Årsliste 2017 – Kent Kirkegaard Jensen

Kent blev fanget af Power Trip, Solbrud, Firespawn og The Petulant, mens koncerter med I Am Morbid og en bytur med samme står som højdepunkter i 2017.

Årets danske album:

1. Solbrud: 'Vemod' – Solbrud fortsætter deres helt egen stilart på 'Vemod', og det gør de overbevisende. Det er anderledes, drømmende og medrivende. 

2. The Petulant: 'Dictum' – Erfarne kræfter fra miljøet har slået pjalterne sammen, og resultatet er en fængende dødsthrash-plade, der kræver lidt af lytteren, og så er der ellers fest i anlægget.

3. A Sun Traverse: 'A Sun Traverse' – Velspillet doom er godt. Det skader bestemt ikke, at det også er dansk. A Sun Traverse er mestendels medlemmer fra Saturnus, og det lader sig ikke skjule, hvilket bestemt ikke gør noget.

4. Phrenelith: 'Desolate Endscape' – Solid, grum og dyb dødsmetal har efter fire år i undergrunden omsider fået deres første plade på gaden, og det er bestemt værd at bruge nogle timer på.

5. Deadflesh: 'Sic Semper Tyrannis' – Deadflesh kaster ikke om sig med udgivelser, men når de så omsider får trukket i tøjet igen, så er det slet ikke ueffent materiale, der kryber ud. Det er old school dødsmetal, der bringer lige dele nostalgi og glæde over, at genren stadig kan spilles godt, frem i lytteren.

Årets internationale album:

1. Power Trip: 'Nightmare Logic' – Thrash fra Texas. Det lyder som en kliché, og Power Trip er da heller ikke blege for at blande texanske ingredienser som Pantera med thrash-genren og opnå netop det simple, men fængende udtryk, der udgør 'Nightmare Logic'. Virkemidlerne er set og hørt før, men Power Trip gør det bare rigtig godt.

2. Sepultura: 'Machine Messiah' – Sepultura er blevet dømt ude mange gange, siden de mistede førs Max Cavalera som forsanger, dernæst lillebror Igor Cavalera på trommer. Alligevel overrasker de positivt med 'Machine Messiah', der får Sepultura tilbage til fortidens dyder med vellydende tribal-thrash uden hverken at vandre alt for langt ud i junglen eller blive så moderne, at det skræmmer bandets loyale fans væk. Tværtimod. De rammer den lige bagi. Fed plade!

3. Firespawn: 'The Reprobate' – Lars Göran Petrov er måske nok bedst kendt som forsanger i Entombed, men hans mange andre projekter er også værd at lytte til. Ikke mindst Firespawn, der udsender medrivende og melodisk dødsmetal, hvor guitarerne i den grad får plads. Sammen med Petrovs udmærkede vokal bliver 'The Reprobate' bare en helstøbt dødsmetalplade. Som vor anmelder skrev, så håber man inderligt, at det bliver et rigtigt band og ikke bare et projekt. Materialet kan sagtens bære det.



4. Enslaved: 'E' – Enslaved har gennem mere end 20 år sørget for, at norsk metal ikke kun huskes for den sorte periode, hvor Enslaved selv blev dannet. Hvor deres samtidige stort set er blevet i deres hjørne og blevet genrefaste, så har Enslaved hele tiden skubbet til egne og andres grænser i en konstant søgen efter inspiration og nyt terræn. Det har bragt dem vidt omkring og imponerende nok altid med et godt resultat. 'E' er ingen undtagelse. Vellydende progressiv metal fra vore brødre i nord. 

5. Immolation: 'Atonement' – I et år, hvor store navne som Obituary, Cannibal Corpse og Morbid Angel alle skuffer med middelmådige eller decideret dårlige plader, så er det rart at have Immolation i baghånden. De blev aldrig lige så store som førnævnte, men de har forlængst indhentet dem på kvalitet og langtidsholdbarhed. Sørme om ikke også de i 2017 sender en plade på gaden, der kan holde til at blive spillet, uden at man får lyst til at smide deres plader fra halvfemserne på? Sørme jo. Det i sig selv er et ret godt kvalitetsstempel.

Årets internationale hit:

Power Trip: 'Executioner's Axe (Swing of the Axe)' – Velskrevet nummer, der gør det vanskeligt at sidde, uden at fødderne tripper med. Nok den sang, jeg har hørt mest i 2017.



