For meget gøgl og for lidt musik
Populær
Fredag aften spillede Five Finger Death Punch, Papa Roach og Devil You Know udsolgt koncert i Tap1. På papiret burde det være et brag af en koncert, realiteten var en anden.
Five Finger Death Punch, Papa Roach, The Devil You Know og J-dag. En kombination der bør være en succes, især de to hovednavne taget i betragtning. Fredagens festivitas var henlagt til den snart lukkede Tap1, med de velorganiserede forhold, der prægede entre, garderobe og barområder, som følger med.
Mantits galore
Trods en udsolgt koncert måtte aftenens tidlige indslag nøjes med et halvfyldt Tap1 med de lydmæssige problemer, det medførte. Devil You Know, med Howard Jones i front, er på papiret et superband. Ud over den velkendte forsanger består bandet af trommeslager John Sankey (tidl. Fear Factory), guitarist Francesco Artusato (tidl. All Shall Parish) og bassist Ryan Wombacher (tidl. Bleeding Through) og har eksisteret siden 2012. Tidligere i år nedkom kvartetten med deres andet afkom, ’They Bleed Red’, hvilket sandsynligvis også var årsagen til, at amerikanerne stod på scenen denne aften.
En ting er, hvad der på papiret burde være en succes, en anden er realiteten. Devil You know var ikke en succes. Specielt to faktorer spillede ind. Den første var Tappens ubarmhjertige betonvægge. Trommer, bas og guitar blev kastet frem og tilbage i et buldrende virvar. Alt, med få undtagelser, var mudret sammen i et lydinferno, der allerede fra første nummer lagde en dæmper på festlighederne. Men aftenens primære årsag til Devil You Knows fiasko var forsanger Howard Jones. Sjældent er oplevet en større skuffelse. Som han selv nævnte, stoppede han for nogle år siden karrieren inden for musik, men han kunne ikke undvære publikum. Det havde været bedst for alle, om Jones vitterligt var stoppet. Der var meget lidt tilbage af den magtfulde vokal, der engang stod i front for et af metalcore-historiens største bands, Killswitch Engage. Tilbage var et korpus af dimensioner, mantits galore og elendig performance. Størstedelen af tiden vandrede Jones frem og tilbage på scenen, mens han momentvis skreg ind i mikrofonen. Stort set al ren sang var overladt til Wombacher, mens Jones supplerede en smule. På mange måder en farce at være vidne til. Det ødelagde koncerten og publikums oplevelse, hvilket også kom til udtryk ved manglende feedback.
Mens Jones og Tappen var imod Devil You Know, leverede resten af ensemblet en udmærket koncert. Især Wombachers vokal blev leveret intenst og kraftfuldt. Men meget mere positivt er der heller ikke at sige. På en aften, hvor publikum var nemme at imponere, var det meget sigende, at Devil You Know ikke fik bedre respons. Måske skulle de bare fyre the fat man og udnytte de kompetencer og den synergi, der tydeligt var blandt de tre andre medlemmer.
Bragende energiudladninger og forkølet sætliste
Aftenens andet band behøver ingen præsentation. Sidste år spillede de en udsolgt koncert i Amager Bio, hvor de lagde hele Amager ned med et afsindigt energiniveau og ligeså afsindig spilleglæde. Med 'F.E.A.R' (2015) i baggagen stod den amerikanske kvartet på scenen kl. 20:00 foran en tætpakket sal. Netop titelnummeret fra dette års udgivelse åbnede festen og gjorde det med et brag. Fulgt op af ’Between Angels and Insects’ fra 2000-udgivelsen ’Infest’, ’Getting Away with Murder’ og den dansevenlige ’Warriors’ startede Papa Roach koncerten effektivt og på højt niveau. Kvartetten spillede ligeså energisk, som det kunne forventes, og som altid var Jacoby Shaddix en entertainer i en klasse for sig selv. I pendant til Howard Jones' lade adfærd var det befriende at se den 39-årige frontmand være overalt på scenen, energisk gestikulerende og i tæt kontakt med publikum. Han og resten af bandet performede på et niveau som en flok ustyrlige teenagedrenge, men uden at det var på bekostning af musikken.
En eksplosiv start, som amerikanerne desværre ikke formåede at fastholde. Primært grundet den valgte sætliste. Flere "stille" numre blev spillet, og det medførte, at band såvel som koncert mistede momentum og intensitet. Energiniveauet dalede langsomt, og selvom det var charmerende, at Shaddix og Jerry Horton fremførte ’Scars’ i en akustisk version, var det samtidig koncertens lavpunkt. På trods af publikumsfarvoritten ’Gravity’ og de energiske ’Where Did the Angels Go’ og ’Still Swingin’’, formåede Papa Roach ikke at nå samme niveau, som de startede på.
