Knytnæver, flammer og præsteskaber: flere navne til Copenhell '17!
Populær
Copenhell smider nye navne på plakaten lige op til jul. Denne omgang er det seks navne, hvoraf der er både dansk, nyt og gammelt og dermed lidt for enhver smag.
... Og skulle du have brug for en introduktion til dem, hjælper vi dig naturligvis på vej:
Five Finger Death Punch
Amerikanerne i Five Finger Death Punch får på Copenhell 2017 den store ære af at stå på Heltivi-scenen som et af årets hovednavne. Bandet, der ofte forkortes som FFDP eller 5FDP, blev dannet i 2005 i og har altså på blot et årti kæmpet sig op til metallens øvre stratosfære med deres groovy og hooktunge metal.
De debuterede med albummet ’The Way of the Fist’ i 2007 og har siden udgivet fem studiealbum mere, senest pladen med den sigende titel ’You Got Six’ fra sidste år. Hos FFDP bliver groovy thrash-inspirationer modsvaret af store og melodiske omkvæd i en mere klassisk heavy metal-åre, og det hele pakkes ind i vellydende millenum metal-produktion, der burde appellere til fans af eksempelvis Slipknot og Avenged Sevenfold. FFDP spillede sidste år i det nu lukkede Tap1, hvor de co-headlinede sammen med Papa Roach. Vi var ikke helt overbeviste dengang, men Five Finger Death Punch får chancen igen på Copenhell næste år.
Læs alt om Five Finger Death Punch her!
In Flames
Svenske In Flames er i virkeligheden to bands – det genredefinerende Göteborg-dødsmetalband, der op gennem 90'erne stod bag en solid omgang meget melodisk død, som sammen med At the Gates og Dead Tranquillity var med til at sætte Sveriges næststørste by solidt på metalverdenskortet. Og så det band, der i 2002 brød igennem til masserne, de svenske grammypriser og de store scener med det fuldendte værk ’Reroute to Remain.’ Det, der tager store melodier i favnen, og som på en bund af død iscenesatte store pop-omkvæd i en grum indpakning – en vinderstrategi ,som fornemt blev videreført på ’Come Clarity’ fra 2006.
Sikkert til stor ærgrelse for ældre fans er førstnævnte band næsten helt forsvundet, men har man set In Flames live på en stor scene, skal der den helt store stivstikkermentalitet til for ikke at se det glædelige i brutal musik, der rammer så bredt. Man kan næsten bære over med, at In Flames på det seneste ikke har ramt plet og døjet med metaltræthed, der udmøntede sig i jævne udgivelser, der her på Devilution blev de mødt med middelmådige karakterer - For svenskerne er noget nær det tætteste, man kan komme på stadionfællessangs-dødsmetal og den store fest.
Læs alt om In Flames her!
Ministry
Ministry er en institution inden for industriel metal og har været i gang siden 1981. Det vil sige: Strengt taget er det kun frontmand Al Jourgensen, der har været i gang så længe, for der har gennem tiden været utallige udskiftninger på de andre poster.
Bandet har også været gennem en masse op- og nedture, hvor det sidste har ført til længere pauser og næsten lige så mange farvelturneer, som der har været medlemmer igennem bandet. Alligevel har Jourgensen & co. udgivet 13 album, for slet ikke at tale om Jourgensens mange sideprojekter. Men det er en anden historie.
I den allertidligste tid spillede Ministry synthpop, men slog hurtigt over i en mere støjende og tung stil. Bandet slog for alvor igennem i 1991 med ’Psalm 69’ og tog med efterfølgeren ’Filth Pig’ et stort skridt mod et rent metallisk udtryk, helt uden elektronik. Den fik en noget blandet modtagelse, men i dag står den som en milepæl.
I nullerne sluttede bandet af i 2007 med en sidste del af en anti-George Bush-trilogi, hvorefter stikket blev trukket. I 2011 blev det sat i igen. I 2012 udkom 'Relapse', men senere samme år døde guitaristen Mike Scaccia, hvilket igen truede Ministrys eksistens.
Men det dystopiske industrial-band findes endnu, og vi kan glæde os til en stemningsfuld og knitrende livslede.
Læs alt om Ministry her
Carcass
Carcass er en institution i grindcore og dødsmetal. Da drengene fra Liverpool havde udgivet et par ekstreme plader i slutningen af firserne, lavede de i 1991 pladen 'Necroticism – Descanting the Insalubrious', der ligesom forgængeren 'Symphonies of Sickness' gav små antydninger af et kunstnerisk skifte. Det skulle slå helt igennem i 'Heartwork' fra 1993, der blev deres kommercielle gennembrud med hit-singlen af samme navn; et album, der mere eller mindre blev fødslen på den genre, der i dag kendes som melodisk dødsmetal. Pludselig var de et stort navn i metalmiljøet midt i halvfemserne, og major labelet Columbia skrev kontrakt med Carcass. Det gik dog ikke helt som planlagt, og Carcass blev pludselig en lysende stjerne, der brændte ud, førend den for alvor fik skinnet igennem. Så de udgav 'Swansong' på deres hidtidige pladeselskab Earache og gik i opløsning. Noget af en kold klud i ansigtet på såvel branche som fans. Så meget potentiale og momentum blev forvandlet til en brat afslutning på karrieren.
