WOA '14: Tårerne trillede til Carcass
Populær
Carcass spillede solen ned fredag aften på Wacken og efterlod et publikum rørt til tårer, men udnyttede ikke deres spilletid optimalt.
2. Incarnated Solvent Abuse
3. Cadaver Pouch Conveyor System
4. This Mortal Coil
5. Reek of Putrefaction
6. The Granulating Dark Satanic Mills
7. Unfit for Human Consumption
8. Genital Grinder
9. Exhume to Consume
10. Captive Bolt Pistol
11. Corporal Jigsore Quandary
12. Heartwork
Carcass' koncert på Wacken Open Air 2014 startede fornemt med 'Buried Dreams' fra mesterværket 'Heartwork' og vekslede så mellem gamle numre og nye fra 'Surgical Steel'. Helt klassisk måde at afvikle en koncert på når man er et band, der har en ny plade, som skal promoveres. På den måde var deres koncert dette år på Wacken helt anderledes end den koncert, de gav samme sted tilbage i 2008, hvor bandet var halvt Carcass og Arch Enemy og lige så meget en hyldest til fordums storhed, samt muligheden for Ken Owen for at få et kæmpe brøl fra publikum.
I år var anderledes. Carcass er oprigtigt tilbage som band og har ikke tænkt sig at stoppe med førnævnte 'Surgical Steel'. Det var derfor en tændt Jeff Walker, der med en god portion britisk humor fik sparket festen i gang, flankeret af de to guitarister Bill Steer og Ben Ash. Netop guitarerne brød fint igennem og leverede lige præcis den melodiske dødsmetal, som Carcass udviklede sig til i starten af halvfemserne, da de mere eller mindre egenhændigt opfandt genren med 'Heartwork'.
Bandet blev dog ikke fokus for denne anmelder denne aften. For da jeg stod i fotograven oppe foran og ventede på, at bandet skulle komme ind, drejede jeg mig rundt for at se den hårde kerne af fans, der havde tilkæmpet sig en plads ved hegnet. Fuldstændig midt for stod en voksen herre i bar overkrop. Han var meget livlig. Da intromusikken '1985' gik i gang, blev det kun endnu mere levende. Han vendte sig om, og der mellem skulderbladende havde han en stor Carcass-tatovering. Da bandet trådte frem på scenen, brød manden ud i tårer. Denne forløsning gjorde indtryk. For undertegnede anmelder er selv stor fan af Carcass. Jeg var selv en meget glad mand, da jeg oplevede Carcass for første gang på selvsamme græsmark for seks år siden. Siden er det blevet til flere koncerter, så det rørstrømske er lettere at styre nu.
Det var dog befriende at se denne voksne mand være så glad i det øjeblik, og det var rart at kunne dele det med ham. Efter at have fået øjenkontakt med ham fik jeg taget nogle billeder, både af ryggen og mens han stod, og øjnene blev fugtige, og der efterfølgende blev givet horn og en tommel op. Han fik også mere end én krammer af sikkerhedsvagterne, der kunne se, hvor meget det betød for denne fan.
Det gjorde hele forskellen. For mens Carcass sang solen ned, var det mindst lige så interessant at se, hvor mange, der sang med på klassikerne, og at observere folks reaktioner på de nye og gamle sange, når disse blev introduceret. Her skal det siges, at Carcass er præcis lige så umulige at afkode til en koncert, som deres tekster var på de første plader. For de leger med introer og outroer som små børn med havregrød. Det forvirrer, og lige som man tror, at de sætter i ét nummer, så skifter de lige sang, efter introen er spillet færdigt. De driller, de briter!
Desværre drillede de os kun i 60 minutter. De havde faktisk fået allokeret 75 minutter, men efter en time havde de kørt deres program færdigt, og de havde ikke udvidet det med et par ekstra sange. Så koncerten blev lidt kortere end forventet, og det var ærgerligt, for de 60 minutter gik hurtigt, bandet spillede godt, og det var en fed koncert. Den skulle bare lige have været lidt længere og burde have inkluderet bl.a. 'No Love Lost'.
Hvis du vil se hele koncerten, så er den her nedenfor i HD: