WOA '16 – Nybegynderens dagsorden

Wacken Open Air 2016 bliver Sebastians debut på den ikoniske tyske festival. Som nybegynder fortæller han om sine forventninger, og hvilke bands der absolut skal ses.

Jeg har efterhånden været festival-gænger i 17 år. 17 år med masser af fede oplevelser, dog kun i det danske land. Det skal der laves om på. Bedre sent end aldrig. Uden egentlig at kende specielt meget til W:O:A, har jeg altid haft indtryk af, at det var en rigtig heavy metal-festival. Mit indtryk er uden tvivl farvet af de bekendte, jeg har, der troligt tager af sted år efter år. Enormt positivt. En af mine gode venner har efterhånden spurgt mig de seneste fem år, om det ikke var i år, jeg skulle med. I år er det.

Lokket med sengeplads i en campingvogn og forventninger om, at sommeren slår til, når vi rammer august, blev det i år til et ja. Og jeg glæder mig. Helt vildt. Til at opleve stemningen. Til af afprøve en festival uden for Danmark og ikke mindst til at opleve en masse musik. I den sammenhæng bør det tilføjes, at årets program har mange interessante navne. Både bands, jeg har oplevet før, og enkelte, der får debut.

Torsdag
Festivalens  første dag kommer sandsynligvis til at bære præg af fuldstændig forvirring. Hvor er alting? Når den værste panik er overstået, lejren er fundet, og der er kommet ro på, er det på tide at opleve stemningen, festivalområdet og ikke mindst høre noget musik. Torsdagen bliver et musikalsk mash-up af, hvad der var engang, det, der var for lidt længere tid siden, og det, der er lige nu.

Foreigner – Black Stage 17:45
Dagens første vigtige stop er Foreigner. For undertegnede er det primært for at se giraffen, nu man alligevel er i Zoo. Det er muligt, at det bliver til en tur forbi Saxon kl. 16:00 på selvsamme scene og det af samme årsag. Til trods for at jeg egentlig ikke har det store forhold til Foreigner, skal det nok blive en fornøjelse at synge med på ’I Want To Know What Love Is’, forhåbentlig i aftensolen.

Vader, Immolation, The Black Dahlia Murder – Headbanger's Stage
Herefter bliver kursen sat mod Headbanger's Stage, hvor Vader starter den trio af koncerter, der skal få tiden til at gå inden all-time-farvoritterne fra Therapy? spiller. Klokken 18:20 står den på polsk døds-metal, stærkt fulgt op af Immolations New Yorker-død 20:00.

Herefter burde man måske stikke over at se Iron Maiden 21:30, men kender jeg mig selv og mine fødder godt nok, bliver jeg nok bare hængende, indtil aftenens næste højdepunkt går på. Kl. 21:40 rammer The Black Dahlia Murder Headbanger's Stage, og det burde give rig mulighed for at få rørt kroppen. Det giver ligeledes mulighed for at opleve nyankomne Brandon Ellis på leadguitar. Så må vi se, om han kan udfylde Ryan Knights plads på scenen. Under alle omstændigheder bliver det til tre dødsmetal-koncerter i træk, og så er det vist også på tide med et mindre genreskifte.

Therapy? – W:E:T Stage 22:30
Therapy? er programmets nostalgi-band for undertegnede. Hvilket nok siger mest om min alder. Anyway, dengang, da 90’erne var sjovest, faldt jeg tilfældigvis over nordirernes ’Infernal Love’. Faldt er så meget sagt. Faktisk fik jeg dem introduceret af en daværende veninde, der mente, jeg skulle lytte til noget andet end Rage Against the Machine. Trods skepsis har albummet og bandet sidenhen hængt ved. Sammen med ’Troublegum’ og ’Nurse’ er ’Infernal Love’ en indiskutabel del af soundtracket til mine teenage-år.

