jeg var ret vred, da jeg mødte "Big Paul" (Ferguson, trommeslager, red.), da jeg var droppet ud af skolen, og folk havde afskrevet mig som en taber. Og jeg var intelligent, så jeg kunne se maskinen bagved det hele, også dengang. Den vrede driver mig stadig.

Men det er også det faktum, at vi stadig er børn i bandet. Vi er overhovedet ikke blevet voksne ..."

Virkelig!?
"I den grad! Vi opfører os som børn sammen! Jeg ved ikke, hvordan det er i andre bands, men jeg har set på andre bands, og hvordan de opfører sig mod hinanden, og jeg ville aldrig kunne være med i et andet band. Vi er tæt forbundet. På en måde, der er magisk. Jeg syntes, at 'Pylon' var god, men jeg har det, som om vores bedste udgivelser ligger foran os. En rislen ned ad ryggen, eller ødelæg det."

Ser du der Killing Joke som en del af en scene? Bandet har fans i punk-, goth-, industrial- og punkkredse, men passer ikke helt ind nogen af stederne.
"Når vi spiller på festivaler, er det nogle gange dance-festivaler, andre gange punk-, goth- og nu og da metal-festivaler. Så jeg ved ikke, hvilken genre jeg vil placere Killing Joke i. Man kan se på et foto af Killing Joke, og vi ser ikke engang ud, som om vi er med i samme band, haha!"

Så du synes mest af alt, I er en del af flere scener frem for én?
"Jeg synes, vi er en del af modkulturen. En modkultur over hele verden."

VERDEN

Tror du, at modkulturen stadig kan være relevant, eller tror du, den bare bliver absorberet af mainstreamkulturen?
"Ja, helt sikkert. Det er stadig muligt at gøre modstand."

Og her bryder Coleman ud i en enetale. Hvordan han, selvom han opfatter sig selv som europæer frem for som brite, hader NATO og EU, fordi de var "første skridt mod en verdensregering". Han baserer det blandt andet på, hvordan fire forskellige britiske premierministre har brugt termen "New World Order". Dog uden at overveje, at det snarere dækkede over en deskriptiv term til at beskrive en ændret verdensorden efter 2. verdenskrig.

"Jeg kan slet ikke sige, hvad vi burde gøre ved de mennesker."

Nej, det ville vel være ulovligt? Tror du, at den modkultur, den individuelle frihed, du talte om før, stadig er mulig at indføre på samfundsbasis, når nu denne New World Order er trådt i kraft?
"Ja, naturligvis. Selvom Brexit og Trumps valgsejr er et pudsigt sted at begynde. Men det har i hvert fald stukket en kæp i hjulet på maskinen (her bør det nævnes, at interviewet er foretaget, før Donald Trump udpegede sine ministre, red.). De fleste, der stemte på de idioter, gjorde det for at kaste en politisk håndgranat mod globaliseringen. Ikke fordi de kunne lide dem.

Jeg hader fascisme. Jeg er programmeret til det, min far sørgede for det. Jeg voksede op i skyggen af 2. verdenskrig. Jeg vil kæmpe mod fascismen til den bitre ende."

Og her bryder Coleman ud i endnu en enetale. Han taler om, nanoteknologien allerede er her, og vi er dækket af tusindvis af nanorobotter, både indvendigt og udvendigt. Hvordan nanorobotterne ”kan slukke for dine organer sådan her!”, som Coleman siger, mens han knipser med fingrene, "hvis man er aktivist eller meningsafviger". ”Virkelig?” spørger jeg. Men det er, som om han ikke rigtig indbyder til opfølgende spørgsmål på dette punkt. Og slet ikke modsigelse. Den ene association tager den anden, han taler indforstået om det, halvt som om han forkølelsestræt taler med sig selv, halvt som om jeg allerede godt ved, hvad han taler om (det er vel en slags tillidserklæring – potentielt kunne jeg jo arbejde for den anden side ...). Der glides fra den ene konspirationsteori til den næste uden noget forsøg på at forklare eller argumentere. Jeg forsøger med nogle vage spørgsmål for at få interviewet tilbage til Killing Joke, men Coleman har i den grad talt sig varm.

