Jourgensen uden spændetrøje

Populær
Jourgensen uden spændetrøje

På godt og ondt har Al Jourgensen, frontmanden fra Ministry, valgt at slippe de kunstneriske tøjler i sit nye projekt. Det går ikke stille af sig.

Titel
Surgical Meth Machine
Dato
15-04-2016
Trackliste
1. I'm Sensitive
2. Tragic Alert
3. I Want More
4. Rich People Problems
5. I Don't Wanna
6. Smash And Grab
7. Unlistenable
8. Gates Of Steel
9. Spudnik
10. Just Go Home
11. Just Keep Going
12. I'm Invisible
Karakter
3

Surgical Meth Machine. Det hedder seneste projekt, som Alejandro Ramirez Jourgensen har kastet sig over. Det er et passende navn. For den industrielle metal, som han har lavet i Ministry gennem 30 år, har her fået en seriøs vitamindsprøjtning af alt det, som han kun har brugt i afmålte doser i netop Ministry. Resultatet er så Surgical Meth Machine, hvor der er skruet op for alle knapper, og vanviddet har fået frit løb.

Projektet er blevet til som et samarbejde mellem Al Jourgensen og hans tekniker Sam D'Ambruoso og skal ses som en hyldest til guitaristen Mike Scaccia, der døde i december måned 2012 efter at have været med i Ministry over flere omgange både på bas og guitar.

Når først chokket har lagt sig efter at blive mødt med den meget ufølsomme 'I'm Sensitive', åbner pladen sig på 'Tragic Alert' og bliver decideret fængende på 'I Want More'. Så mens der er kaos, og det kunstneriske udtryk er skabt i et sind af en kompromisløs musiker, så begynder det så småt at fungere, efter at man har snurret det nogle gange.

Nyd 'Tragic Alert her:



Det er nærliggende at drømme sig hen til et visuelt univers a la Mad Max, hvor kontrasterne er udpenslede i alle henseender. En dystopi, hvor kaos regerer på smukkeste vis. Surgical Meth Machine fusionerer punk, industrial og metal i en dystopisk smeltedigel, og resultatet er lige dele frastødende og tiltrækkende. Det er musikalsk vanvid og lyder som en uskøn blanding af Ministry, The Prodigy, Fear Factory og Sex Pistols, der hænger ved, og som efterlader lytteren med lyst til mere, men samtidig vil man ikke rigtig være ved det. For det er måske alligevel lidt for mærkeligt?

Al Jourgensen kan naturligvis ikke dy sig for at drysse politisk kritik i teksterne, som vi kender det. Her er vi i vante rammer. Og sådan er pladen også efter et par gennemlytninger. Vanviddet fortager sig lidt, idet man vænner sig til det soniske frontalangreb, som pladen vitterligt er fra start til slut. Ifølge det store, vide internet skulle pladen have været på mindst 220 bpm i samtlige sange, men så fik Al Jourgensen lov til at indtage marijuana legalt via et medicinkort i Californien, og det trak sjovt nok tempoet ud af sangene, i takt med at han trak luft ind gennem sin glasbong.



Det gør, at lytteren rent faktisk kan holde til at lytte til pladen, selvom sangtitlen 'Unlistenable' kunne indikere andet. Det er derimod en svada mod alle de bands, der laver lortemusik, og Al Jourgensen nævner direkte Iron Maiden, Megadeth, Lamb of God, Nickelback, The Cure og Morrissey som kunstnere, der er umulige at lytte til. Kender man Al Jourgensen ret, er der dog en pæn portion ironisk distance, for han slutter af med at kalde Ministry og industrialmusik for det rene fæces.

Slutningen af pladen er mere poppet og knap så konfronterende, hvilket gør, at pladen flader en smule ud. Det er, som om pladen er delt i to. Den vanvittige rus af alskens uheldige medikamenter blandet sammen og så den efterfølgende bagstive periode, hvor man bare tilbagelænet ser verden suse forbi i halvt tempo.

Det hele slutter af med singlen 'I'm Invisible', som læseren kan nyde her.



Pladen er for fans af Ministry, der gerne vil høre, hvordan Al Jourgensen har det anno 2016, nu hvor bandet er lagt i graven efter førnævnte guitarists dødsfald. Om det er godt eller skidt, skal være op til den enkelte lytter at vurdere.

Vores konklusion er dog, at Al Jourgensen uden spændetrøje fra de forventninger, der var til Ministrys lyd, er en aparte størrelse, hvor der ikke rigtig er nogen grænser for, hvor uregerligt det må være. Den røde tråd kan skimtes her og der, men fortaber sig lidt i de ligegyldige numre 'Spudnik', 'Just Go Home' og 'Just Keep Going'. Surgical Meth Machine er et uspoleret bevis på, hvad der sker, når en kunstner på euforiserende stoffer får lov at vandre ud ad lige nøjagtig den tangent, denne måtte ønske. Det i sig selv er årsag nok til at lytte til pladen.