Sepultura gør det umulige

Populær
Sepultura gør det umulige

Med 'Machine Messiah' er Sepultura i den grad tilbage. De har gjort det umulige og lavet en plade, der kan tåle at blive vejet op mod deres egne klassikere.

Kunstner
Titel
Machine Messiah
Dato
13-01-2017
Genre
Trackliste
1. Machine Messiah
2. I Am the Enemy
3. Phantom Self
4. Alethea
5. Iceberg Dances
6. Sworn Oath
7. Resistant Parasites
8. Silent Violence
9. Vandals Nest
10. Cyber God
Karakter
4

Sepultura udgav i 1996 pladen 'Roots', der blev en af deres mest solgte, populære og anmelderroste plader i karrieren. Det skete på ryggen af 'Chaos A.D.' og 'Arise', der sammen med førnævnte står som et helligt triumvirat for de fleste, der har hørt brasilianernes blanding af thrash og death metal, siden 'Beneath The Remains' indvarslede guldalderen. Siden konspirerede begivenhederne mod Sepultura, hvor Max Cavaleras søn Dana Wells døde i en trafikulykke.

På det tidspunkt var Wells' mor, Gloria Bujnowski, også Sepulturas manager. De andre i bandet følte, at hun i månederne efter Danas død tog sig mere af Max' karriere end bandets kollektive. Det kom til et brud, og Max Cavalera forlod i udgangen af 1996 det band, han havde dannet sammen med lillebror og trommeslager Igor Cavalera. Så stod Sepultura uden deres karismatiske forsanger, guitarist, sangskriver og naturlige omdrejningspunkt.

Sepultura rejste sig fra bruddet med 'Against' fra 1998, der blev debut for den nye forsanger Derrick Green. Siden har de med Andreas Kisser som primær sangskriver udsendt plader med et par års pause og turneret imellem. Godt nok er Sepultura anno 2017 ikke lige så store og populære, som de var i halvfemserne, men de har fortsat ufortrødent. Også selvom Igor Cavalera forlod bandet i 2006 og dermed har betydet, at Sepultura de sidste 10 år har eksisteret uden nogen form for tilknytning til Cavalera-navnet. Det har utvivlsomt også været en medvirkende faktor i deres dalende popularitet.

Rent musikalsk har Sepultura dog ikke sat farten ned. Pladerne spyttes som nævnt ud i et jævnt tempo, og flere af dem har været ganske udmærkede. Nu står vi så her i det nye år. 2017 er kun lige begyndt, 'Machine Messiah' rammer gaden, og med ét er Sepultura i den grad relevante igen.

For 'Machine Messiah' er en helstøbt plade, hvor Sepulturas lyd er umiskendelig og Derrick Greens vokal stærkere end måske nogensinde før. Det er en modig plade, hvor der både er plads til det velkendte tempo, men der er også et mere tilbagelænet tempo, og violinerne synger på singleforløberen 'Phantom Self', der kan høres her:



'Machine Messiah' indeholder dog langt mere end singlen. Titelnummeret er den første sang på pladen, og her sættes stemningen fra første sekund. Den rolige og stærke intro, der indvarsler noget andet og mere end bare et 33 år gammelt bands 14. plade. Der er flere lag her. Hele titelnummeret er et tydeligt bevis herpå. En stærk åbner, hvor Derrick Green også får lov at synge i det barytone, nærmest rene register, som hans dybe, kraftfulde stemme også evner ganske flot. Hører man instrumenterne på den instrumentelle 'Iceberg Dances', er man ikke i tvivl om, at adjektivet modig er dækkende. Måske et nik til Jon Lord fra Deep Purple?

Rent tematisk har Andreas Kisser og resten af Sepultura naturligvis også noget på hjerte. Det havde de også på forgængeren 'The Mediator Between Head and Hands Must Be the Heart', der udkom i 2013. Denne gang er det, som titlen også lidt antyder, en kritik af samfundet, der bliver mere og mere automatiseret, og hvor robotterne så småt er ved at udfase menneskeheden. Måske var det robotterne, der var her først og bare har haft menneskeheden som et eksperiment, der nu er ved at have nået til vejs ende? Andreas Kisser og Derrick Green leger i hvert fald med temaet, og efter cirka 20 år i bandet har Green omsider fået helt frie hænder, hvad angår teksterne. Spændende. Modigt. På tide, vil enkelte måske hævde.

For de ”nye” folk” i Sepultura kan deres håndværk. Green er en formidabel sanger, og Eloy Casagrande på trommer er virkelig vokset med opgaven de seneste år. 'Machine Messiah' er hans anden plade med bandet, og selvom det kan virke kontroversielt og direkte bespottende at sige det, så savner man faktisk ikke længere Cavalera. Kisser på guitar, Green på vokal og Casagrande på trommer er en kompetent kerne, der taktfast understøttes af bassist Paulo Jr., der har været med siden 1985. Han har altid været den lidt anonyme bassist, der bare sørger for rytmen, og det gør han stadig udmærket her 32 år senere.

Det, der står ud ved 'Machine Messiah', er diversiteten i sangene. Hvor 'Sworn Oath' er Kisser, der viser, hvad han kan på guitar, er 'Resistant Parasites' og 'I Am the Enemy' klassiske Sepultura-sange, hvor de fyrer på alle cylindre i den stilart, de har mestret siden de spæde halvfemsere. Sidstnævnte kan høres her:



Med 'Machine Messiah' viser Sepultura, at de tør og vil andet og mere end bare udsende kedelige plader, der kan retfærdiggøre en turne eller to rundt om i verden. De har stadig noget i den kunstneriske tank og har sammensat en facetteret plade, der vil belønne den nysgerrige lytter og samtidig fortæller omverdenen, at Sepultura i den grad stadig er relevante. Det lå på ingen måde i kortene, at det var så godt et udspil, der skulle komme fra den kant.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad der er sket. 'Machine Messiah' er en formidabel Sepultura-plade. Mens det selvfølgelig er helligbrøde at sammenligne den med de tidlige klassikere, så vil vi i stedet nøjes med at konstatere, at den sagtens kan måle sig med dem. Det kræver blot, at man giver såvel band og plade en ærlig chance og ikke bare affejer det med, at Cavalera-brødrene ikke er med. Kan man abstrahere fra det faktum, så ligger der her muligheden for at starte året på flotteste vis.

Sepultura rammer Amager Bio den 6. februar sammen med Kreator, Soilwork og Aborted. Hvis der er bare lidt retfærdighed til, så kommer de tilbage i løbet af sommeren og gæster enten Roskilde Festival, Copenhell eller andre festivaler i eller i nærheden af Danmark.