Disse glidninger i associationer er vel tit sådan, kunstens væsen kan være. Det er det suggestive og det voldsomme, stålsatheden i Killing Jokes musik og tekstunivers, der drager. I en lang monolog fungerer de løse, indforståede associationer mindre godt. De passer til kunstens verden, når de bliver givet en form, men de er mindre anvendelige, hvis man gerne vil være politisk kommentator. Det forfølgelsesvanvid og den vrede, der er med til at gøre Killing Joke til så suverænt et band, er en uløselig del af det her. Man kan ikke få Killing Joke, bandet, uden at det her følger med.

Jeg tænker på at spørge, hvorfor nanorobotterne så ikke har slukket for Colemans organer, når nu han taler om det, når nu han åbenbart siger sandheden. Det burde være en smal sag, og manden er rockmusiker, så man ville vel altid kunne skyde skylden på livsstilsvalg i 80’erne.

Emnerne er tydeligvis noget, han føler stærkt for. Og så er der øjnene og Horus-øjet på T-shirten. Hele tiden øjnene og Horus-øjet. Jeg vil gerne bevare den gode stemning mellem os, jeg vil godt have, at vi er på samme bølgelængde, også når jeg ikke kan følge ham. Jeg deler jo egentlig hans aversion mod store dele af det moderne samfund, også når han går et skridt eller 100 længere ud, end hvor jeg kan følge ham.

Så stiller han mig spørgsmålet:
”Hvorfor må man ikke tale om det her? Hvorfor bliver man kaldt for ’konspirationsteoretiker’, hvis man vil tale om det?” Jeg nikker indforstået, med hvad jeg tænker er en alvorlig mine, og siger ”Ja, hvorfor egentlig ikke?”, mens jeg tænker det samme i et andet tonefald, end der kommer ud af min mund. En intervention er påkrævet.

ET VÆRKTØJ TIL SELVUDDANNELSE

En helt anden ting: Du nævnte tidligere, at Killing Joke havde haft sine fortrædeligheder. I har altid eksisteret på kanten af mainstream uden at bryde igennem i mainstream. Er det noget, du ærgrer dig over? Ja, jeg kender vel svaret, men ...
"Nej. Jeg ærgrer mig ikke over det. Der har været masser af muligheder. Killing Joke er et fænomen, der er troværdigt og højt respekteret. Lad mig sige det på den måde: Selvom jeg aldrig har "set" Killing Joke optræde, er jeg en stor fan. Og hvis jeg ikke selv var med i bandet, ville jeg stadig være det. Jeg ville være en gatherer.

Hvorfor kalder I jeres fans for gatherers?
"Fordi de er samlere. De samler information. Som en bi, der indsamler pollen."

Ser du Killling Joke som et værktøj til selvuddannelse?
"Ja, selvfølgelig. Se på alt det, vi  har opnået. Vi har opnået ufattelige ting. Og vi fik ikke engang vores eksamen."

Måske skulle jeg være skredet i stedet for at gøre uddannelsen færdig. Så havde jeg måske opnået et eller andet ...
"Ha! Men oprør er virkelig en kæmpestor del af at uddanne sig selv. At sige nej."

Alle bandets medlemmer har haft en lang række sideprojekter. Er de en måde at kanalisere noget, man ikke kan nå i Killing Joke, eller en måde at samle ny inspiration for hovedprojektet på?
"I mine øjne styrker de Killing Joke. Killing Joke er en slags renæssance-system. Vi har arkitekter, præster, druider, arkitekter, kunstkonservatorer ... og med vores forskellige projekter bringer vi meget med til Killing Joke. En idé om at mestre flere discipliner på samme tid."

Ser du projekterne som en udløber af jeres individuelle personlighed?
"De personer, jeg arbejder med som klassisk komponist (Coleman er en anerkendt komponist ved siden af Killing Joke), tror, at Killing Joke er et sideprojekt ..."

Hvad siger du til dem, når de spørger til det?
"Jeg prøver at undgå at sige for meget om det, så de ikke opdager, hvor meget af min tid det egentlig tager!"

GOKKERI OG AFHOLDENHED

Når nu jeg kommer fra et metalmagasin, er jeg næsten nødt til at spørge om det her: Killing Joke er som bekendt ikke metal, men har et stort publikum i metallen og har inspireret utallige metalbands. I har været og er par metallabels. Hvad er det, I har til fælles med metallen?
"Energien! Kun energien. Det er det eneste. For jeg hader guitarsoloer. Haha! Melodier er okay, men jeg hader gokkeri."