Siden ’Infernal Love’ er det blevet til yderligere ni udgivelser, 14 i alt, hvoraf den seneste ’Disquit’, der udkom i 2015. Til trods for de mange udgivelser bærer hard rock-bandets sætliste normalt præg af bandets ældre materiale, ikke mindst numre fra de tre førnævnte plader. Det bliver et kærkomment skifte fra dødsmetallen og sandsynligvis en singalong-koncert ud over det normale. I hvert fald for undertegnede.

Blue Öyster Cult – W:E:T Stage 00:10
Undertegnedes aften afsluttes af dagens andet indslag fra New York. Hard rock-bandet Blue Öyster Cult er et absolut must for musikelskere. Om man så kender dem eller ej. Når først mørket har sænket sig, bliver scenen sat for ’Godzilla’, ’Astronomy’ og naturligvis ’(Don’t Fear) The Reaper’. Sidstnævnte får forhåbentlig de små hår på armene til at rejse sig.

Selvom Donald "Buck Dharma" Roeser efterhånden er eneste tilbageværende originalmedlem (skønt Eric Bloom kommer så tæt på, at han næsten også er det), bliver det uden tvivl en fornøjelse af opleve ’Cities on Flame With Rock and Roll’ i liveformat. Det er lidt af en must see-koncert hvis man er til solid hard rock-spade med attitude.

Blue Öyster Cult spiller i Amager Bio dagen efter, så der er ikke nogen undskyldning for ikke at opleve den legendariske kvintet.

Her slutter torsdag. Så er der kun det tunge arbejde tilbage. Som sandsynligvis bliver skudt til fredag formiddag. Først og fremmest er det tilbage til lejren og få noget søvn oven på en dag med, forhåbentlig, en masse god musik og sanseindtryk.

Fredag
Fredag bliver en dag, hvor diverse ’core-bands får den primære opmærksomhed fra undertegnedes side. Når først morgenmaden er slugt og gårsdagens oplevelser fordøjet og vendt i skreven form, er det på tide at vende tilbage til pladsen.

Bury Tomorrow – Headbangerøs Stage 14:40
Det er fandens tidligt. Men sådan må det være. Hvis der er nogen, der kan sætte gang i festen, burde det være britiske Bury Tomorrow. Deres solide metalcore er på papiret en kickstarter. Især i lyset af kvintettens seneste udgivelse ’Earthbound’, der udkom tidligere i år. En bundsolid plade, med masser af godt materiale.

På den anden side er medlemmerne af Bury Tomorrow notorisk kendt for at være nogle solide røvhuller. Primadonnaer af sjælden kaliber. I en grad, der slet ikke matcher bandets popularitet. Let’s face it, briterne kan noget med metalcore, men det er ikke Parkway Drive. Hvis det ikke lige passer gruppen, får vi sandsynligvis en halvengageret og småkedelig koncert tilsvarende koncerten, de spillede på Lions and Barrels i København nogle år tilbage.

Jeg satser på godt humør, spilleglæde og en god koncert.

Die Krupps – Headbanger's Stage 16:20
Går det helt galt med Bury Tomorrow, spiller Entombed A.D. 15:30 på Black Stage, men altså, dem har vi jo lige set på Copenhell. Personligt bliver det nok til lidt ventetid foran Headbanger's Stage, indtil hjemmebanebandet Die Krupps går på.

Jeg havde engang en plade med Die Krupps. Den forsvandt desværre til en fest. Jeg håber, at hvem end der nu en gang stjal den, fik god brug af den sidenhen. Det er så lang tid siden, men det sker stadig den dag i dag, at ’Paradise Now’ bliver sat på. Et lidt magert grundlag for at se koncerten, men jeg har aldrig set tyskerne live før, så hvorfor ikke benytte lejligheden?

Om ikke andet så for at få en god solid dosis industrial metal, nu det ikke er muligt at opleve Ministry (deres koncert falder sammen med Caliban), der spiller senere på aftenen. Tyskerne er på hjemmebane, og det betyder forhåbentlig et brag af en koncert med alt, hvad det indebærer. Fingers crossed.

