Passioneret råstyrke
Populær
Deadflesh har ikke fundet nyt land, men byder i stedet på et passioneret tilbagekig til simpel, rå og fængende dødsmetal på det tredje album i bandets mere end tyve år lange virke.
Danske Deadflesh er ude med deres tredje album siden dannelsen i 1994. Der var ikke meget postyr omkring de to første, der udkom i henholdsvis 1998 og 2008, og næsten ti år skulle der altså gå igen, før 'Sic Semper Tyrannis' blev udgivet henover sommeren. Men denne gang burde der kunne laves mere "larm" omkring bandet: Dels har en stærk koncert på Metal Magic ikke bare overbevist en større del af Devilution-redaktionen, men også sat Deadflesh godt ind på dødsmetal-landkortet herhjemme.
Og det er ganske forståeligt, for allerede få sekunder inde på denne skive kan det høres hvorfor. Det er simpel, rå dødsmetal, der trækker på ganske effektive virkemidler. Det synes måske i korte øjeblikke banalt, men der hvor distancen skal stås, er på den længere bane. Virker det også efter tiende eller halvtredsindstyvende lyt? Det gør det glædeligt nok, og for denne anmelder er pladen faktisk vokset fra en opfattelse af udmærket, men ikke prangende dødsmetal til helt igennem holdbart, medrivende og nærværende. Lyt efter lyt.
Produktion uden pral
Produktionen er skåret helt ind til benet. Efter dagens standarder kan der godt være lidt demolyd over det, men det skal forstås positivt, for når nu musikken puster så dejligt til nostalgien og kærligheden til 90'er-dødsmetallen, så er det også skønt at have en autentisk lydproduktion, hvor man nærmest føler sig i lokale med Deadflesh. Ikke øvelokalelyd, men bare autentisk og råt for usødet i sit lydbillede.
Det er primært midttempo med få afstikkere mod noget hurtigere og flere ture mod det groovy dødsmetalområde. Dertil er der en håndfuld let melodiske leads, der giver et ekstra boost til akkord-riffene, så det umiddelbart catchy element som musikken omfavner, fastholdes.
Dødsmetallektion
Gode riff, den nævnte rå lyd, og et dejligt growl. Old school og en herlig invitation til en lektion i 90'er-dødsmetal, som Bolt Thrower eksekverede det (specielt 'War Master' har sine ligheder musikalsk og produktionsmæssigt). Bandet blev oprindeligt dannet af forsanger og Allan Hartvigsøn og Keld Buchhardt, og sammen forenede de kræfter, der før havde spillet i blandt andet Disembowel, Nations of Death og Dominus, så 90'er-dødsmetallen er næppe tilfældig. Hartvigsøn har haft flere kumpaner med sig gennem årene og er den eneste, der har været med fra begyndelse. Ændringerne i staben til trods er det tydeligt, at det stadig er datidens dødsmetal, som står hjertet nært. Og den passion skinner igennem på dette bandets tredje album.