Så det er det, Killing Joke kan, som de fleste metalbands ikke kan finde ud af: afholdenhed?
"Ha! Du har fanget det!"

Jeg kan ikke lade være med at spørge til din T-shirt med Horus-øjet. Har symbolet en særlig betydning for dig?
"Det er albumcoveret til 'Songs from the Victorious City', et album, jeg lavede med sangerinden Anne Dudley i 1990. Og det har en særlig betydning. Men lad os først tale om videnskabsmanden Francis Crick, der opdagede DNA. Han lancerede en teori om "Directed Panspermia", hvor han stort set beviste, at alt liv på denne planet stammer fra rummet."

Stort set beviste er nok lige at strække den, men sandt er det, at Crick angiveligt så det som en mulig teori om livets opståen på Jorden. Her er det, jeg udbryder et
Javel?
"Og jeg tror, det er forbundet til faderguden Enki i den sumeriske mytologi, den arketypiske djævel, antitesen til Jehova. I Indien ville vi kalde ham Shiva, i det egyptiske pantheon Set, og han var lysbringeren, der gav mennesket autonomi. Så der er mange misforståelser i teologien om denne gudetype. Jehova – eller Enlil – er guden, der kræver blodofre. Det er eniteten, der ønsker at gøre mennesket til slave, den patriarkalske religions gud. Og Horus-øjet er også Shivas øje, universets store arkitekters øje i min forståelse."

Det havde næsten en hypnotisk effekt på mig – Horus-øjet, dine øjne, tilbage igen ...
"Åh, det må du undskylde.

Jeg foretrækker at se mig selv som en et venligt menneske. Men jeg ved godt, jeg har en brugtvognsforhandlers ansigt ..."

Jeg tvivler på, jeg ville købe en brugt bil af dig ... måske andre ting, men helt klart ikke en bil ... har du overhovedet kørekort?
"Ja da."

Du slår mig ikke som typen?
"Ja, jeg kigger ned på min venstre hånd og min højre hånd og ved ikke, hvad der er hvad ... og så er det for sent, haha!"

Hvad er det, du synes er så attraktivt ved New Zealand, hvor du bor?
"Jeg har også boet på Island (Coleman flyttede dertil i 1980'erne i en venten på apokalypsen, red.). Så hvad er det med mig og øer? Jeg har læst en profeti om, at én ø er bestemt til at føre menneskeheden ud af den tilstand, vi finder os selv i nu. Det var en idé, jeg var vildt betaget af som ung mand."

Har du fundet den ø?
"Det er mere, som hvis en gruppe af mennesker kanaliserer den ø. Den kan være hvorsomhelst, det er også en metafysisk entitet."

Hvad inspirerer dig? Udover din vrede.
"Det er et godt spørgsmål. Menneskelige relationer. Jeg tænker på julen. Jeg elsker mennesker. Jeg tænker på, når vi når turnéens afslutning, hvor jeg har tænkt mig at sige til de andre i bandet, hvor meget jeg elsker dem. Jeg tænker på at bruge tid med min 85 år gamle mor og min bror. Og at fortælle alle de mennesker, jeg elsker, at jeg elsker dem. En af de ting, den afdøde Paul Raven (tidligere bassist i Killing Joke, Ministry, Prong, Treponem Pal m.fl.) sagde, var: 'Jeg elsker mennesker'. Og det var med til at blødgøre mit hjerte. Jeg lærte, at vi er skabninger fyldt med fejl, men man må alligevel elske dem."

Tourmanageren har været inde for at minde os om tiden, og jeg får et sidste spørgsmål:
Har du nogle sidste ord? Er der noget, du fortryder i al almindelighed?
"Om der er noget, jeg fortryder … Jeg ville ønske, jeg havde været utro langt tidligere"

Interviewet her bliver kun bragt på dansk, så det kan du roligt sige. Konen opdager det aldrig …

"Ha! Det er flere koner siden. Hende her var forfærdelig!"

Og der er vel noget betryggende over, at selv en Jaz Coleman har haft noget så banalt som problemer på hjemmefronten, at også han har en hverdag.