WOA '14: Ingen revanche til Lemmy

WOA '14: Ingen revanche til Lemmy

Modsat koncerten sidste år på Wacken var Lemmy denne gang i stand til at gennemføre hele showet. Men den 68-årige, legendariske frontmand er i så dårlig tilstand, at det er en sørgelig fornøjelse at være vidne til. 

Kunstner
Dato
01-08-2014
Trackliste
1. Damage Case
2. Stay Clean
3. Metropolis
4. Over the Top
5. The Chase Is Better Than the Catch
6. Rock It
7. Lost Woman Blues
8. Doctor Rock
9. Just 'Cos You Got the Power
10. Going to Brazil
11. Killed by Death (med Doro Pesch)
12. Ace of Spades
Ekstra
13. Overkill
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Vi var nok mange, der troede, at Lemmy havde stillet cowboystøvlerne, da han sidste år på Wacken under Mötorheads koncert forlod scenen efter en halv time og efterfølgende dejsede omkuld backstage og blev hentet i en ambulance.

Well, som bekendt overlevede den nu 68-årige Ian Fraser Kilmister. Et menneske, der så sandelig må betragtes på lige fod med verdens øvrige mystiske vidundere som pyramiderne og Stonehenge. For hvordan Lemmy, der startede karrieren ud som roadie for selveste Jimi Hendrix for 47 år siden, stadig trækker vejret efter fem årtiers indtag (læs: misbrug) af alkohol og øvrige stimulanser, er og bliver en gåde. Desværre også en gåde på mere ondt end godt. Andre konklusioner kan man simpelthen ikke drage efter at have været vidne til Mötorhead, der traditionen tro, spillede på Wacken.

Allerede da trioen gik på scenen, og Lemmy ,som altid, startede med den introducerende sætning ”We’re Mötorhead and we play rock n’ roll", lød de berømte ord så svage og mumlende, at den her koncert næppe ville ende som et kønt syn. Sådan stod det desværre også på gennem koncertens lille time fyldt ud af 13 numre. 

Angiveligt har Lemmy godt nok kvittet sin velkendte trang til Jack Daniels, som han gennem 40 år dagligt har tømt en flaske af. Men britens skrantende helbred har i de seneste år unægtelig betalt prisen for den hårdføre livsstil. Frontmanden fremstod som en dehydreret pungrotte, der hverken havde meget luft tilbage i lungerne eller kræfter i fingrene til at varetage bassen. Vi skulle faktisk heller ikke mere end tyve minutter ind i koncerten, før Phil Campbell lirede en guitarsolo af, og Lemmy tog sig en temmelig tiltrængt pause fra scenen. En scenarie, der gentog sig cirka femten minutter senere, da Mickey Dee overtog soloopvisningen på trommerne.

Sætlisten understeger formentlig også, at Mötorhead næppe gør sig meget i øvelokalet for at variere mellem numrene. De sædvanlige rockhymner kom på stribe. Fra ’Over the Top’, over ’Doctor Rock’ og til de trofaste afslutningsnumre ’Ace of Spades’ og ’Overkill’. Unægtelig fremragende klassikere, som naturligvis også drøner løs med fuld smæk på, mens de her ord nedfældes. De har det jo netop det, der kendetegner Mötorhead, og som vi elsker bandet for: Hårdtslående og rendyrket rock 'n' roll fuld af nosser. Det er der bare meget lidt tilbage af i musikken, sådan som Mötorhead svagt fremfører den anno 2014. Måske var det derfor, den mere stille, men svedige, bluesede ’Lost Woman Blues’ fra sidste års overraskende fede ’Aftershock’ fungerede som showets højdepunkt.

Men lur mig om ikke Mötorhead igen skal opleves på Wacken til næste år, hvor bandet også fejrer 40-årsjubilæum. For som sin lige så hærgede landsmand Keith Richards fra Rolling Stones kaster Lemmy næppe håndklædet i ringen, før han falder død om i den. ”Rock 'n' Roll music is the true religion,” som Lemmy synger i nummeret af næsten samme titel. Og amen til det. Man forstår såmænd også godt, at de gamle drenge bliver ved. Det hviler i deres identitet at være i de her bands, og hvad skulle de egentlig stille op med sig selv uden livet på landevejen, som de har dyrket gennem hele deres voksne liv? Det er sympatisk, men så sandelig også blevet et sørgeligt syn at se på.