Copenhell '17: Den tunge dødstime
Populær
Veteranerne fra Bolt Thrower og Benediction holder stadig dødsfanen højt i Memoriam, der stod for næsten en times tung dødsmetal på festivalen lørdag aften. Og så fik de endda selskab af en tidligere growler i de to legendariske bands.
Lørdag aften kæmpede Copenhell-scenerne Pandæmonium og Hades samtidig om nostalgikernes opmærksom. På Hades stod legendariske Overkill, der som en velsmurt maskine har thrashet igennem i snart 40 år, mens Pandæmonium bød på dødsveteranerne i Memoriam. Svært valg som publikum og brandærgerlig skemalægning, når nu festivalen i forvejen ikke var så godt repræsenteret i den mere aggressive og klassiske afdeling af metallen.
Når Memoriam er et band, der blot har udgivet ét album i form af ’For the Fallen’ tidligere i år, kan udsagnet "veteraner" om bandet måske undre, men hovedparten af bandets medlemmer har været med i 30 år siden dødsmetallens spæde start. Den 50-årige Karl Willetts, frontmanden med det lange blonde hår, kendes nok især for sin tid i front for legendariske Bolt Thrower. Her spillede han desuden med Memoriams trommeslager Andrew Whale frem til dennes exit i 1994. Og som om det ikke var nok, tæller Memoriam-medlemmernes CV også en baggrund i Benediction, da bassist Frank Healy har huserer der siden 1992. På guitaren er Scott Fairfax måske et lidt mere ubeskrevet blad. Han har spillet i blandt andet hedengangne Cerebral Fix, men han har dog spillet live med Benediction.
En smuk introduktion
Internt på Devilution har der været diskussion om relevansen af konferenciererne, men her var radioværten fra hedengange Heavyland, Carsten Holm, dog helt på sin plads med sin introduktion af bandet. At Memoriam er en hyldest til afdøde Martin 'Kiddie' Kearns, der var så vigtig for Bolt Thrower, at englænderne valgte ikke at fortsætte efter Kearns' alt for tidlige død. Han blev blot 38 år, men havde spillet med bandet, siden han var 17 år. Holms egen kærlighed til den gamle dødsmetal i Bolt Thrower og Benediction skinnede tydeligt igennem, og det blev en rørende optakt til Memoriam, der gik på scenen med netop nummeret 'Memoriam' med de passende ord:
How constantly we think of you
With hearts and eyes that fill
The love in life we had for you
In death grows stronger still
Let the winds of time blow softly
Bells toll for all to hear
Gone but not forgotten
Throughout the passing years
Netop det nummer præsenterer også Memoriam fra deres bedste side. Med et simpelt, men uhyre effektivt riff blev stemningen sat til en omgang tung og rutineret dødsmetal. Andrew Whale på trommerne er som en slags dødsmetallens Phil Rudd (tidl. AC/DC). Ikke et slag for meget, intet unødvendigt lir, men blot solidt og sikkert trommespil. Desværre var trommelyden ikke så fed igen, så gensynsglæden med Whale blev desværre begrænset noget heraf.
Ja, generelt hjalp lyden ikke bandet. Tekniske problemer med Healys pedaler gjorde, at det tiltrak sig mere opmærksomhed end hans aparte basstil. Og her tænkes ikke på venstrehåndsbassen, men snarere at de dybe strenge sad nederst på bassen. En buldrende tæt bas, som på debutalbummet fra Memoriam var savnet til opbakning af de ellers tunge guitarrifs. Selv når Healy selv så tilfreds ud med lyden af bassen oppe på scenen, syntes den lige tynd nok på pladsen foran ham.
Karl Willets var i godt humør. Han storsmilede og growlede godt, selvom stemmen ikke var helt så konstant og stabil i det lækre, dybe leje, som han kan præstere. Alligevel var det en fornøjelse igen at høre hans røst på dansk jord. "It's been a while", som han selv konstaterede.
Herlig (forventet) visit fra growlerkollega
Til Eindhoven Metal Meeting i 2016 tog Memoriam den tidligere Benediction-frontmand Dave Ingram med på scenen til et dobbelt growlangreb og spillede Bolt Thrower-nummeret 'Inside the Wire' fra 'Honour – Valour – Pride', som havde netop Ingram på vokal. Nogle ved måske også, at 48-årige Ingram i dag er bosat i København, så det var måske ikke en overraskelse, at tricket blev gentaget. Det var helt tydeligt gode venner, man så på scenen her, og der blev givet store kram bandmedlemmerne imelle.
Et absolut fornemt indslag i en koncert, der af naturlige årsager primært bestod af numrene fra 'For the Fallen'. Men det blev også til nyt, blandt andet et nummer, hvor teksten endnu kun var i gang med at blive skrevet. En sang om Karl Willets' mor og den modbydelige demens, som hun lider af. Igen viste Karl Willets sig som en følsom mand med hjertet på rette sted. En mand med en livshistorie at berette, og som sikkert på hyggelig vis kunne snakke øret af en på den lokale pub.
Der stod masser af danske dødsmetalmusikere i den heldigvis store flok foran Pandæmonium. For dem og Devilutions udsendte vandt koncerten helt klart stort på nostalgi og glæde over bare at opleve disse musikerne, som man igennem så mange år har haft en kæmpe respekt for. Men som vi også skrev i anmeldelsen af albummet, mangler der det sidste for at leve op til de – måske også urimeligt store – forventninger, man let kan have til bandet, grundet medlemmernes CV'er. Og fjernes dette herlige pust af historiens vingesus, så må man sige, at koncerten var god, men heller ikke direkte fantastisk. En bedre lyd kunne nok have trukket helhedsindtrykket op. Men for fanden, hvor er det godt at se Karl Willets på de skrå brædder igen.