Det var derfor en glædelig nyhed 10 år senere, da Carcass begyndte at røre på sig igen. Det længe ventede comeback var en realitet i 2007, hvor de blev bekræftet til bl.a. Wacken Open Air i 2008. Devilution så her Carcass gendannet med Arch Enemys Michael Amott på guitar, og sørme om ikke også den oprindelige trommeslager Ken Owen lige gav en lille solo på scenen. Ikke et øje var tørt. Ken Owen fik nemlig en hjerneblødning i 1999, som stoppede hans karriere som aktiv musiker. Siden har Carcass igen sagt farvel til Amott, der stadig har førnævnte Arch Enemy som sin førsteprioritet, og i stedet fundet en fast kerne i Ben Ash på guitar ved siden af Bill Steer. I rytmesektionen har de Daniel Wilding på trommer, mens frontmand, sanger, bassist og bandets rygrad Jeff Walker naturligvis stadig bærer Carcass' banner højt med lige dele melodisk dødsmetal og så tør og sort britisk humor, som man kan opdrive i metalmiljøet.
I 2013 udgav Carcass omsider den plade, som deres fans havde ventet på siden 2007. 'Surgical Steel' gjorde nærmest det umulige. Den indfriede forventningerne. En sjældent set egenskab ved de plader, hvor et band rejser sig fra asken efter mange års inaktivitet. Carcass formåede at gøre det. Siden gendannelsen har Devilution heldigvis oplevet Carcass flere gange. Til hedengangne DmeA i 2008, på Sweden Rock i 2009, Roskilde Festival og Wacken Open Air i 2014 og senest på Aalborg Metal Festival i 2015. Nu gæster de Copenhell i 2017, og hvis vi er rigtig heldige, har de en enkelt ny sang med sig. De har i hvert fald mumlet om at barsle med en opfølger til 'Surgical Steel' i sidste halvdel af 2017. Uanset hvad, så er der melodisk dødsmetal af ypperste kvalitet i vente, når briterne gæster Refshaleøen næste sommer. Vi har flere i redaktionen, der allerede glæder sig mere, end man kan forsvare, at voksne mennesker gør. Det tenderer simpelthen det pinlige. Præcis som Jeff Walker ville elske det.
Læs alt om Carcass her!
DevilDriver
Der findes to slags dødsmetal: den rigtig onde og makabre, man kun kan stå og headbange til, og den, man kan danse til. De californiske herrer i DevilDriver hører primært til sidstnævnte kategori. Det skyldes formentlig, at de tilbage i 2002 startede som et nu metal-band under navnet Deathride, men som årene gik, bevægede de sig hen mod den melodiske og groovede dødsmetal – er vejret til det, kan man på Copenhell snildt stå med en fancy drink i den ene hånd, uden at det ville virke mærkeligt.
Det kan egentlig diskuteres, hvorvidt DevilDriver er et band, eller om det nærmere er et musikprojekt; selvom forsanger Dez Fafara stiftede bandet med to musikere, som han henholdsvis mødte til en grillaften og på en bar, er han det eneste originale tilbageværende medlem, og det er også ham, der står bag bandets koncept. Bandnavnet stammer fra termen ”devil driver”, klokker, som italienske hekse efter sigende bruger til at skræmme det onde væk med, og bandets logo – et kors med et krog for neden – henviser til et gammelt romersk symbol, der sætter spørgsmålstegn ved religion og autoriteter, ja, faktisk alt omkring os, hvilket også kommer til udtryk i Fafaras lyrik.
I alt har bandet udgivet syv album, og kataloget kan i sin helhed sagtens sammenlignes med Korns lydbillede og udtryk; simpel musik med dybde og karakter, alle kan forholde sig til.
En ting, der dog adskiller DevilDriver fra mængden, er Fafaras brug af Elvis-mikrofon – en gimmick, han brugte længe før Michael Poulsen.
Læs alt om DevilDriver her
Rising
Københavnske Rising debuterede med en ep i 2009, hvorefter trioen langsomt fik skabt sig et navn med deres ganske melodiske sludge. Det blev til to fuldlængder – den seneste ’Abominor’ udkom i 2013 og blev ganske rost i metalmedierne. Derefter skred 2/3 af bandet og efterlod sanger og guitarist Jacob Krogholt ganske alene verden.
Men slut var det ikke, for i løbet af 2015 fik Krogholt samlet en ny flok og indsat en anden til at håndtere mikrofonen. Det betød mere melodi i vokalen og ikke mindst et mere heavyrocket udgangspunkt, mens sludgen forsvandt ud af bagdøren. På dette års ’Oceans Into Their Graves’ var det næsten som at lægge ører til et nyt band.
Læs interview om Copenhell med Risings Jacob Krogholt her.
Og læs hans svar på vores "10 hurtige" her.
Læs desuden alt om Rising her!