Tung, aktuel nostalgi

Tung, aktuel nostalgi

Trommemaskinen er en lige så stor styrke hos Godflesh i dag, som den var det hos disse britiske industriel-koryfæer omkring bandets begyndelse i slut 80’erne. Efter 13 års albumtørke er de nu endelig tilbage med mere galde fra stålværket.

Kunstner
Titel
A World Lit Only by Fire
Dato
06-10-2014
Trackliste
New Dark Ages
Deadend
Shut Me Down
Life Giver Life Taker
Obeyed
Curse Us All
Carrion
Imperator
Towers Of Emptiness
Forgive Our Fathers
Karakter
3

Justin K. Broadrick og G. C. Green har de seneste år stille og roligt og med forholdsvis lange mellemrum vækket deres gamle, britiske, skelsættende industrialband, Godflesh, til live igen. Det er blandt andet sket med en række gendannelseskoncerter, hvor i hvert fald de par stykker, som Devilution har oplevet, har været fantastiske og nærmest helt kompromisløse, fristes man til at sige. Tidligere i år blev der så pustet endnu mere liv i den ild, der er Godflesh-navnet, da duoen fra industribyen Birmingham smed ep’en ’Decline & Fall’ på gaden. Den præsenterede fire forbløffende gode sange med en vrede, man rent faktisk troede på.

Og nu er de så klar med den første fuldlængde i 13 år, der har fået den på én gang mørke og farverige titel: ’A World Lit Only by Fire’. Til trods for at det er 13 år siden, Broadrick og Green sidst smed et studiealbum på gaden, skal man et kvart århundrede tilbage til bandets første par plader, ’Streecleaner’ (1989) og ’Pure’ (1992), for a opstøve den lyd, der deler flest fællestræk med ’A World Lit Only by Fire’. Rent sonisk repræsenterer lyden på disse plader både det nostalgiske og det tidsløse for én, og man er derfor kun taknemmelig for at få den genopfrisket på helt dugfrisk vis.

En tidlig respekt

Jeg mindes, da man i ’94 som yngre teenager i den mindre by i Nodjylland nærmest blev brandmærket af en mindre gruppe ældre bekendte, fordi man anskaffede sig debutpladen med Korn. Umiddelbart gjorde den jo indtryk på ens 13-årige, fortrinsvis uøvede ører, det første udpil fra Jonathan Davis og co., det må man jo nok indrømme. Korns udtryk og musikvideoer havde muligvis (læs: selvfølgelig, thi ens hænder skal jo vaskes rene) en endnu større indvirkning på én, end deres musik egentlig havde, men stadigvæk... man havde købt lortet, man tog det entusiastisk med til fester og til at begynde med praisede man tilmed skidtet. Og så fik man røvfuld for det. Hvis der skulle drikkes bajere til dybe basgange i de lurvede kælderværelser i Himmerland, så var det Godflesh, der leverede dem! Pitchshfter, Skinny Puppy samt Ministry og Nine Inch Nails kunne også gå an – men fandeme ikke nu-metalliske Korn!

På den måde fik man allerede i sine spæde metal-interesserede-dage en særlig respekt for blandt andre Godflesh. Den respekt, man havde for dem, var på dette tidlige tidspunkt ikke baseret på ret meget andet end hårde verbale ord fra de hårdere ældre, der jo kunne drikke flere bajere end en selv, men dem lyttede man nu også mere til, end man lyttede til så mange andre. Og de havde jo en pointe, det ved man nu. For der er selvfølgelig slet ingen tvivl om, at Korn – i hvert fald på deres debutplade (jeg fik aldrig hørt ret meget andet end netop den og så de globale hits dvs. radioplager, man senere vel ikke rigtig kunne undgå ikke at høre) – lænede sig en smule op af Godfleshs riff-tunge staccato-repetition. Dermed ikke sagt, at der egentlig er mange ligheder mellem det tidlige Korn og det tidlige Godflesh. Det er der ikke. Overhovedet ikke. Sammenlignet med Godflesh, da lød Korn (i hvert fald for 20 år siden) som et  fløjlskælent, jazzblødt boyband. Og sammenligner man med ’A World Lit Only by Fire’, da lyder det tidlige Korn stadigvæk præcis sådan.

