MMF '17: Et brøl fra graven
Populær
Roskildebandet Deadflesh var en af de glædelige overraskelser på årets Metal Magic, hvor deres eksemplariske 90’er-død og et Motörhead-cover tordnede igennem den lille teltscene til stor begejstring.
Nogle gange skal man bare lige grave lidt, før guldet dukker op.
I dødsmetalregi vil det guld ofte være i form af et lig, man kan udøve nekrofili eller andre upassende og gravskændende handlinger på. I metalfanregi er det ofte bare det ene band, der udmærker sig ved at stikke ud fra mængden af de andre.
Det gjorde Roskilde-bandet Deadflesh på årets Metal Magic Festival. Ikke fordi deres dødsmetal er synderligt original eller progressiv, det er inspirationen fra kilder som Bolt Thrower, tidlig Death og Six Feet Under for tydelig til, men simpelthen fordi det blev leveret med et musikalsk overskud, det ikke var mange andre bands på festivalen forundt.
Deadflesh strækker sig hele vejen tilbage til 1994 og har altså udgangspunkt i de år, hvor den dødsmetal, de spiller, peakede. Meritterne er i den forstand i orden, men med blot to plader (’Unreleased Hate’ fra 1998 og ’World War III’ fra 2008) bag sig har det været så som så med aktiviteten, ligesom selvstændigheden fra pladeselskaber sandsynligvis har medført, at de ikke er kommet længere ud end den mest indviede undergrund.
Man kunne også umiddelbart have troet, at oddsene var imod bandet lørdag eftermiddag. Med en lidt skævtsiddende camouflage-cap og en guitarrem med flammer på kunne Sune Borring ligne en guitarist i et Pantera-jamband. Hvis ikke det altså var, fordi han kværnede knusende tunge dødsmetalriff af.
Frontmand Allan Hartvigsøn stod høj og mager med indsunkne kinder, håret sat tilbage og hajtænder tatoveret hele vejen rundt om halsen. Han lignede en, som ikke tog det at spille dødsmetal for sjov, og hans bemærkelsesværdigt ondskabsfulde growl, som var intet mindre end eksemplarisk for genren, tog den fulde opmærksomhed, mens Hell-e (godt kunstnernavn!) som en pendant til Bolt Throwers Jo Bench behændigt styrede bassen.
De hurtige stykker blev afvekslet af tungt midttempo-spil og enkelte doomede sekvenser, men for det meste var det full-on dødsmetal i bedste 90’er-åre indtil koncertens afslutning, hvor mere bluestonale riff tittede frem, og et Six Feet Under-cover pludselig muterede ind til Motörheads ’Ace of Spades’ i en ubønhørligt kværnende fed udgave, der fik hele teltet til at holde med Deadflesh.
Ni år efter det seneste album ligger den tredje plade ’Sic Semper Tyrannis’ færdiggjort og klar til udgivelse. Man kan derfor håbe, at vi kommer til at høre mere til bandet i fremtiden. For selvom Deadflesh har mange år på bagen og i den forstand ikke har været væk, så virkede de på Metal Magic som en ubønhørligt vred metalenhed, der netop var genopstået med et brøl fra graven.