Deez Nuts – W:E:T Stage 18:50
Efter Die Krupps er der små to timers tid til næste koncert. Der skal noget mad til, og hvis vejret tillader det, skal der skiftes tøj. Khakishorts og wifebeater skal findes frem fra tasken, for nu skal der for alvor høres hardcore og hardcore punk.

I 2015 udgav den australske kvartet deres udmærkede 4. album, ’Words Is Bound’. Et album, der bød på masser af nakkevridende riffs og in-your-face-smadder. En plade fuld af numre, der uden tvivl vil få W:E:T Stage til at koge i et inferno af moshende publikummer.  Med fire plader i bagagen har bandet rigeligt med materiale til at vælte scenen. Deez Nuts er en suveræn mulighed for at få pumpet testosteron-niveaet op og få forbrændt lidt af den tyske mad og øl.

Bullet for My Valentine – True Metal Stage 19:30
Ok, her skal det gå lidt hurtigt. Meget hurtigt faktisk, siden Deez Nuts først går af scenen 19:35. Det går direkte fra hardcore/hardcore punk til metalcore/heavy metal. Det skal ikke være helt nemt genremæssigt. Kvartetten startede ud som metalcoreband tilbage i 1998. Sidenhen er bandet begyndt at spille heavy som et andet Metallica-kopiband, men mon ikke W:O:A som minimum bliver udsat for klassikeren ’Tears Don’t Fall’ fra debuten?

Bullet for My Valentine har egentlig aldrig været et band, jeg har fulgt specielt meget. Jeg har oplevet dem live flere gang og hver gang haft en fin oplevelse, uden det har været noget specielt. Det hele er lidt sikkert. Oven på Deez Nuts er det sikkert meget godt med en lille puster, inden aftenen for alvor tager over, og mørket ruller ind over festivalpladsen.

Alcest – Headbanger's Stage 21:20
Alcest var sjove dengang. Før der gik Pitchfork i bandet, og ’Shelter’ (2014) blev udgivet. Men resten af aftenen går stort set ned på Headbanger's Stage, så hvorfor ikke starte med den franske duo? Da de i sin tid spillede en fuldt udsolgt koncert på Beta, var det en sand fornøjelse. Deres opvarmning til Opeth i Vega var mindre spændende, men mon ikke franskmændene stadig har noget at byde på? Om ikke andet er det altid glædeligt at høre numre som ’Ecailles de lune. Pt. 1’, ’Autre Temps’ og ’Percées de Lumière’.

Ihsahn – Headbanger's Stage 23:00
Det her er endnu en must see-koncert. Det er vel det nærmeste, man kan komme på at høre Emperor live, selvom der ikke er meget norsk black metal over Ihsahn. I stedet er der rig mulighed for at høre hans solide mix af progressiv metal og avantgarde. Ihsahns seneste udspil, ’Arktis.’, udkom tidligere i år og høstede topkarakter fra Devilutions skribent. Så er der vist ingen vej udenom?

I forlængelse af franske Alcest virker Ihsahn som det helt rigtige valg.

Caliban – Headbanger's Stage 00:40
Nu bliver det alvor. Hele dagens core-opvarmning i form af Bury Tomorrow, Deez Nuts og Bullet for My Valentine kulminerer, når Caliban indtager scenen lidt over midnat. Med bandets 2016-udgivelse, ’Gravity’, rejste det tyske band sig fra mængden af middelmådige metalcore-bands til en position, hvor de på nuværende tidspunkt har udgivet et af årets bedste album inden for genren.

Forhåbentlig bliver det en koncert fyldt med nerve, intensitet og energi. En tordnende tung koncert, der lægger scenen og publikum ned. Desværre spiller Arch Enemy først dagen efter, det ville ellers have været en fornøjelse at opleve Alissa White-Gluz gæste tyskerne på ’The Ocean’s Heart’. Måske er vi heldige alligevel? Under alle omstændigheder et dette dagens core-brag, og forhåbentlig formår tyskerne at cementere deres position på scenen.