Bagfra & forfra

Og hvor vil jeg så lige hen med denne overflødige og på-ingen-måde-særlig-brugbare snak om Korn? Ja, det ved jeg ærligt talt ikke helt. Men det, jeg trods alt ved, er, at Korn-snakken udspringer af en Devilution-skribent, som i sin anmeldelse af denne uges nye skive med Today Is the Day begynder med at fundere: ”den forkerte association kan smadre et album”, hvorefter der henvises til Devilutions redaktørs association til Korn i sin anmeldelse af ’A World Lit Only by Fire’, der – næsten – fik ødelagt albummet for Devilutions skribent, da han læste den.”Næsten”, som han skriver.

Og jeg vælger her at tro på, at det skyldes Godflesh og deres industrielle styrke alene, at det så heldigvis alligevel ikke endte sådan; at det ikke lykkes redaktørens anmeldelse at smadre Godfleshs nye plade for skribenten. Devilutions redaktør lytter man til, når snakken igen og igen falder på musik. Nærmest uanset hvilken som helst musik, man er inde over – ham lytter man til. Det er derfor, jeg også vælger at tro på, at der skal mere til end en uden tvivl ellers pålidelig anmeldelse for at påvirke den overvældende oplevelse, som det vitterligt er, at smide ’A World Lit Only by Fire’ på anlægget og så skrue helt, helt op op for den. Havde Joe-karakteren fra ’Nymphomaniac’ eksempelvis forsøgt at få alle sine huller fyldt ud gennem musik og ikke sex, så er det ikke utænkeligt, at ’A World Lit Only by Fire’ havde været hendes uforløste store kærlighed: Det er pladen, der på tør, mekanisk vis tager én både forfra og bagfra – især hvis der bliver skruet højt nok op.

En nysmurt trommemaskine

Volume ér essentielt hos Godflesh, også i højere grad end hos det gennemsnitlige metalband. Dette skyldes hovedsagligt bandets brug af trommemaskinen som værende selve duoens vrede, rytmiske fundmaent. Godfleshs brug af trommemaskine var i begyndelsen af bandets historie med til at gøre Broadrick og Greens soniske udtryk famøs for dets kolde kynisme, og efter at have eksperimenteret med ”rigtige trommer” på de to forrige udspil, henholdsvis 15 og 13 år gamle ’Us and Them’ (1999) og ’Hymns’ (2001), da har trommemaskinen nu fundet sin vej tilbage på en fuldlængde fra Godflesh. Og tak for det!

Broadrick har i de seneste mange år haft stor succes med brugen af trommemaskine også under navnet Jesu, der kan siges at være en dronet og mere øm forlængelse af Godflesh. Måske det skyldes hans lange forhold til trommemaskinen, at brugen af den på ’A World Lit Only by Fire’ synes omtrent lige så stærk, som den nogensinde har været. Mens trommemaskiner tit er udskældte blandt metalfans, vil de i stedet blive tilbedt, når først man har hørt Godflesh. At den canadiske duo i Nadja i øvrigt mener omtrent det samme, skal man desuden ikke høre mange skæringer med dem for at forstå. På samme måde som det gjorde sig gældende på Godflesh' forrige EP, ’Decline and Fall’, lyder trommemaskinen på ’A World Lit Only by Fire’ muligvis ikke helt så mondbydeligt kynisk, som den gjorde engang, men mindre gør det.

En styrke på pladen eller en mangel på?

Det, der alligevel forhindrer  ’A World Lit Only by Fire’ i helt at være den hårde næve i fjæset, som man havde på at få at føle, det drejer sig om noget så elementært som selve styrken på pladen - eller manglen på samme, it depends: Er man i forvejen bekendt med plader som ’Streetcleaner’ og ’Pure’, så er der et stykke vej op til Godfleshs høje niveau; Er ’A World Lit Only by Fire’ på den anden side ens første bekendtskab med Godflesh, så bliver man formentlig ellevild for at lade den særegne industrielle voldsomhed dykke ind i én.

Men nej, pladen er ikke oppe i samme ondskabsfulde skylag som fra tidligere udspil, og det er sandsynligvis fordi, at den også læner sig så kraftigt op af netop bandets tidligste plader, at man allerede nu spekulerer på, hvor meget man så egentlig vil vende tilbage til den fremover. Spekulationerne kan sagtens vise sig at være rendyrket bullshit, men pladen skal få lov til at stå distancen en smule mere en smule længere, før den eventuelt bliver sådan rigtigt lovprist. Hvilket egentlig kun er rimeligt, taget pladens musikalske tungsind i beragtning: Pladen kræver sit af lytteren; lytteren kræver sit af pladen.