Årets danske hit:

The Petulant: 'My Caesar' – Tilbagelænet dødsmetal, hvor tempoet er trukket helt ud og alligevel tilføres noget melodi, går lige i hjertekulen på denne anmelder.



Årets genfundne klassiker:

Bruce Dickinson: 'Tears of the Dragon' – Jeg købte 'Balls to Picasso' på cd tilbage i 1994, da den udkom, uden rigtig at have forventninger. Men singlen 'Tears of the Dragon' satte sig ubønhørligt fast på grund af dens omkvæd og er siden blevet taget frem i ny og næ. Har man ikke stiftet bekendtskab med den, så er det ikke for sent.



Årets fysiske udgivelse:

Bruce Dickinson: 'What Does This Button Do' – Forsangeren fra Iron Maiden har omsider fået skrevet sin biografi, og jeg har fået fingre i et signeret eksemplar. Den bog glæder jeg mig til at få læst.

Årets koncerter:

1. I Am Morbid: Roxy - Flensburg, Tyskland, 08-06-2017 – Der var ikke mange til stede i Flensburg, da David Vincent og resten af I Am Morbid gav koncert. Men de fremmødte fik en intim og eksklusiv oplevelse, da forsangeren fra Morbid Angel sang og spillede alle de rigtige klassikere fra selvsamme band. En helt igennem fortræffelig koncert.

2. Carcass: Copenhell, 22-06-2017 – Jeg havde for en gangs skyld ikke tjansen som anmelder til en koncert med Carcass og kunne derfor blot nyde Jeff Walker og co. spille, mens der røg en smule humle indenbords. Det var nok højdepunktet for undertegnede på dette års Copenhell. 

3. Metallica: Royal Arena, 02-09-2017 – Jeg fik set de to af de tre første koncerter i februar måned, og erstatningskoncerten i september indtog jeg sammen med de to ældste sønner. Jeg har tidligere hevet dem med til både AC/DC, Iron Maiden og Volbeat, og nu fik de så Metallica at se. De glædede sig til de nye sange, og jeg blev trakteret med sange, bandet normalt ikke spiller. Vi var alle glade. 

4. Satyricon: Train - Aarhus, 18-10-2017 – Den nye plade var ikke lige min kop te, men på scenen kan Satyr og hans lejesvende stadig levere varen i en grad, der får mange andre i den ekstreme genre til at fremstå flade i koncertøjemed. Medrivende – og et tegn på, at Satyr er en bedre frontmand end sangskriver anno 2017.

5. Gojira: Train - Aarhus, 13-07-2017 – Franskmændene tog røven på det propfyldte spillested. Normalt spiller de ikke så små steder, men denne aften fik Smilets By mulighed for at opleve Gojira på nærmeste hold, og de skuffede ikke. Tværtimod. Selvom det måske nok var lidt uvant for dem, så spillede de, som skulle de fastholde opmærksomheden hos 6000 og ikke blot en brøkdel af dette. 

Bobler: I foråret var Devilution også på Train, hvor vi så Mayhem fremføre 'De Mysteriis Dom Sathanas' og det blev præcis den sorte kulisse, som vi havde håbet på. 

Årets internationale navn:

Metallica – Fire flotte koncerter på dansk jord. Deres plade fra november måned sidste år er bestemt ikke deres bedste, men de formår stadig at henrykke og levere varen på scenen. Ingen over og ingen ved siden af. Metallica er stadig i en klasse for sig selv. Med James Hetfields sygdom i februar og en formel til koncerterne, der efterhånden er en anelse bedaget, så begynder man at kunne ane en sidste salgsdato, men det er næppe inden for de næste par år. Metallica er stadig kongerne.

Årets danske navn/solist:

Volbeat – Det er så afgjort det største navn nogensinde i dansk musik. Ikke bare den tunge genre. De fortjener al den ros, de kan få. Men der røg en smule skår i glæden i 2017. Undertegnede så dem foran omkring 75.000 mennesker på Wacken Open Air i starten af august måned, hvor de gennemførte en rutinepræget og energiforladt koncert. Det kom jeg til at skrive. Et par uger siden skulle Volbeat spille i et udsolgt Parken foran 45.000 fortrinsvis danske publikummer, der utvivlsomt ville blive den ultimative hyldest til bandet. Det skulle Devilution ikke ødelægge med en dårlig anmeldelse. Ej heller Ekstra Bladet. Så de to medier blev nægtet akkreditering, og så startede der ellers et større opgør på de sociale medier, hvor fans af bandet helt forventet støttede Volbeats beslutning om ikke at ville have kritiske røster med til festen. Princippet om ikke at sortere i den frie presse syntes at gå tabt, selvom Devilution forsøgte at forklare sig, og vi anmeldte da også koncerten alligevel. Når det er sagt, er Volbeat stadig de største. Det er der ingen tvivl om, og selvom de i august måned 2017 kom til at iføre sig alt for små sko, så fortjener de anerkendelsen. Hermed givet.