Afslutningsvis spillede bandet den ultimative publikumsfavorit, ’Last Resort’, der naturligvis satte ild til de fremmødte. Koncerten var så godt som reddet og så alligevel ikke. I stedet for at takke af og forlade scenen på toppen lukkede Papa Roach deres del af showet med den knapt så interessante ’...To Be Loved’. En tam og unødvendig afslutning, der opsummerede hele koncerten. Dem amerikanske kvartet ville gerne, performede overbevisende og energisk, men havde sammensat en fuldstændig håbløs sætliste.
Laveste fællesnævner
Tidligere på året udgav Five Finger Death Punch (5FDP) deres femte fuldlængdeudgivelse ('The Wrong Side of Heaven and the Righteous Side of Hell Volume 1 & 2', regnet som én udgivelse). En udgivelse, der har modtaget en del negativ kritik, som 5FDP-udgivelser nu en gang har det med at gøre. Aftenens udsolgte koncert må påminde enhver elitær kritiker om, at rock, metal og nerve ikke nødvendigvis behøver at være kompliceret. Intet af det, 5FDP foretog sig denne aften var kompliceret, til gengæld var det oftest utroligt effektivt. Til trods for lidt unødvendig støj fik aftenens fremmødte knuckleheads præcis, hvad de forventede. En oplevelse og et show bestående 13 numre, hvoraf et var et covernummer (’Bad Company’), og to blev leveret i et akustisk medley (’Wrong Side of Heaven’ og 'Battle Born’). Amerikanerne spillede i lidt under en time, hvor publikum desværre samtidig med den gode musik skulle udsættes for lidt for meget meget snak og en calypso- eller Safri Duo-inspireret trommesolo (hvem har nogensinde stået til en 5FDP-koncert og tænkt: "Nu ville det bare være fedt med en trommesolo"?). ’The Bleeding’ lukkede koncerten, hvorefter bandet ironisk nok takkede af og gik af scenen til tonerne af deres eget cover af ’House of the Rising Sun’. Et nummer, bandet vel at mærke ikke spillede.
5FDP ville spille og levere, og så alligevel ikke. Ivan Moody virkede lidt træt. Han hang noget af tiden hen over mikrofonstativet, og vokalmæssigt manglede den nerve, de nosser og ikke mindst den attitude, man forbinder med 5FDP. Når han endelig engagerede sig, virkede det påtaget. Hans brandtale mod spotlyset, der åbenbart var opsat for Moodys skyld og ikke, så publikum kunne se forsangeren, var direkte dum. Zoltan Bathory og Jason Hook virkede mere interesserede, men forblev i deres comfort zone lidt for meget, og formåede kun enkelte gange at krydse scenen. Ja, de headbangede, ja, de vrængede ansigt af publikum, ja, de performede med det showmanship, man kunne forvente, men det virkede til tider påtaget. Bandet formåede ikke helt at komme ud over scenenkanten, men alligevel var det tydeligt, at de havde publikum i et stramt greb, for publikum ville koncerten og festen med alt dens pomp og pragt. Trods den manglende energi, blev især de nye numre, ’Jekyll and Hyde’ og den lyrisk tåbelige ’Got Your Six’, fremført med energi og intensitet. Det samme gjorde amerikanernes to bedste numre ’Coming Down’ og ’Under And Over It’, hvorved disse fire numre var koncertens absolutte højdepunkter og øjeblikke, hvor salen syede over i ekstase.
5FDP spillede på laveste fællesnævner, og det virkede. Publikum blev engageret, headbangede i takt, circledepittede og så igennem fingre med den republikanske propaganda, der på mange områder præger amerikanerne. Bandet havde kort sagt publikum i deres hule hånd og kunne gøre, hvad de ville. Måske var det netop det faktum, der gjorde, at bandet momentvis virkede uengageret? Alt andet lige var der lidt for meget snak mellem numrene, lidt for meget gøgl, og der var for lidt musik. At bandet vælger at snyde publikum for ’House of the Rising Sun’ og samtidig minde dem om det, er et fint symbol på kvintettens koncert.
Samlet set blev aftenen ikke helt den succes, den kunne have været. Devil You Know faldt helt igennem, Papa Roach havde problemer med deres sætliste, og Five Finger Death Punch entertainede for meget og spillede for lidt. Alligevel blev det en fest de fleste knuckleheads sandsynligvis vil huske.