10 hurtige: Jacob Krogholt
PopulærI anledning af at Rising idag er blevet offentliggjort til næste års Copenhell fik vi os en snak med guitarist og primus motor, Jacob Krogholt, om hvad der definerer ham som heavyfan.
Hvad er dit første minde med heavy metal?
Jeg var fra en tidlig alder fascineret af rockmusik, men mit tydeligste minde med heavy metal var, da nogle af mine forældres venners store dreng satte Deep Purple’s In Rock på i dagligstuen. Jeg var 10 år, og jeg blev blæst fuldstændig bagover musikkens vildskab og kraft. Alt forandrede sig lige der, og det er kun gået nedad bakke siden da.
Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Der er jo mange, men Deep Purple var min tidligste kærlighed indenfor tung musik, og de er blevet hos mig siden. Rainbow med Dio, Sabbath og Thin Lizzy er boblere til favoritpladsen.
Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Åh, der er sgu da så mange. Nogle fra den gamle skole af britiske heavy metal-gentlemen. Bare ryge stille og roligt i hegnet på en lummer pub, mens man hører på deres røverhistorier fra dengang, der var noget ved det hele.
Hvad er dine fem yndlingsplader?
Verdens værste spørgsmål. Tak. Der er jo så meget og ting fra forskellige epoker og genrer. Hvad angår heavy metal, så tager jeg så bare fem, som har været formative i de helt tidlige år. Og så er vi jo ikke engang inde i thrash, dødsmetal, doom med videre….så top 5 the classic heavy metal edition:
Deep Purple: In Rock
Rainbow: Rising
Thin Lizzy: Black Rose
Iron Maiden: Piece of Mind
Judas Priest: British Steel
Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Igen et umuligt spørgsmål, men jeg vil fremhæve tre: Deep Purple i Forum i 91, Bruce på Roskilde i 2012, og King Diamond på Copenhell i 2016 er nok det bedste, jeg har hørt dér.
Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Spotify primært, men også Youtube, Soundcloud og Bandcamp. De gængse.
Hvilket band er din guilty pleasure?
Uha, jeg har et soft spot for tidlig AOR og yacht rock, så det må blive Journey. Eller Steely Dan!
Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
At når man kan lide metal, så definerer den genre hele ens musikalske udsyn. Det er lidt dumt.
Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Heavymiljøet, hvad er det? Synes der kommer alle slags mennesker til metalshows efterhånden, og det er fedt. Jeg har bare gode oplevelser til shows blandt mennesker, der kan lide de samme bands som jeg.
Hvorfor er du heavyfan?
Jeg er fan af musik med hjerte, sjæl og integritet mere, end jeg er fan af en bestemt genre fremfor en anden. Men jeg kender masser af metal, der har netop de kvaliteter, og jeg bliver ved med at finde det, så derfor kan man godt kalde mig heavyfan.