Årets nye internationale navn:

Power Trip – Texanerne udgav det, jeg ser som årets bedste plade. Yderligere forklaring kan findes ved at lytte til denne.

Årets nye danske navn:

Mother of All – Martin Haumann har sit soloprojekt, der fortjener lidt opmærksomhed. Den seneste ep, 'Secular Assault', vidner om en trommeslager, hvis musikalske ophav ikke lader sig fornægte eller begrænse til thrash i Essence, folke-black metal i Myrkur eller andre af hans projekter. Han kan og vil også selv. 

Årets comeback:

Dog Eat Dog – Fed koncert på Wacken. Der var dømt nostalgi for fuld udblæsning og fadøl i literkrus. Den kombination er sommetider vanskelig at gardere sig imod.

Det overså jeg i 2016:

Intet.

Årets optur:

I Am Morbid på Aalborg Metal Festival 2017. De var hovednavn lørdag aften og ankom til Aalborg fredag formiddag. Jeg havde fået kontakt til deres manager for at sætte et interview op med David Vincent forud for koncerten. Fredag aften var der så Mortensaften i Danmark, og Devilution-folkene havde bestilt bord på en restaurant, hvor vi kunne få lidt and mellem fredagens koncerter. Det var timet og tilrettelagt. Efter en pludselig indskydelse inviterede vi I Am Morbid med til bords, bandet sagde ja, og resten af aftenen gik med røverhistorier, god rødvin og en tur i Aalborgs natteliv. Det var improviseret og spontant. Fantastisk aften, hvor en fan af dødsmetal siden starten af halvfemserne fik en hel aften med David Vincent. Det var benzin på bålet til den indre fanboy. Det er der ingen grund til at lægge skjul på. 

Den aften fortalte jeg også bandet om min tur til USA i starten af 2018. De kom med staldtips til, hvor jeg skulle overnatte i Las Vegas, hvilke steder jeg skulle besøge, og hvilke restauranter der var bedst. Sørme om ikke det så viser sig her en måned senere, at I Am Morbid har annonceret deres første koncert i USA i slutningen af januar måned på Los Angeles' legendariske spillested Whisky A Go Go, netop som jeg er i området. Så nu bliver jeg naturligvis nødt til at se dem der. Roxy i Flensburg og Aalborg Metal Festival var begge gode koncerter, så mon ikke lige jeg kan klemme en aften i Englenes By ned, inden jeg med garanti også er at finde helt oppe foran på Metal Magic Festival 2018, hvor de også spiller. Nu hvor Morbid Angel er blevet en skygge af sig selv, er det rart at kunne udleve nostalgiske følelser for bandet med I Am Morbid for fuld pedal. Hvem ved, hvornår det slutter? Jeg tager det hele med. Rub og stub.

Årets største skuffelse:

Satyricon, Obituary, Morbid Angel og Cannibal Corpse. De gamle giganter inden for dødsmetal og black metal skuffede med jævne udgivelser, der ikke fik pulsen op. Det er altid ærgerligt, når de bands, man tidligere har lyttet rigtig meget til, udgiver musik, der ikke gør noget for én.

Største ønske for 2018:

At Watain stadig er indædte og vrede, når de gæster Wacken Open Air. De er et af de få sorte lyspunkter på en ellers alt for jovial metalhimmel, der er blevet så frygtelig kedelig og hyggelig, at jeg i den grad savner vildskaben og vanviddet i starten af halvfemserne. Alt det her krammeri er ved at æde mig op, og jeg trænger til noget bersærkergang. Jeg fæster min lid til svenske Watain og satser på, at de stadig sværger til mørket.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

Watain på Wacken. Metallica i Hamburg og Herning. Samt naturligvis turen til USA, hvor jeg ikke har været siden 2015, så det bliver et godt gensyn med familie samt gode oplevelser. Deriblandt koncerten på Whiskey A Go Go.