While She Sleeps - W:E:T Stage 01:30
Jeg skal ikke afvise at jeg er for træt til at se aftenens afsluttende metalcore-band. Englænderne spiller på et ukristeligt tidspunkt, men hvis Caliban-koncerten bliver ligeså fed som forventet, er der måske lige energi til endnu en tur i manegen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg faktisk ikke synes, While She Sleeps er noget specielt godt band. Ikke at englænderne er dårlige, jeg har nok bare aldrig fanget Sheffield-drengenes lyd. Men der skal jo være en første gang for alting.

Herefter slutter fredagen for undertegnede. Det bliver forhåbentlig en dag med mange positive oplevelser og koncerter. Hvis While She Sleeps bliver indtaget, skal denne anmelder også direkte i seng. Morgendagen byder på endnu en håndfuld interessante navne, der kræver overskud og energi.

Lørdag
Hvor fredagen bød på op til flere 'core-koncerter, er lørdagen lidt mere blandet. Endnu en gang starter det hele lidt tidligt, endda tidligere end om fredagen. Allerede kl. 12:00 er det nødvendigt at være frisk og stå foran Party stage, hvor Eskimo Callboy starter dagen.

Eskimo Callboy – Party Stage 12:00
Lad os først lige få en ting på det rene. Eskimo Callboy er et rimelig dumt navn. Når det er sagt, er det et navn, man husker. Musikalsk bør man også huske bandet. Enten negativt eller positivt. Bandets version af metalcore er stærkt inficeret af poppet electronica. Utroligt catchy, men på den lange bane også en smule enerverende.

Nuvel, hvis nogen kan starte en fest kl. 12:00 på sidstedagen, bør det være den tyske sekstet. Om ikke andet kan man trække lidt på smilebåndet, mens man indtager sin frokost. For en førstegangsdeltager på Wacken, virker Eskimo Callboy som en god start på dagen.

Monuments – W:E:T Stage 13:10
Monuments’ koncert på Copenhell var ikke videre inspirerende. Det var hyggeligt og til dels sjovt, men rent musikalsk var der ikke meget at komme efter. Dermed er det også sagt, at englændernes koncert på W:O:A er et kæmpe måske. Egentlig gider jeg ikke rigtig. Måske skal tiden bare bruges på at slappe af i solen (som er til stede alle festivalens dage). Under alle omstændigheder plejer Chris Barretto at være ret underholdende på scenen, så det kunne vise sig at være den helt rigtige måde at fordrive ventetiden på, til Myrkur spiller.

Myrkur – Headbanger's Stage 13:45
Jeg har formået at snige mig langt uden om Myrkur, hver gang Amalie Bruun og ensemble har gæstet Danmark. Det er der nu ikke noget specifik årsag til. Det har bare ikke lige passet ind ret tidsmæssigt. Så vidt jeg kan forstå, har det heller ikke gjort det store. Det lader til, at Myrkur er som fransk rødvin, det bliver bedre med tiden. Nu er det efterhånden ved at være lang tid, siden Myrkur spillede de efter sigende lettere kaotiske og uerfarne koncerter i Pumpehuset og på Roskilde Festival, så nu skal det være.

Samtidig giver det muligheden for at slippe for dansk navlepilleri og jantelovspropaganda, når Myrkur spiller uden for hjemlandet. Så må vi se, hvordan tyskerne tager imod bandets melodiske version af black metal. Jeg satser på en succes, trods det noget kedelige tidspunkt på dagen. I kombination med at jeg har varslet bragende sol, er det muligt, at noget af mystikken i musikken fordamper, så at sige.

DevilDriver – Party Stage 14:55
Efter Amalie Bruun går det hurtigt videre. På Party Stage venter DevilDriver. Et band, jeg ikke har set live i MANGE år. Det var vist tilbage på The Rock, hvilket passer meget godt sammen med min erindring om elendig lyd. Jeg mindes ikke meget mere om koncerten, andet end at det var en fin oplevelse – trods lyden. God energi, men egentlig ikke noget voldsomt spændende.

Generelt er DevilDriver ikke et af de bands, jeg forventer specielt meget af. Det er heller ikke et af de bands, der står øverst på min to-do-liste, hvad angår W:O:A. Men som Monuments er det udmærket tidsfordriv. Jeg føler også, at jeg bør give bandet endnu en chance. I det mindste for at høre, hvordan materialet fra bandets 7. studiealbum, ’Trust No One’ (2016), gør sig live. Under alle omstændigheder bliver det et interessant gensyn med Dez Fafara.

Steak Number Eight – Headbanger's Stage 20:25
Herefter er der et mindre hul i dagens program. Det er muligt, at jeg tager tidligt forbi Headbanger's Stage og ser Gloryhammer kl. 18:45, men det er nok mere sandsynligt, at jeg finder noget mad og tager 5 minutter, hvor jeg bare stener. Apropos mad er Steak Number Eight næste punkt på dagsordenen. Det prog-inspirerede sludge/post-rock-band har efterhånden gæstet Danmark flere gange. Senest i november sidste år, hvor de besøgte Beta. Der så jeg dem ikke, og det er heller ikke lykkedes mig at fange dem tidligere. Nu skal det være.

Parkway Drive – Party Stage 00:40
Her er der igen noget af et hul i programmet. Aftenens og festivalens sidste navn for undertegnede er metalcore-kongerne fra Australien. Men inden det kommer dertil, skal lidt over tre timer fordrives med noget fornuftigt. Her er der mange muligheder, og i skrivende stund er jeg stadig lidt i tvivl om, hvilken vej jeg skal gå.

Triptykon kl. 20:50 på Black Stage virker som et naturligt valg. Og et godt valg. Triptykon er altid et godt valg. Jeg skal se Triptykon.

Hvad er der derefter? King Dude spiller kl. 23:00 på Wackinger Stage. Thomas Jefferson Cowgill aka King Dude gæstede i starten af juni Danmark og gav en, efter sigende, medrivende og ganske underholdende koncert. Det kunne absolut være en mulighed. En anden mulighed er Twisted Sister, der spiller 22:25 på True Metal Stage. Men her er vi tilbage i det med at se giraffen. Vel at mærke en giraf, der er set før. Men måske er W:O:A præcis det rigtige sted at gense Dee Snider og resten af bandet live. Jeg har svært ved at forestille mig bedre omgivelser.

Det burde være muligt at fordrive ventetiden med god musik. Kl. 00:40 starter W:O:A's sidste planlagte koncert for undertegnede. Parkway Drive får lov til at lukke og slukke min debuttur, og det har jeg særdeles høje forventninger til. Deres koncert i Vega tidligere på året var en magtdemonstration, dog præget af uheldig lyd. Til gengæld fungerede kombinationen af materiale fra bandets 2015 udgivelse ’Ire’ ret godt sammen med ældre materiale.

Man går sjældent galt med Parkway Drive. Faktisk mindes jeg ikke, at jeg har været til en decideret dårlig koncert med australierne. Det er generelt højt niveau, men hvordan kan det også gå galt med numre som ’Destroyer’, ’Carrion’, ’Wild Eyes’ og ’Crushed’? Jeg forventer et brag af en koncert. Tidspunktet taget i betragtning må publikum være i højeste gear, og nu det er lørdag, så er bandet det sikkert også.

Her slutter festival-delen for undertegnede. Tilbage er kun turen tilbage til Danmark og arbejdet med at få videreformidlet højdepunkter og ikke mindst de kedelige oplevelser ved at debutere på Wacken.