Tiltrængt fuldblodsdoom

Populær
Tiltrængt fuldblodsdoom

Lee Dorrian var velvalgt vært for årets kuraterede program på Roadburn og havde i den lejlighed fundet plads på plakaten til også sit eget band With The Dead. Årets Copenhell-publikum har noget at se frem til.

Spillested
Dato
15-04-2016
Genre
Trackliste
Crown of Burning Stars
The Cross
Nephthys
Living With the Dead
I Am Your Virus
Screams From My Own Grave
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det er kommet dertil, hvor tung, velkendt, velspillet doom metal har muligheden for at være forfriskende. I hvert fald så længe trykket lægges på velspillet forstås. I takt med at horden af metalbands, der spiller traditionel doom metal, over en længere årrække synes at have presset genrens omfang til tæt på et bristepunkt, kan det synes svært at opstøve et band, der ikke blot tager den stadig nypopulære genres solide kendetegn på sig, men som rent faktisk også kender den tilstrækkeligt til at kunne finde ud af skrive gode sange i forlængelse af genren. Når man endelig støder på bandet, der kan finde ud af det, kan det derfor have en opstrammende effekt for genren i det hele taget, og er der et nyere navn, der på bundtraditionel vis har succes med at sørge for doommusikkens stadige eksistensberettigelse, og som giver genren et overbevisende, velkendt spark i røven, er det With The Dead.

Det var i hvert fald et overbevisende spark, det britiske ensemble med undergrundslegenderne Lee Dorrian (Cathedral) og Tim Bagshaw (ex-Electric Wizard, Ramesses) i front gav fra sig, da de tidligt fredag aften gik på festivalens Main Stage. Klemt ind mellem koncerter med mere fart på med henholdsvis Repulsion og G.I.S.M. skulle With The Deads koncert blive et tiltrængt skud opløftende, langsom ondskab, der gav publikum mulighed for at svaje i takt og løfte deres næver til det ene mastodontiske riff efter det andet.

Tidligt rutineret show 

Koncerten på Roadburn var bandets kun tredje til dato (der var blevet varmet op til Roadburn med to koncerter i England weekenden forinden), hvilket man dog ikke fornemmede. I takt med at det tonsertunge åbningsriff fra ’Crown of Burning Stars’ satte koncerten i gang, stod det hurtigt meget klart, at With The Dead er et band, der ved, hvad de laver. Det vidste man selvfølgelig på forhånd, kunne man indskyde, og man vidste det ikke kun på forhånd, fordi sidste års debutplade sad fint i skabet, men fordi de herrer, der står bag lortet, for det almindelige metalhoved har været temmelig indflydelsesrige for metalgenren i det hele taget. I månederne op til koncerten har der imidlertid været interne stridigheder i bandet, hvilket har fået trommeslager Mark Greening (også ex-Electric Wizard) til at forlade With The Dead, nærmest lige så hurtigt som debutpladen var smidt på gaden. Det var man en smule bekymret over.

Ny mand bag trommerne

Som erstatning for Greening har Dorrian og Bagshaw placeret færgemandens mønter på Alex Thomas, der har så forskellige navne som Bolt Thrower, Bloc Party og senest John Cale på sit cv, og som gjorde det godt. Man havde selvfølgelig hellere set Greening på scenen sammen med sine (forhenværende?) venner, men når trommesutterne nu engang må fyldes ud af en anden, er Thomas ikke en skidt erstatning. I stedet for at tilføje nye, anderledes nuancer til studieversionerne, går han direkte i fodsporene på Greenings spil. I virkeligheden havde sangene sandsynligvis været mindre lig med studieversionerne, havde den evige improvisator Greening siddet bag tønderne. Selvom man til tider godt kunne savne en lille smule bidskhed i form af den skævere sjat egenvilje, som Greening uden tvivl ville have tilføjet With The Deads numre i en live-sammenhæng, gjorde Alex Thomas det fremragende. Derudover havde de Leo Smee med på bas, der ud over tidligere at have spillet sammen med Dorrian i Cathedral også har Bill Steers band Firebird på cv'et.

Fremragende blev det især, da også den sortsynede mytologiske opstandelsessang ’Nephthys’ fandt vej til sætlisten. I al doombulderets, tætrøgede inferno er det ’Nephthys’ skæringen, der hos With The Dead giver lytteoplevelsen et åndehul. På guitaren erstatter Bagshaw her det tungsindigt indadvendte med noget anderledes groovy, ligesom det også er nummeret, hvorpå Dorrians vokal nærmer sig en hæs form for dope-croon. Omkvædet er sgu lige ved at være singalong – og Bagshaws afsluttende solo blev desuden ramt i røven! Igen igen var også lyden på spillestedet 013 ramt i røven, hvilket gjorde numrenes tungsind ære ved at være høj og perfekt indelukket. Også Dorrians simple, teatralske fremtoning på en scene må roses, som den understøttede musikkens krybende væsen fint.

With The Dead spiller på årets udgave af Copenhell. Vi ses!